For at tage dit eksempel med ‘indenfor’ fra det indlæg du linker til:

“Kom indenfor.” Inden for hvad? Ikke noget, bare indenfor!

Jeg kan ikke, hvor meget jeg end ønsker det, vride min hjerne til at forestille mig en situation hvor jeg ikke går ind i noget når jeg går ‘indenfor’. En naiv sprogbruger vil altid have et svar parat på spørgsmålet ‘hvad?’. Den konservative skelnen mellem ‘indenfor’ og ‘inden for’ har altså ingen reel semantisk funktion. Det er et skrækeksempel på ren og skær formel slavegrammatik.

Det samme kan siges om kombinationer med ‘uden’, ‘neden’ og ‘oven’. Der kan man pænt lægge det snit du efterlyser, og så har vi igen en logisk og konsekvent retskrivning.

Den udeblivende semantiske pointe er nok det der gør at de ansvarlige ikke ser nogen grund til at lære reglen fra sig. Jeg hørte selv første gang om denne regel da jeg startede på universitetet – efter 13 års skolegang. Jeg har mødt mange andre universitetsstuderende og endda dansklærere der ikke kendte reglen.

Det er ikke fordi den er vanskelig at lære. Jeg er generelt et fjols til grammatik, men det tog mig et øjeblik at lære denne regel, hvilket for mig at se understreger det slavegrammatiske. Jeg har aldrig haft en oplevelse af at mit sprog er blevet rigere eller mere nuanceret eller logisk af at jeg har lært at sætte et de ekstra mellemrum.

Ud med reglen. Den bidrager kun til grammatikkens dårlige image som ligegyldigt tidsspilde.

Lidt på samme måde som et tilsyneladende fortolkningsfacit af en novelle kan blive gjort til skamme når man kommer et fortolkningslag dybere og for alvor ser helheden, kan et sagligt argument på ét niveau være en lille del af en større helhed hvis konklusion er helt anderledes. Hvorvidt Dansk Sprognævn argumenterer sagligt mht. ændringen af reglerne ved adverbium+præposition afhænger nok af på hvilket niveau denne saglighed lægges. Jeg tvivler stærkt på at det såvel pragmatisk set som grammatisk set bliver nogen god ændring. Der er jo mange af disse forbindelser som almindelige ignorante sprogbrugere godt kan skelne imellem. Jeg tror fx ikke at vi skal til at “køre udad vejen” eller “gå indi huset”. Der skal altså lægges et snit, og hvor snittet skal lægges er endnu ikke vedtaget – og det bliver også svært, for det kan næppe lægges noget logisk sted, og vi får dermed et regelsæt som er mere ulogisk end i dag. Samtidig med at det også gør sproget mindre nuanceret. Det er en loose-loose-ændring som sker i forhippelsen på at lade reglerne tilpasse sig uinformeret sprogbrug. Sagen er jo at vi i dag har en pissenem regel som er gennemgående – hvad kan man ønske sig mere end en nem og gennemgående regel? Det drejer sig blot om at lære den. Jeg har hvordan her:
http://www.retskrivningspolitiet.dk/sprogtip/indenfor.html
Selvfølgelig vil der være skribenter som ser stort på en sådan regel, men det er vel ikke ensbetydende med at man skal ændre den og derved smadre end faktisk eksisterende logik og konsistens.

Arild angiver længere oppe i denne tråd at linke til noget med noget komma jeg har skrevet, men linker reelt til en af den slags mudderkastninger som jeg er mindre stolt af. Og den disput linker så til det som Arild ville linke til, men hvorfor ikke linke direkte til hvad Erik Hansen over for mig kaldte det bedste han
havde læst om komma længe (selv om han syntes jeg var grov over for Dansk Sprognævn):
http://www.retskrivningspolitiet.dk/images/Kronik_Weekendavisen.pdf
Og endvidere et link til en artikel som går mere konfrontatorisk i kødet på kommasagen:
http://www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=13248
Endelig skal jeg om komma nævne at jeg lige har skrevet et speciale om det – bedømt til 12 – og jeg undersøger i øjeblikket mulighederne for en bearbejdet bogudgivelse.

M.v.h.

De efterlyser saglige argumenter når ‘sprogrøgtere’ kritiserer deres arbejde – der er nemlig saglige argumenter bag hver eneste retskrivningsændring.

Til gengæld farer sprogbrokkerne ofte frem med aldeles usaglige argumenter, såsom at hvis den og den lille (sagligt velbegrundede) ændring gennemføres, ender vi på huleboerstadiet.

Sammenlign med eksemplet fra dsn.dk:

“Det er mig du skal sidde over for” =
“Det er huset han sad inden i”

Man burde hellere glæde sig over, at der findes retskrivningsregler, der – helt uligt det herskende “slaphedsprincip” – kan få sprogbrugeren til at fundere over sprogets funktioner og finesser.

“indeni adv.; træet var råddent indeni (jf. inden i)”

Det er ikke kun ytringfinalt (i slutningen af sætningen) at stedsadverbierne betones, da der også er dobbelttryk i “indeni” i en sætning som:

“Indeni var æblet råddent”

som udtales anderledes end

“Inden i æblet var der råddent”

Det er særlig tydeligt når præpositioner som “i” og “på” indgår, da de udtales med stød.

Ifølge RO hedder det “huset som han sad inden i”, hvorved dit argument falder sammen, og din pointe med at det ikke er en særlig svær regel, vender sig om og bider dig i rumpen

Det du observerer er at funktionsord, som som regel er ubetonede, betones ytringsfinalt.

“fuldt igang” (i fuld gang)
“konferance”
“… som er det er planen skal udkomme i 2011″
“Disse tre tre ændringer…”
“vakt røre” (det plejer at hedde: skabt røre)
“kærtkommen” (kærkommen)

“idag”, “istedet” (hvilket dog kan være et personligt valg, men det er ikke autoriseret af Retskrivningsordbogen – og hvorfor så ikke skrive ihuset, påmandag, tilgavn, medhenblikpå etc.?)

“to sider af én sag” (standard er: to sider af samme sag)

Desuden er forfatterens kommatering usikker; det virker som et forsøg på grammatisk komma hvor der glemmes at sætte komma efter bisætningerne. Forfatteren husker stort set kun komma foran at, der, som, men og hv-ord.

(For ordens skyld skal jeg sige at jeg selv bruger pausekomma, det ældste og bedste system på dansk og fremherskende på de fleste vesteuropæiske sprog, men desværre nu slagtet af Dansk Sprognævn. Jeg accepterer dog fuldt ud de to officielle kommasystemer, dvs. grammatisk og “det nye” hybridkomma. Men så skal folk også sætte dem rigtigt).

Det samme gælder alle sammensatte præpositioner/adverbier af denne type: inden i, uden på, oven for, neden under, over for osv.

Som præposition er der tryk på første led. Som adverbium (sammenskrevet) er der hovedtryk på første og bitryk på andet led.

Så de udtales ikke ens, og forskellen skal vel afspejle sig i stavningen? Jeg vil dog medgive at det kan være svært at se om sammenskrivningsreglen skulle være som nu; måske burde det snarere være omvendt, så man skrev præpositionen i ét ord og stedsadverbiet i to ord, men jeg er ikke helt sikker på det punkt.

Svensk og norsk har vist nok en anden trykfordeling hvor der ikke er nogen større forskel på ordene, så det forklarer at de ikke har samme regel som dansk.

Det er ikke en særlig svær regel, man skal bare bemærke om ordet står før eller efter substantivet, og det kan enhver lære, hvis man gad at forklare dem det.

Hvordan vil du forklare at forskellen i udtale ikke skal give sig udtryk i stavemåden?

1. Jeg kan ikke se, mine eksempler fejler noget, og ingen af dem er spor fortænkte og kunme ikke forekomme i almindeligt sprog, hvor de ville kunne give anledning til misforståelser.

Fra 2011 vil man altså ikke længere kunne skelne mellem f.eks. en “B-filmskuespiller” og “B-film-skuespiller”. Forestil dig så overskriften “Mads Mikkelsen som B-filmskuespiller” i en kendt tabloidavis.

(Ja, ja, sagens rette sammenhæng vil jo formentlig gå op for en, når man læser HELE teksten, eller også må journalisten formulere sig anderledes, hvis han vel at mærke husker det. Det sidste er netop pointen).

2. Sjovt – I lingvister plejer ellers altid at stå stejlt på, at sproget ikke er andet og mere end et blot og bart kommunikationsmiddel, men hver gang præcision og nuancerigdom så trues (f.eks. også ved de såkaldte pendulord), får piben en anden lyd.

Så er det pludselig blevet til en nærmest litterær nødvendighed at stå vagt om banale udtalevanskeligheder eller stavefejl på femteklassesniveau – “for vi forstår jo alligevel godt, hvad der menes”. Suk!

Naturligvis er der masser af flertydighed i sproget, men ortografien bør være konsekvent og systematisk i videst muligt omfang.