Mere "moderne dansk"-tamtam

I en artikel (samt en tidligere artikel)politiken.dk skrives, at Dansk Sprognævn har bedt om bud på nye ord (og nye anvendelser), der er på vej ind i det almindelige danske sprog. Nævnet har sågar lavet en fin blanket, der kan findes på deres hjemmeside, som man kan udfylde for at informere om disse nyskabelser.

Er dette nu en god måde at blive bevidst om sprogets status anno 2007? Hvis Dansk Sprognævn er tilpas kritiske overfor de indsendte data og ser på det som en slags folkelingvistik, så er det måske ikke dumt — men nævnet må huske, at det sikkert vil tiltrække en del folk, som finder sig selv usandsynlig kreative og derfor indeberetter ethvert ord, de selv synes har potentiale, selvom det måske kun bruges i en enkelt sociolekt. Det virker umiddelbart til, at det vil være svært at skille skidt fra kanel, men man må jo håbe at Dansk Sprognævn har styr på sagerne. Heldigvis er de i det mindste ikke bange for nyskabelser, ulig visse andre modersmålsfikserede organisationer.

Derudover, finder man i førstnævnte artikel en meget kort redegørelse for ord som “nederen” og “fråderen”, som er hvad dette indlæg i virkeligheden handler om.

»Det er en meget populær orddannelsestype, som faktisk er beskrevet i den første slangordbog fra 1950’erne. Her var et af eksemplerne »børneren«, som betyder børnehave«, siger Pia Jarvad.

Konstruktionen er, at man fjerne det sidste af ordet og sætter »-en« på, og derfor er både »nederen« og »fråderen« – som betyder noget dårligt eller at være meget sulten – altså klassiske slangord.

Jeg må nok stille mig uenig med Pia Jarvad (eller, hvad Politiken har fået ud af hendes udtalelser) her — “nederen” og “børneren” er ikke konstrueret ens. For de gamle slangord som “børneren” og “svømmeren”, mener jeg, at der er tale om såkaldte clippings, fordi det ganske enkelt er lettere (og hurtigere) at sige “børneren” i stedet for “børnehaven” og “svømmeren” i stedet for “svømmehallen”. Dette er substantiver, som forbliver substantiver. Dette kan ses på, at man blandt andet godt kan høre “der ligger en svømmer nede om hjørnet” og forstå det som “der ligger en svømmehal nede om hjørnet” og ikke “der ligger en person i badevinger og svømmefødder nede om hjørnet”. Endelsen -en kommer altså på fordi substantivet er i bestemt form. Det samme er tilfælde med ord som “mayo” for “mayonaise”, “bil” for “automobil” osv. Alle opfører sig grammatisk som det ord de er dannet ud fra.

“Nederen” og “fråderen” derimod, er sværere at bestemme, fordi de efterhånden primært anvendes som adjektiver (eg. “det er fandme nederen” og “det er en fråderen lasagne, det her!”). Her er der ikke tale om clippings på grund af lettere eller hurtigere udtale — ordene de er dannet ud fra er kortere og ikke engang nødvendigvis af samme type som resultaterne. Det giver altså ikke mening at betragte dem som simple forkortelser for lethedens skyld.

For “nederen” kan tilfældet være, at det er dannet ud fra adjektivet “nede”, blevet til substantivet “neder”, derefter “nederen” i bestemt form og slutteligt syntaktisk adjektiviseret, som i eksemplet “det er fandme nederen”. Syntaktisk adjektiviseret fordi adjektiviseringen sker vha. ordstillingen fremfor morfologisk (eg. -lig). Substantivformen kan stadig sagtens anvendes, f.eks. “jeg fik nederen på over det”.

“Fråderen” kunne meget vel være verbet “fråde”, der er blevet bøjet i nutid (“fråder”), substantiveret (“en fråder”) og — ligesom “nederen” — syntaktisk adjektiviseret. Selvfølgelig er der også substantivet “fråde”, som kunne ligge til grund for processen, men jeg har svært ved at finde en logisk forklaring på, hvordan det skulle kunne blive til “fråderen”. Det er vigtigt at bemærke at Pia Jarvad beskriver brugen af den substantiverede form “en fråder”, men den adjektiviserede form bruges, så vidt jeg har bemærket, lige så meget.

