Nyt fra den sproglige evolutionsforskning

Jeg er for kort tid siden begyndt at bruge den sociale bogmærkningstjeneste del.icio.us – et redskab som jeg synes er utroligt nyttigt, til at finde interessant læsestof på nettet. Tjenesten giver brugeren mulighed for at gemme bogmærker med emneord og abonnere på andres bogmærker med bestemte emneord. Jeg bruger for eksempel del.icio.us til at lave det menupunkt her på siden, som hedder Lingo-Links, som indeholder de 7 sidste bogmærker, som jeg har gemt med emneordet linguistics.

Men for at komme til dette indlægs pointe, skal jeg nævne at jeg abonnerer på bogmærker som andre folk har gemt med emneordet linguistics og derfor er jeg faldet over en interessant nyhed fra igår, som jeg synes bør videregives:

Languages Evolve In Rapid Bursts, Rather Than Following A Steady Pattern

ScienceDaily (Feb. 7, 2008) — Scientists at the University of Reading have discovered that languages change and evolve in rapid bursts rather than in a steady pattern. The research investigates thousands of years of language evolution, and looks at the way in which languages split and evolve. It has long been accepted that the desire for a distinct social identity may cause languages to change quickly, but it has not previously been known whether such rapid bursts of change are a regular feature of the evolution of human language.

Læs resten

University of Reading. “Languages Evolve In Rapid Bursts, Rather Than Following A Steady Pattern.” ScienceDaily 7 February 2008. 8 February 2008 .

Mere "moderne dansk"-tamtam

I en artikel (samt en tidligere artikel)politiken.dk skrives, at Dansk Sprognævn har bedt om bud på nye ord (og nye anvendelser), der er på vej ind i det almindelige danske sprog. Nævnet har sågar lavet en fin blanket, der kan findes på deres hjemmeside, som man kan udfylde for at informere om disse nyskabelser.

Er dette nu en god måde at blive bevidst om sprogets status anno 2007? Hvis Dansk Sprognævn er tilpas kritiske overfor de indsendte data og ser på det som en slags folkelingvistik, så er det måske ikke dumt — men nævnet må huske, at det sikkert vil tiltrække en del folk, som finder sig selv usandsynlig kreative og derfor indeberetter ethvert ord, de selv synes har potentiale, selvom det måske kun bruges i en enkelt sociolekt. Det virker umiddelbart til, at det vil være svært at skille skidt fra kanel, men man må jo håbe at Dansk Sprognævn har styr på sagerne. Heldigvis er de i det mindste ikke bange for nyskabelser, ulig visse andre modersmålsfikserede organisationer.

Derudover, finder man i førstnævnte artikel en meget kort redegørelse for ord som “nederen” og “fråderen”, som er hvad dette indlæg i virkeligheden handler om.

»Det er en meget populær orddannelsestype, som faktisk er beskrevet i den første slangordbog fra 1950’erne. Her var et af eksemplerne »børneren«, som betyder børnehave«, siger Pia Jarvad.

Konstruktionen er, at man fjerne det sidste af ordet og sætter »-en« på, og derfor er både »nederen« og »fråderen« – som betyder noget dårligt eller at være meget sulten – altså klassiske slangord.

Jeg må nok stille mig uenig med Pia Jarvad (eller, hvad Politiken har fået ud af hendes udtalelser) her — “nederen” og “børneren” er ikke konstrueret ens. For de gamle slangord som “børneren” og “svømmeren”, mener jeg, at der er tale om såkaldte clippings, fordi det ganske enkelt er lettere (og hurtigere) at sige “børneren” i stedet for “børnehaven” og “svømmeren” i stedet for “svømmehallen”. Dette er substantiver, som forbliver substantiver. Dette kan ses på, at man blandt andet godt kan høre “der ligger en svømmer nede om hjørnet” og forstå det som “der ligger en svømmehal nede om hjørnet” og ikke “der ligger en person i badevinger og svømmefødder nede om hjørnet”. Endelsen -en kommer altså på fordi substantivet er i bestemt form. Det samme er tilfælde med ord som “mayo” for “mayonaise”, “bil” for “automobil” osv. Alle opfører sig grammatisk som det ord de er dannet ud fra.

“Nederen” og “fråderen” derimod, er sværere at bestemme, fordi de efterhånden primært anvendes som adjektiver (eg. “det er fandme nederen” og “det er en fråderen lasagne, det her!”). Her er der ikke tale om clippings på grund af lettere eller hurtigere udtale — ordene de er dannet ud fra er kortere og ikke engang nødvendigvis af samme type som resultaterne. Det giver altså ikke mening at betragte dem som simple forkortelser for lethedens skyld.

For “nederen” kan tilfældet være, at det er dannet ud fra adjektivet “nede”, blevet til substantivet “neder”, derefter “nederen” i bestemt form og slutteligt syntaktisk adjektiviseret, som i eksemplet “det er fandme nederen”. Syntaktisk adjektiviseret fordi adjektiviseringen sker vha. ordstillingen fremfor morfologisk (eg. -lig). Substantivformen kan stadig sagtens anvendes, f.eks. “jeg fik nederen på over det”.

“Fråderen” kunne meget vel være verbet “fråde”, der er blevet bøjet i nutid (“fråder”), substantiveret (“en fråder”) og — ligesom “nederen” — syntaktisk adjektiviseret. Selvfølgelig er der også substantivet “fråde”, som kunne ligge til grund for processen, men jeg har svært ved at finde en logisk forklaring på, hvordan det skulle kunne blive til “fråderen”. Det er vigtigt at bemærke at Pia Jarvad beskriver brugen af den substantiverede form “en fråder”, men den adjektiviserede form bruges, så vidt jeg har bemærket, lige så meget.

Så vidt jeg ved, så kommer disse udtryk fra tjaldrygning, hvor man kan få bl.a. “fråderen”, “æderen”, “nederen”, “noieren” (“paranoia-eren“) og “steneren” på. “Steneren” har forresten også sneget sig med ind sammen med “nederen” og “fråderen”, f.eks. “det var en steneren film” og “han er en steneren fyr”. Jeg er ikke bekendt med lignende udtryk fra andre kilder, men vil da meget gerne høre dem, hvis du — ærede læser — skulle have kendskab til et eller flere.

Både “fråderen” og “nederen” (og “steneren”) kan anvendes — og bliver anvendt — som adjektiver, hvorfor jeg mener det ikke er korrekt at sige, at de er “klassiske slangord” i den forstand, at de er konstrueret ud fra samme princip som “børneren” og “svømmeren”, selvom de morfologisk ser ens ud. Der er tale om vidt forskellige processer i, og grundlag for, konstruktionen af slangordene.

Det danske sprog vinder frem i Skåne

Nyhedsavisen bringer idag denne artikel, der handler om at dansk sprog er blevet et umåde populært valgfag på Skånske gymnasier.

Svenske gymnasier kæmper for at lære dansk
Flere end 2.000 skånske gymnasieelever har valgt faget dansk for at studere og arbejde i København – andre lærer sproget på aftenskoler.
Tusinder af svenske unge forsøger for tiden at lære at sige ?rødgrød med fløde’. Der skyller for tiden en sand modebølge gennem Skåne for at lære dansk.
»Vi tilbød dansk som fag for fem-seks år siden. For tre år siden eksploderede det. Siden er det bare vokset,« siger rektor Nicola Sarac fra Malmøs største gymnasium Borgarskolen med 1.435 elever. Heraf har 190 taget dansk som valgfag.
Således kan unge nu vælge dansk på næsten alle gymnasier i de to største skånske byer, Lund og Malmø. I alt terper mere end 2.000 skånske elever danske verber. Nyhedsavisen har talt med fem svenske gymnasier, hvor dansk er et af de mest valgte sprogfag.
»Dansk er det næstmest populære sprog efter spansk. Elever vil gerne kunne sproget, fordi de vil arbejde eller læse arkitekt, medicin og jura i Danmark,« siger Mai Holm Svensson, gymnasielærer på Polhemskolan i Lund – og dansk.
Kunne ikke få job
Hun begyndte at undervise svenskere i dansk for ni år siden, hvor hun ikke kunne få job. I dag bliver hun kimet ned og underviser også på aftenskoler og lærer arbejdsløse akademikere danske gloser.
Andre skoler hungrer efter kvalificerede dansklærere:
»Der er enorm mangel på danske lærere, da man får bedre løn og arbejdsvilkår i Danmark,« siger rektor Lena Andersen fra Katedralskolan i Lund, hvor 200 ud af 1.300 elever læser dansk.
De svenske studerende siger godt nok, at dansk lyder som grød, hvor ordene flyder sammen, men de kæmper alligevel med ordene, fordi vi i modsætning til Skåne næsten ingen arbejdsløshed har i Danmark.
»Der er flere muligheder for job og uddannelse hos jer. Og så får I bedre løn,« siger 18-årige Blairn Miftai fra 2. g på Borgarskolan.
Og allerede nu strømmer det ind med svenskere på danske arbejds­pladser. Siden januar 2005 er antallet af svenske ansatte næsten tredoblet fra 8.000 til 21.000, viser Skats opgørelser.

Jeg synes dette er en spændende udvikling, omend jeg ikke er helt tryg ved de unge skåninges motivation for at lære dansk. Jeg synes det er for dårligt, at man ikke i Sverige ikke opretter nok studiepladser, til at de unge kan få den ønskede uddannelse i eget hjemland. Når det er sagt, er jeg glad for at det danske sprog udbredes, specielt i et område, som har så meget tilfælles med Danmark. Dette giver jobmuligheder for danske lingvister.