Whorf Still Haunting Cognitive Linguistics

It’s more than 50 years since Benjamin Lee Whorf proposed that the structure of the language we speak forms our world view — what is today known as linguistic determinism or strong linguistic relativism — and apparently some cognitive scientists are still strong proponents of that idea. The Wall Street Journal recently published a short paper by associate professor in psychology at Stanford University, Lera Boroditsky, claiming to have proven the Whorfian hypothesis (like so many others before her), and at the same time emphasizing why psychologists should always ally themselves with a linguist before putting forward such claims. (I can’t deal with all the ridiculous claims put forward in the article, so I’ve selected a few “highlights”.)

About a third of the world’s languages (spoken in all kinds of physical environments) rely on absolute directions for space. As a result of this constant linguistic training, speakers of such languages are remarkably good at staying oriented and keeping track of where they are, even in unfamiliar landscapes. They perform navigational feats scientists once thought were beyond human capabilities. This is a big difference, a fundamentally different way of conceptualizing space, trained by language.

Well, yes — or no actually. It might as well be the language that reflects a skill acquired by necessity. There’s no evidence to support the claim that the skill is acquired as a result of how their language is structured. That would indicate that at some point — without any motivating factors — they just constructed a system of absolute spatial terms and afterwards found a use for it. If language structure dictates world view, then they could not have had that particular “world view” before constructing the system in the language. But why construct a linguistic system that you are not going to use? Lakoff (1987) and Johnson (1987) suggest that basic image-schemata are acquired way before any sort of language mastery, so without language where does this pre-linguistic cognition come from? Some sort of universally inate language structure common to all human beings? And are you sure you really want to be sleeping with Chomsky?

50 years ago we had no need for a specific word refering to the act of searching for something on the internet, but today we google stuff like there was no tomorrow — mind you, even if we don’t use the particular search engine that the verb is derived from. We, the language users, adapt the language to our needs, not the other way around.

[…] my colleague Alice Gaby and I traveled to Australia and gave Pormpuraawans sets of pictures that showed temporal progressions (for example, pictures of a man at different ages, or a crocodile growing, or a banana being eaten). Their job was to arrange the shuffled photos on the ground to show the correct temporal order. We tested each person in two separate sittings, each time facing in a different cardinal direction. When asked to do this, English speakers arrange time from left to right. Hebrew speakers do it from right to left (because Hebrew is written from right to left).

Pormpuraawans, we found, arranged time from east to west. That is, seated facing south, time went left to right. When facing north, right to left. When facing east, toward the body, and so on. Of course, we never told any of our participants which direction they faced. The Pormpuraawans not only knew that already, but they also spontaneously used this spatial orientation to construct their representations of time.

Of the Pormpuraawans (pop.: 653), the Thaayorre mainly speak Kuuk Thaayorre (~150 speakers) or a dialect thereof, while the Mungkan speak a variety of Kugu or Wik languages. Looking up these languages on Ethnologue, it’s clear that most (if not all) of these languages are in serious decline and close to extinction. Another thing that immediately springs to mind is the fact that Ethnologue mentions nothing about any of these languages having a writing system. If speakers of English, Chinese, Hebrew, and what have you, think of time in relation to their respective writing-/reading-directions, where does that leave the Pormpuraawans? Well, they could think about time in relation to — dun-dun-duuuun! — time! As the day passes, the most prominent object in the sky, which is incidentally also the object that defines the starting and ending points of a day, moves from the east to the west. In the east-most position you have the beginning, in the west-most position you have the end. The acts of reading and writing are inherently ego-centric, but when you have never done either why would you chose it as the basis for your temporal cognition? That’s right. You wouldn’t! In any case it may be a simple case of cognitively utilizing the strategy most readily at hand, which in this case happens to be the reading-/writing-directions of languages priviledged enough to have such, and the movement of the sun for speakers of languages where the sun’s movement is psychologically more salient. This is not entirely unlike the triad experiment by Kay & Kempton (1984), in which they determined that if speakers had the option of relying on language in color discrimination tests, they would. They dubbed this the naming strategy. Paul Kay eventually teamed up with Terry Regier and others and published some great papers on how relying on language for cognitive categorization is a question about maximization and subconscious choice (Regier, Kay & Khetarpal, 2007). It does not prove anything about language determining world view. Again it might just as well be language reflecting cognition. And once a specific linguistic system is in place in a language it is not easily discarded.

English has gender-specific 3rd person pronouns, so when you use English you have to be aware of that fact. Finnish has no distinction of gender in the 3rd person pronouns, but that does not imply that speakers of Finnish are not able to cognitively distinguish male, female and neuter. Likewise, Danish has four 3rd person pronouns: male (“han”), female (“hende”), common gender (“den”) and neuter (“det”), but the common gender and neuter pronouns are never used about humans, so Danish “lacks” a gender neutral personal pronoun for humans. Some attempts have been made to create such a pronoun (e.g. Hans Arndt’s “høn”), but none have caught on. This could be interpreted as a failed attempt to use language to change the world view of the speakers, not because the speakers do not agree with the proposed world view, but because there is no linguistic need for such a construction. Should the need one day arise, the language users will find a way to satisfy that need and the language will change accordingly.

All this new research shows us that the languages we speak not only reflect or express our thoughts, but also shape the very thoughts we wish to express. The structures that exist in our languages profoundly shape how we construct reality, and help make us as smart and sophisticated as we are.

No. Just no. I will never understand — nor respect — why people apparently choose to only read litterature/articles that support their view on the subject in question. There is litterally tonnes of articles that disprove these Whorfian “facts” that always seems to be presented without any solid supporting evidence; and almost always by psychologists eager to share their paradigm-shattering linguistic discovery with the world.

That being said, I am not trying to say that the structures of the languages we speak in no ways reflect our world views, I am merely saying that it goes both ways rather than just being a unidirectional highway to the human cognition. It may be time that someone came up with a theory of quantum linguistics, because this whole language <=> cognition debate reminds me a lot of Schrödinger’s Cat . . . or does it?

Bibliography and related articles

Boroditsky, L. & Gaby, A. (2010). Absolute spatial representations of time in an Aboriginal Australian community. Psychological Science (PDF; requires log-in)

Davidoff, J. (2004). Coloured Thinking. Psychologist 17 pp.570–72

Johnson, M. (1987). The Body in the Mind: The Bodily Basis of Meaning, Imagination, and Reason. University of Chicago Press

Kay, P. & Kempton, W. (1984). What is the Sapir-Whorf hypothesis? American Anthropologist 86 pp.65–79

Lakoff, G. (1987). Women, Fire, and Dangerous Things: What Categories Reveal About the Mind. University of Chicago Press

Levinson, S., (1997). Language and Cognition: The Cognitive Consequences of Spatial Description in Guugu Yimithirr. Journal of Linguistic Anthropology 7 pp.98–131.

Núñez, R.E. & Sweetser, E. (2005). Aymara, where the future is behind you: Convergent evidence from language and gesture in the crosslinguistic comparison of spatial construals of time. Cognitive Science (PDF)

Regier, T., Kay, P. & Khetarpal, N. (2007). Color naming reflects optimal partitions of color space. PNAS 104 pp.1436–41 (PDF)

Roberson, D., Davidoff, J., Davies, I.R.L. & Shapiro, L.R. (2005). Color categories: Evidence for the cultural relativity hypothesis. Cognitive Psychology 50 pp.378–411

Whorf, B., (1971). Language, Thought and Reality: Selected Writings of Benjamin Lee Whorf. Cambridge, MA: The Massachusetts Institute of Technology Press.


Fra Politiken (ja nemlig, igen Politiken) heute <http://politiken.dk/tjek/digitalt/internet/article844749.ece>:

Der er ikke noget mere irriterende, end når GPS’en påstår, at du nu kører ud over åben mark, mens du i virkeligheden kører på et stykke ny vej.

Det er lidt sjovt, for personligt synes jeg, at det er mere irriterende at:

  • forlægge hætten til en filtpen, så den tørrer ud og kun kan bruges til at dolke viskelædder-voodoodukker af Brian Mikkelsen med
  • købe 8 pund fjer i sin lokale kiosk og finde ud af, at man kunne have fået dem meget billigere, hvis man bare havde ventet til næste hverdag og købt dem i Netto
  • opdage, at ens afdøde barndomslabrador hjemsøger 4 elektrikerlærlinge, hvoraf de 2 er kattemennesker og har brødre i den russiske mafia
  • blive udsat for større doser radioaktiv stråling og mutere på upraktiske måder
  • træde i tyggegummi på en varm sommerdag
  • stå i kø bag snaksalige folk
  • få pest og dø
  • vække en sovende bjørn (som jo ellers ikke er farlig, hvis man blot er varlig)
  • vågne (i særdeleshed hvis man har sovet forud for opvågningen)
  • glide ned af en rutsjebane lavet af rustne barberblade og ende i et kæmpe fad fuld af alkohol
  • brække lemmer

… bare for at nævne nogle få eksempler. Men det er vel alt sammen smag og behag.


Som nogle af jer nok har set, er der en del debat omkring en betjent som enten har sagt ‘perle’ eller ‘perker’ til en demonstrant. Politiken skriver nu at ‘lydeksperten’ Eddy Bøgh Brixen kan afgøre at der bliver sagt ‘perk’, ud fra en simpel spektogramanalyse.

Jeg har ikke set det pågældene spektrogram, men jeg har ingen grund til at tvivle på Bøgh Brixen – og derudover er det, vil jeg sige, næsten umuligt at tage fejl af en k-lyd og en l-lyd, hvis man bare har det mindste kendskab til spektrogramanalyse. Det må man jo formode at Bøgh Brixen har.

Men der er vist gået politik i sagen, så nu må vi se hvad Statsadvokaten siger.

EDIT: Det skal naturligvis siges at optagelserne er meget støjfyldte, og at jeg som sagt ikke har set spektrogrammet. Det ville være interessant at se det spektrogram som Bøgh Brixen har analyseret, med støjen sorteret fra. Selv hører jeg ‘perle’, men jeg har arbejdet nok med transkription og lytteforståelse til at jeg faktisk stoler mere på optagelser og spektrografiske overgange end på mine egne ører – specielt når man allerede er “farvet” af debatten.

Hvis nu man kunen få betjenten til at indtale ‘perle’ og ‘perker’, så kunne man se hans personlige spektrografiske aftryk, og måske have en endnu bedre mulighed for at gennemskue hvad der bliver sagt.

Skulle TV2 være godt for vores børn?

Jeg ser ikke synderligt meget børnefjernsyn – som regel betyder børneprogrammernes fremkomst i fjernsynet at jeg nok bør gå i seng.

Det viser sig, at TV2 ligefrem stiller de små purke i en lingvistisk interessant situation med serien “Dora Udforskeren” (Skrækkelig titel).

En anonym blogger, som kalder sig Pudsigkat, har set serien både herhjemme og i udlandet, og har bemærket at der i serien gøres kraftig brug af intrasentential kodeveksling (sprogskifte indenfor en sætning) mellem dansk og valby-engelsk. Den anonyme blogger har undersøgt sagen og er kommet frem til at seriens producenter har truffet dette valg for at gøre den meget unge målgruppe opmærkesomme på og trygge ved andre sprog samt vække deres interesse for at lære fremmedsprog. Tjah.. Det er jo godt at være ambitiøs og sætte sig høje mål, men jeg tror jeg tror nu at producenterne denne gang har placeret målet højere end fjernsynsmediet kan skyde. Herreste gud, det kunne jo godt være at Hr og Fru Danmarks afkom lærte ét eller andet af at se programmet – hvis ikke flydende engelsk, så måske at være vant til kodeskifte.

Noget helt andet er imidlertid at denne sprogmissionering resulterer i at børnene skal sidde og lytte til noget ganske uskønt dansk. Med replikker som ”Min lille friend” og “I vil vist have noget chocolate” (Hmm, chocolate? Godt det ikke er kodeveksling til spansk!) risikerer landets forældre at kløjs i morgenkaffen.

Det langtoverskyggende problem med serien er dog at oversættelsesarbejdet ser ud til at være lavet af en flok gymnasieelever, som TV2 har lønnet på forhånd med øl. Titlen på programmet bruger den oprindelige ordstilling fra den engelske titel, “Dora the Explorer”, selvom det ikke havde krævet meget at bruge den mere danske ordstilling i “Udforskeren Dora” (titlen er stadig tåbelig, men dog dansk). Man kunne eventuelt også have kaldt hende “Eventyreren Dora”, så man slipper for at skulle motivere substantivet en udforsker, som med garanti aldrig er blevet brugt i andet end dårlige oversættelser fra engelsk.

For at tage et andet eksempel, kan vi kigge på replikken:

“Den kage er lige som den, jeg plejede at lave til my mommy

Sætningen lyder lidt off, ikke sandt? Det er fordi man har oversat ord for ord fra den engelske version:

“This cake is just like the one, I used to make for mi madre

Resultatet er en sætning, som dog uden at være direkte ugrammatisk, alligevel føles forkert, fordi man ikke har valgt at benytte den noget mere mundrette:

“Den/det er ligesom den kage, jeg plejede at lave til my mommy”.

Måske kunne man endda forstille sig at man kunne se kagen i billedet (hvilket nok er mest sandsynligt) og derfor kunneog burde man udelade kagen ved ellipse. 

“Det er ligesom den, jeg plejede at lave til my mommy”.

Med hensyn til brugen af Valby-engelsk skulle TV2 simpelthen bare skamme sig. Der er ingen grund til at lære en helt ny generation at tale engelsk som Ove Sprogøe

Det er ingen nyhed at det misdrevne TV2 skal spare, men billigt behøver nu engang ikke være lig usselt – TV2 skulle jo nødigt helt miste fjernsynsmarkedets opbakning – og den offentlige støtte…


Nu skal et kondom til at hedde ‘Johnny’. Mener altså Aids-fondet. Jeg skal virkelig kæmpe med mig selv for ikke at skrive værre ting end; det var dog en tåbelig idé!

Forestiller man sig at de unge mennesker, som på nuværende tidspunkt synes det er flovt at købe kondomer, nu stolt vil gå ind i butikkerne og sige ‘Stik mig en pakke johnnyer!’?

Og hvad er det lige der er så “…smart, tjekket og klogt…” ved ordet johnny, men ikke ved ordet ‘kondom’?

Og hvad mener man med at nu SKAL kondomet hedde Johnny? Giver det bødestraf at sige ‘kondom’? Eller er det bare socialt uacceptabelt fra den ene dag til den anden?

Ordet kondom er uden sikkert etymologisk ophav, så HVIS det har negative konnotationer handler det nok om at den handling/funktion det signifikerer har negative konnotationer.

Hvis man vitterligt gerne vil have at folk dyrker sikker sex, kunne man jo evt opfinde et kondom som rent faktisk holder hvad sexualundervisere i alle folkeskoler påstår; man kan slet ikke mærke det, og sex er lige så sjovt med kondom på som uden For øvrigt nok den mest åbenlyse løgn der nogensinde er blevet serveret for mig. Man kunne evt bede nanoteknologerne om at lede efter en løsning, eller medicinerne om at udrydde seksuelt overførte sygdomme – hvis man kunne med tyfus, kan man nok også med klamydia/gonnoré/syfilis.

For jeg tror at den absolut vægtigste grund til at unge ikke bruger kondom er at det føles lidt som at være inviteret til festmiddag hos dronningen, og dernæst bede om en skål havregrød. Det er nok sundest, men det er absolut ikke sjovest.

Det var så dagens (vagt) sprogrelaterede sure opstød fra mig 🙂

Vi er slemme sprogbrugere – igen

Nu er det så vores manglende udtale af ‘r’ som vi skal skydes i skoene;

Jeg mindes altså aldrig at folk har haft problemer med at forstå hvad jeg siger, på trods af at jeg er en af de slemme sprogbrugere som ikke udtaler ‘r’ med mindre det indleder et ord.

Men der kan man bare se. Der er tilsyneladende ikke mange der kan forstå hvad jeg siger, ifølge videnskaben. Og jeg må da ellers formodes at være relativt godt uddannet, specielt når det kommer til emnet sprog?


Et andet perspektiv man kunne tage er, at de fonemer som forsvinder, i disse tilfælde ‘r’ fonemet, nok ikke er så betydningsbærende (og dermed vigtige for indholdet af ordet) som resten af fonemerne. Hvorfor så spilde sin og andres tid med at udtale dem? Derfor er der ikke nødvendigvis tale om forfald, men om effektivisering?

At det skaber kommunikationsproblemer generationerne imellem kan da godt være – men i de tilfælde hvor kommunikation er væsentlig skal man nok komme over denne kløft. Som sagt har jeg endnu aldrig oplevet ikke at kunne kommunikere med nogle på baggrund af min generatiolekt!

Det nævnes i artiklen er der folk der bliver stødt af de manglende ‘r’ fonemer. Det kan jeg nu godt undres over, jeg har da aldrig selv været *stødt* af andres udtale. Irriteret, forundret, og moret – javist. Men jeg gad godt vide hvilket ræsonnement der ligger bag en evt fornærmethed som måtte opstå hos folk. Det kan vel kun være idéen om at det danske sprog tilhører de ældre, og at de unge der nådigst låner det, sjusker med formen.

Og dén idé kan jeg ikke erklære mig enig i. Sproget tilhører ALLE brugere, det være sig ung eller gammel. Desuden vil en eventuel kamp om retten til at præge sproget altid vindes af de unge. På teknisk knock-out, om man så må sige, da de holder sig oprejst længst.

Et par kommentarer til andre folks tåbelige kommentarer om sprogvariation i Danmark

Kim Møller fra Uriasposten taler som han har forstand til, i sin omtale af den artikel fra Politiken om unges sprog, som Anders omtalte her på bloggen for nogle dage siden. Kim Møller vælger at tage artiklen, som en omgang venstredrejet kulturrelativistisk ævl.

Fænomenet er velkendt. Når nu man ikke kan fordanske indvandrere, så må man afvise eksistensen af en særlig ‘efterstræbelsesværdig’ danskhed

Kim Møllers vinkel er søgt og artiklen er klemt ind i upassende rammer på Uriasposten, for at passe ind i bloggerens kram, som jeg ellers ofte følger med interesse og enighed. Kommentarene til indlægget er iøvrigt endnu mere skingre og får mig kun til at ryste på hovedet. Men for at komme til min pointe:

Når sprogforskerne siger at der ikke findes én korrekt variant af dansk, har det intet at gøre med en politisk agenda, der går på at de ønsker et multikulturelt samfund. Det kan meget vel være, at nogle sprogforskere gerne vil det, men det er sådan set sagen uvedkommende. Den sproglige variation dækker over meget andet og mere end blot indlån af udtryk fra indvandrersprog og al forskning i sprogholdninger og sprogvariation peger i samme retning. Der findes ikke én variant af dansk og alle har deres egen idé om, hvad der er korrekt.

Der er mange selvbestaltede sprogrøgtere her i landet, som fabler løs om forfladigelse af sproget, om væmmelige indlån og om alle mulige andre nymodens tiltag som ødelægger vort engang så smukke sprog. Det er helt naturligt for sprogbrugere at bedømme andre sprogbrugere, og desværre også fordømme, på baggrund af den variant af sprog som de taler.

Det store problem vi har her til lands med hensyn til sproglig variation, er manglende tolerance – og det er ikke kun med hensyn til brug af udenlandske ord og tillæggelse af nye betydninger til gamle ord. Vi lever i et land, hvor man bliver anset for at være idiot, hvis ikke man taler det DR- og folkeskolesanktionerede mytiske bæst, Rigsdansk.

Jeg har selv ofte oplevet at blive set ned på, fordi jeg tillader mig at bruge dialektale træk fra den østjydske variant af dansk, som jeg er vokset op med. Det er ikke sprogligt forkert når jeg f.eks. udtaler [j] istedet for det mere anerkendte bløde d [ð] i et ord som ‘gade’. Der er heller ikke noget problem i at jeg ikke benytter mig af pronomenet ‘sin‘, men istedet siger ‘hans‘. Det skaber ikke forståelsesproblemer, så jeg taler med andre østjyder, fordi de har lært at forstå den rigtige betydning ud fra konteksten. På samme måde er det heller ikke forkert når mange jyder refererer, hvordan de har lagt i sofaen hele søndagen, fordi kun den stærkt bøjede perfektum findes i deres dialekt. Men jeg kan godt forstå at folk, som har valgt ikke at bruge dialektale træk, synes det lyder forkert – det er bare ikke ensbetydende med at der faktisk også er det. Jeg er ikke selv meget bedre –  det skurrer også voldsomt i mine ører når jeg hører folk tale lavkøbenhavnsk.

Hvis der er én ting der er sikkert, hvad angår sprogholdninger, er det, at der, så længe der har eksisteret gamle mennesker, har eksisteret kværuleren om de unges sprog nutildags. Mange sprogrøgtere synes at bebrejde Dansk Sprognævn, Folkeskolen og medierne for at de unge ikke lærer at tale ordentligt, men de folk, som mener det er disse institutioners opgave at diktere sproget har grueligt misforstået noget. Dansk Sprognævns opgave er at følge og beskrive det danske sprogs udvikling, samt udgive Retskrivningsordbogen, som er et indeks over standardiserede staveformer, som Folkeskolen underviser i stavning efter. I den opgave ligger naturligvis også at formidle de sprogbeskrivelser, som DSN er kommet frem til. Det er på ingen måde, hverken sprognævnets eller Folkeskolens opgave at forme det danske sprog eller forhindre den udvikling, som foregår helt naturligt.

Det danske sprog tilhører dets brugere, danskerne, og IKKE den danske stat, og det er dermed også de enkelte borgeres ret, at forme deres sprog i den retning, de ønsker. Tanken om at statslige institutioner skulle styre denne proces er ikke alene tåbelig og urealistisk, men også autoritær og menneskefjendsk – den giver væmmelige assosiationer til Orwells 1984, hvor staten styrer befolkningen tanker gennem sprog.