Så vidt jeg ved, så kommer disse udtryk fra tjaldrygning, hvor man kan få bl.a. “fråderen”, “æderen”, “nederen”, “noieren” (“paranoia-eren“) og “steneren” på. “Steneren” har forresten også sneget sig med ind sammen med “nederen” og “fråderen”, f.eks. “det var en steneren film” og “han er en steneren fyr”. Jeg er ikke bekendt med lignende udtryk fra andre kilder, men vil da meget gerne høre dem, hvis du — ærede læser — skulle have kendskab til et eller flere.

Både “fråderen” og “nederen” (og “steneren”) kan anvendes — og bliver anvendt — som adjektiver, hvorfor jeg mener det ikke er korrekt at sige, at de er “klassiske slangord” i den forstand, at de er konstrueret ud fra samme princip som “børneren” og “svømmeren”, selvom de morfologisk ser ens ud. Der er tale om vidt forskellige processer i, og grundlag for, konstruktionen af slangordene.

4 meninger om “Mere "moderne dansk"-tamtam”

  1. Heldigvis er de i det mindste ikke bange for nyskabelser, ulig visse andre modersmålsfikserede organisationer.

    Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvilke sammenslutninger du tænker på, men for mit eget vedkommende er jeg da netop tilhænger af flere nydannelser på hjemlig grund. Hvis du kigger på islandsk – sammen med kinesisk et af verdens mest puristiske sprog – er det kendetegnet ved en meget høj grad af sproglig selvforsyning og dristige og opfindsomme nyskabelser. Se blot på et ord som tölva ‘computer’ dannet på baggrund af völva ’spåkvinde, vølve’ og telja ‘tælle, regne’, eller f.eks. mótald ‘modem’ med genoplevelse af det gamle suffiks -ald. Også færøsk er underkastet en rivende udvikling i ordforrådet.

    Det er derimod ikke særlig kreativt eller fantasifuldt blot at efterabe engelsk-amerikansk.

  2. Det er derimod ikke særlig kreativt eller fantasifuldt blot at efterabe engelsk-amerikansk.
    Til gengæld er det naturligt. Hvis vi skulle oversætte alle nyere udtryk i dansk til — well — dansk, så ville vi altså tage ord, der er i brug i sproget, oversætte dem til dansk og forsøge at indføre dem i sproget igen men i en anden form. Purisme skal ikke forveksles med kreativitet — det kan vel snarere betragtes som stædighed. Hvis ordene opstod naturligt, for at dække et behov i sproget, så ville det være kreativt, men at have en instans, der opfinder nye ord i sproget — ord som skal læres af sprogbrugerne — har ikke noget med kreativitet at gøre.

    I øvrigt har vi da et udmærket dansk ord for computer, nemlig “datamat”, men det har vist ikke været i aktiv brug siden slutningen af 70’erne/starten af 80’erne.

  3. Jeg synes at dit syn på purisme – ligesom på sprogrøgt i almindelighed – er for ensidigt og negativt. Skønt jeg egentlig havde skrevet et udkast til et længere svar, vil jeg dog af tidsmæssige årsager undlade at gå ind i en længere debat her og nu. I stedet tillader jeg mig at henvise til Endre Brunstads artikel om purisme på Språkrådets hjemmeside. Der er tale om en udmærket introduktion der fremdrager både gode og mindre gode sider:
    http://www.sprakrad.no/Trykksaker/Spraaknytt/Arkivet/Spraaknytt_2002/Spraaknytt_2002_2/Nordisk_purisme/

    Brunstads doktorafhandling “Det reine språket” kan ligeledes anbefales. Et uddrag findes http://www.modersmaalet.dk/dansktunge/brunstad2001.htm

    Arild

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *