Et par kommentarer til andre folks tåbelige kommentarer om sprogvariation i Danmark

Kim Møller fra Uriasposten taler som han har forstand til, i sin omtale af den artikel fra Politiken om unges sprog, som Anders omtalte her på bloggen for nogle dage siden. Kim Møller vælger at tage artiklen, som en omgang venstredrejet kulturrelativistisk ævl.

Fænomenet er velkendt. Når nu man ikke kan fordanske indvandrere, så må man afvise eksistensen af en særlig ‘efterstræbelsesværdig’ danskhed

Kim Møllers vinkel er søgt og artiklen er klemt ind i upassende rammer på Uriasposten, for at passe ind i bloggerens kram, som jeg ellers ofte følger med interesse og enighed. Kommentarene til indlægget er iøvrigt endnu mere skingre og får mig kun til at ryste på hovedet. Men for at komme til min pointe:

Når sprogforskerne siger at der ikke findes én korrekt variant af dansk, har det intet at gøre med en politisk agenda, der går på at de ønsker et multikulturelt samfund. Det kan meget vel være, at nogle sprogforskere gerne vil det, men det er sådan set sagen uvedkommende. Den sproglige variation dækker over meget andet og mere end blot indlån af udtryk fra indvandrersprog og al forskning i sprogholdninger og sprogvariation peger i samme retning. Der findes ikke én variant af dansk og alle har deres egen idé om, hvad der er korrekt.

Der er mange selvbestaltede sprogrøgtere her i landet, som fabler løs om forfladigelse af sproget, om væmmelige indlån og om alle mulige andre nymodens tiltag som ødelægger vort engang så smukke sprog. Det er helt naturligt for sprogbrugere at bedømme andre sprogbrugere, og desværre også fordømme, på baggrund af den variant af sprog som de taler.

Det store problem vi har her til lands med hensyn til sproglig variation, er manglende tolerance – og det er ikke kun med hensyn til brug af udenlandske ord og tillæggelse af nye betydninger til gamle ord. Vi lever i et land, hvor man bliver anset for at være idiot, hvis ikke man taler det DR- og folkeskolesanktionerede mytiske bæst, Rigsdansk.

Jeg har selv ofte oplevet at blive set ned på, fordi jeg tillader mig at bruge dialektale træk fra den østjydske variant af dansk, som jeg er vokset op med. Det er ikke sprogligt forkert når jeg f.eks. udtaler [j] istedet for det mere anerkendte bløde d [ð] i et ord som ‘gade’. Der er heller ikke noget problem i at jeg ikke benytter mig af pronomenet ‘sin‘, men istedet siger ‘hans‘. Det skaber ikke forståelsesproblemer, så jeg taler med andre østjyder, fordi de har lært at forstå den rigtige betydning ud fra konteksten. På samme måde er det heller ikke forkert når mange jyder refererer, hvordan de har lagt i sofaen hele søndagen, fordi kun den stærkt bøjede perfektum findes i deres dialekt. Men jeg kan godt forstå at folk, som har valgt ikke at bruge dialektale træk, synes det lyder forkert – det er bare ikke ensbetydende med at der faktisk også er det. Jeg er ikke selv meget bedre –  det skurrer også voldsomt i mine ører når jeg hører folk tale lavkøbenhavnsk.

Hvis der er én ting der er sikkert, hvad angår sprogholdninger, er det, at der, så længe der har eksisteret gamle mennesker, har eksisteret kværuleren om de unges sprog nutildags. Mange sprogrøgtere synes at bebrejde Dansk Sprognævn, Folkeskolen og medierne for at de unge ikke lærer at tale ordentligt, men de folk, som mener det er disse institutioners opgave at diktere sproget har grueligt misforstået noget. Dansk Sprognævns opgave er at følge og beskrive det danske sprogs udvikling, samt udgive Retskrivningsordbogen, som er et indeks over standardiserede staveformer, som Folkeskolen underviser i stavning efter. I den opgave ligger naturligvis også at formidle de sprogbeskrivelser, som DSN er kommet frem til. Det er på ingen måde, hverken sprognævnets eller Folkeskolens opgave at forme det danske sprog eller forhindre den udvikling, som foregår helt naturligt.

Det danske sprog tilhører dets brugere, danskerne, og IKKE den danske stat, og det er dermed også de enkelte borgeres ret, at forme deres sprog i den retning, de ønsker. Tanken om at statslige institutioner skulle styre denne proces er ikke alene tåbelig og urealistisk, men også autoritær og menneskefjendsk – den giver væmmelige assosiationer til Orwells 1984, hvor staten styrer befolkningen tanker gennem sprog.

Forfatter: Hans Henrik Juhl

Jeg hedder Hans Henrik Juhl, er 21

9 meninger om “Et par kommentarer til andre folks tåbelige kommentarer om sprogvariation i Danmark”

  1. Har lige læst kommentarerne igennem… OMFG! Jeg anede ikke så meget sprog- og fremmedfjendskhed kunne samles på eet sted! Selvfølgelig har alle ret til en mening, hvilket så forhåbentlig naturligt medfører, at jeg har ret til at bryde ud i slet skjult overbærende krampelatter over pågældende mening.

  2. Jeg besluttede mig også rimeligt hurtigt for, da jeg skrev mit indlæg, at jeg ikke ville tage min reaktion på kommentarerne med. Jeg ved ikke lige, hvad det egentligt lige er disse Uriasposten-læsere, læser ud af den oprindelige artikel. De minder mig mest af alt om koret i en græsk tragedie. Det virker slet ikke som om de har taget stilling til artiklen eller endsige læst den.

  3. Det er altså skægt som sproget ofte bliver helliggjort. At et selvstændigt, fuldt udviklet, modersmål er identitetsbærende og -skabende er der vel ingen tvivl om, men jeg kan ikke se at ganske få leksikale og af og til syntaktiske indlån skulle ændre på at der eksisterer een eller anden version af dansk, som kan tjene dette formål. Den forargelse som det ser ud til at folk til alle tider (se evt. “The Unfolding of Language” af Guy Deutscher) har følt i forbindelse med sprogudvikling er måske et af de mest trættende og banale fænomener som lingvister skal tage stilling til.

    For hvem kan enes om hvilken sproglig variant der på hvilket tidspunkt er det ‘rigtige’ sprog?

  4. Sandt nok. Når A siger noget, som B påpeger som forkert og henvender sig til mig for opbakning, så plejer jeg som regel bare at spørge: “Forstod du hvad A sagde?”, “ja?”, “så var det nok så korrekt som nødvendigt for formålet, carpe-diem-og-hav-en-fortsat-god-aften,-det-var-bare-det-jeg-ville-sige,-hej!”

    Og så er det man skal til at svare på spørgsmål om, hvad det så egentlig er vi lingvister laver, når vi nu tilsyneladende er ligeglade med sprogets ve og vel.

  5. Anders K. Madsen skrev:

    “Forstod du hvad A sagde?”

    Uanset om B forstod det, blev han altså distraheret af A’s angivelige normbrud. Derved opnåede A at dreje opmærksomheden bort fra det han egentlig ville sige, budskabet, og hen på formen – ikke særlig snildt. Af same grun kan det ike anbefales at fylle sin tegst med stavefajl – uanset om modtaerne got forstår de.

    “Og så er det man skal til at svare på spørgsmål om, hvad det så egentlig er vi lingvister laver, når vi nu tilsyneladende er ligeglade med sprogets ve og vel.”

    Ja, det er vi vist mange der længes efter svar på (-:

  6. Well, der kan findes masser af afvigelser i almindeligt dagligdagssprog. Om modtageren så vælger at fokusere på indholdet eller formen er helt op til modtageren.

    Mht. hvad vi lingvister laver, så kan jeg kun sige at når man vil undersøge noget på videnskablig facon, handler det bl.a. om at iagtage emnet, mens man mindst muligt påvirker samme, hvilket en præskriptiv tilgang til lingvistikken næppe kan siges at gøre.

  7. En evt distraktionsfaktor kan der naturligvis være tale om, men meget af den sproglige udvikling (eller forfald) handler om det man på godt videnskabsdansk kalder markedness-shift, som i al sin enkelthed går ud på at hvis et udtryk eller et ord bliver brugt meget, så mister det med tiden sin ‘nyhedsværdi’ (markedness), og bliver til en floskel, et dagligdags udtryk, et normalt ord. Derfor er det ofte ganske tilsigtet at der bliver brugt nye ord, vendinger og lignende, for eksempel når der skal demonstreres glæde eller begejstring (hvor mange af os syntes at ‘udemærket!’ dækkede over triumfen ved Em i 1992 for eksempel?) – og ikke tale om ‘dårligt sprog’, eller tabt kommunikationsevne – måske bortset fra en smule generationerne imellem, men det er vel i og for sig meget naturligt?

    Det er naturligvis sandt at det kan være distraherende, og ofte irriterende, med normbrud – jeg husker selv med græmmen en personage i et tv program som gerne ville have ‘kids’ og som undskyldte ‘hvis han var lidt loud’ – men det ændrer jo ikke på at det er en process som vi kan se har foregået lige så længe vi har sproglige kilder, og den har altså ikke ændret sig selvom folk også har fordømt den lige så længe som vi har sproglige kilder.

    Normbrud, indlån af termer og konstruktioner, samt generel sproglig udvikling (eller forfald om man vil, selvom jeg ikke mener vi har mistet evnen til at udtrykke os klart, på trods af mange hundrede års spådomme om det samme) er tværtimod et livstegn i et sprog, som viser at dets brugere er villige til og evner at bruge sproget kreativt.

  8. Carsten Boll: Der er vel ikke så meget andet at sige til dine synspunkter end at jeg er uenig. For mig at se er det vigtigt at have et bevidst og reflekteret forhold til sproget. Jeg er tilhænger af sprogrøgt og (mådeholden) sprogrensning, og jeg kan – ligesom du – påberåbe mig sproghistorien som støtte for mine anskuelser, nemlig den rolle sprogrøgt og purisme historisk har spillet for udformningen af både dansk og andre vesterlandske kultursprog (det være sig med hensyn til ordforråd, retskrivning, ordføjning mv.). I visse lande – Island og Kina f.eks. – er purisme såfremt normeringsmæssigt hovedprincip. Se eks. Endre Brunstad “Det reine språket” eller George Thomas “Linguistic Purism”.

    For resten synes jeg tyskeren Rolf Schneider på fremragende vis har imødegået nogle af lingvisternes ynglingspåstande. Hans lille, veloplagte bog fra 2007 kan varmt anbefales:

    http://www.modersmaalet.dk/blog/?p=328

    Bedste hilsener
    Arild

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *