Dansk — nu med mindre engelsk end nogensinde

I en nylig artikel i Politiken, beretter Pia Jarvad via Kim Faber om hvor meget bedre vi er, end nordmænd og svenskere til ikke at lade engelsk pwne vores sprog alt for meget. Blandt eksemplerne er rush hour, som i dansk er blevet til myldretid, mens det på norsk er blevet til rushtid. Det må da kunne berolige og glæde nogle af sprogrøgterne derude i landet.

Nyskabelser i Retskrivningsordbogen 2011

Dansk Sprognævn er fuldt igang med arbejdet med den næste udgave af Retskrivningsordbogen, som er det er planen skal udkomme i 2011. I forbindelse med den 9. nordiske konferance om leksikografi løftede sprognævnet sløret for tre af de ændringer, som man vil foretage i retstavningsreglerne.

  1. Adverbium + præposition: Idag er der forskel på stavemåden af disse alt afhængigt af om præpositionen har en styrelse. De skrives i to ord, hvis der er en styrelse og i ét ord, hvis der ingen er. F.eks. “Der stod en masse skrammel uden for huset, men indenfor var der pænt og ryddeligt”. Denne skelnen vil blive afskaffet således at man fremover vil skulle sammenskrive adverbium og præposition uanset om præpositionen har en styrelse eller ej. Dette er samme regel som på norsk og svensk.
     
  2. Bindestreger i sammensætninger: Idag kan man sætte bindestreg mellem alle led i en sammensætning. Fremover vil det ikke være tilladt at sætte bindestreg mellem problemfrie sammensætninger. F.eks. er staveformerne e-post-adresse, S-togs-station idag tilladt på lige fod med e-postadresse, S-togsstation, som vil være de eneste gældende med de nye regler (Det vil naturligvis stadig være tilladt at orddele). Dette er også de gældende regler i Norge og Sverige.
     
  3. -ium-endelser: Idag anerkender Retskrivningsordbogen ikke at ord, der normalt skrives med endelsen –ium kan skrives med –ie istedet. Således er formerne akvarium, kriterium, territorium og kollegium tilladt mens formerne akvarie, kriterie territorie og kollegie ikke er det og kun må bruges i sammensætninger. Fremover vil denne type ord have dobbeltformer således at såvel –ium og –ie er tilladt.

Disse tre tre ændringer har selvfølgelig vakt røre blandt sprogrøgterne, som ligefrem beskylder Sprognævnet for at smide benzin på det bål, hvorpå alle vi andre er ved at tilintetgøre vores fælles kulturarv – og alt det fis (Kronikøren gør sig iøvrigt skyld i en grov Whorfianistisk fejlslutning).

Ikke overraskende er jeg ikke enig med sprogrøgterne. Tværtimod synes jeg, at alle tre ændringer er fornuftige og kærtkomne, men lad mig uddybe hvorfor:

  1. Jeg er en stor fortaler for sammenskrivning – og jeg sammenskriver mere end de fleste. Rationalet bag dette er, at jeg ikke ser nogen grund til at opdele orddele ortografisk, hvis de syntaktisk set udgør én enkelt enhed. Skriftsproget bør afspejle talesproget og i talesproget behandles adverbium + præposition nu engang som ét ord. Det kan man se på den måde der fordeles tryk på ordet. 

    Faktum er, at sammenskrivningen af adverbium + præposition uanset styrelse er et utroligt udbredt fænomen og at det er årsag til at en masse mennesker laver denne “fejl”. Det eneste argument for at beholde den nuværende regel skulle være, at sådan har vi gjort siden 1880 – og det er i grunden ikke et specielt godt argument. Og bliver vi fattigere at ikke at skelne mellem om der er en styrelse eller ej? Tja, vi kan jo stadig se, hvis der er en styrelse.

    Sproglig fattigdom og simplificering af retskrivningsregler er ikke to sider af én sag. Blev vi måske fattigere af at fjerne den retskrivningsmæssige skelnen mellem skulle og skulde, ville og vilde og kunne og kunde, alt efter om det blev brugt som modalverbum eller ej? Nej, det gjorde vi ikke – tværtimod

  2. I tråd med reglen ovenfor kan jeg kun se fornuft i, at der fremover vil være større entydighed i reglerne om sammenskrivning. Det er simpelthen nemmere at sige: Danske ord skal altid sammenskrives.Bindestregen er et nyttigt redskab til at gøre besværlige sammenføjninger letlæselige, men hvis de bruges, hvor der ikke er behov for dem, tjener de istedet som hæmsko for læseren.
  3. Dette kan siges meget kort: -ie-endelserne har været i almindelig brug LÆNGE og der er ingen logisk grund til, at de kun må bruges i sammensætninger. Det eneste argument jeg kan se imod denne ændring er, at den almindelige sprogbruger ikke lige så nemt kan gennemskue, at der er tale om et låneord fra latin, hvis man bruger –ie fremfor –ium – men hvad behøver den almindelige sprogbruger i grunden også vide det for?

Jeg synes dette er forfriskende nyheder, særligt ovenpå Johnny-historien, men jeg kunne godt tænke mig at vide mere om den kommende udgave af Retskrivningsordbogen, så hvis der er nogen derude, som ved noget, så sig lige til.

Som en lille bonus, kan jeg fortælle at den nye Retskrivningsordbog, i modsætning til de tidligere udgaver, vil indeholde betydningsangivelser. Hurra for det.

Vi er slemme sprogbrugere – igen

Nu er det så vores manglende udtale af ‘r’ som vi skal skydes i skoene;

Jeg mindes altså aldrig at folk har haft problemer med at forstå hvad jeg siger, på trods af at jeg er en af de slemme sprogbrugere som ikke udtaler ‘r’ med mindre det indleder et ord.

Men der kan man bare se. Der er tilsyneladende ikke mange der kan forstå hvad jeg siger, ifølge videnskaben. Og jeg må da ellers formodes at være relativt godt uddannet, specielt når det kommer til emnet sprog?

Edit:

Et andet perspektiv man kunne tage er, at de fonemer som forsvinder, i disse tilfælde ‘r’ fonemet, nok ikke er så betydningsbærende (og dermed vigtige for indholdet af ordet) som resten af fonemerne. Hvorfor så spilde sin og andres tid med at udtale dem? Derfor er der ikke nødvendigvis tale om forfald, men om effektivisering?

At det skaber kommunikationsproblemer generationerne imellem kan da godt være – men i de tilfælde hvor kommunikation er væsentlig skal man nok komme over denne kløft. Som sagt har jeg endnu aldrig oplevet ikke at kunne kommunikere med nogle på baggrund af min generatiolekt!

Det nævnes i artiklen er der folk der bliver stødt af de manglende ‘r’ fonemer. Det kan jeg nu godt undres over, jeg har da aldrig selv været *stødt* af andres udtale. Irriteret, forundret, og moret – javist. Men jeg gad godt vide hvilket ræsonnement der ligger bag en evt fornærmethed som måtte opstå hos folk. Det kan vel kun være idéen om at det danske sprog tilhører de ældre, og at de unge der nådigst låner det, sjusker med formen.

Og dén idé kan jeg ikke erklære mig enig i. Sproget tilhører ALLE brugere, det være sig ung eller gammel. Desuden vil en eventuel kamp om retten til at præge sproget altid vindes af de unge. På teknisk knock-out, om man så må sige, da de holder sig oprejst længst.

Skal man tvinge sprogsvage børn i børnehave?

I forlængelse af mit indlæg om konservativ sprogpolitik forleden, er her mine kommentarer til det Konservative Folkepartis seneste sprogpolitiske udspil.

Charlotte Dyremose, som er uddannelsespolitisk ordfører, mener at vi her i landet har et socialt problem, som består i, at vi huser et ikke ubetydeligt antal sprogsvage børn og det kan hun på sin vis have ret i, men jeg tror nu også hun overdriver problemet en kende, for man er vel ikke sprogsvag, bare fordi man ikke kan dansk? Det er imidlertid en enorm fordel for børns opvækst i dette land, hvis de er danskkundige. Charlotte Dyremose har igen fremtryllet en liste med 4 punkter, som med hendes egne ord, skal kurere manglende danskkundskaber blandt landets småbørn:

  1. Sprogscreening skal være obligatorisk – så alle børn SKAL sprogscreenes i 3-årsalderen.
  2. Kommunens forpligtelse til at følge op på sprogscreeningen overfor børn, der ikke er i dagtilbud, skal tydeliggøres.
  3. Det skal være lovpligtigt, at tage imod det efterfølgende sprogtilbud, såfremt det viser sig, at der er behov herfor.
  4. Hvis ikke det efterfølgende sprogtilbud medfører markante forbedringer, skal barnet senest i 4 års alderen, og gerne tidligere, i daginstitution.

Min umiddelbare reaktion på dette forslag var noget i retning af, at dette var et udtryk for at det Konservative Folkeparti bevægede sig i en retning, jeg ikke brød mig om, mod mere statslig tvang og umyndiggørelse af forældrene, hvis ansvar det må være at opdrage deres børn bedst muligt. Grundlæggende alt det vi borgerlige tænker, hver gang en politiker finder på nye regulativer. Der kan meget vel være noget om dette, og forslaget giver mig stadig en ubehagelig fornemmelse i maven, men efter at have tænkt nærmere over det og inddraget nogle af mine lingvistiske kundskaber, har jeg været nødt til at revurdere min holdning til forslaget og jeg er kommet frem til at, dette er et ubehageligt, men desværre nødvendigt forslag.

Forældre har en pligt til at sikre sine børn den bedst mulige opvækst, og det klarer mange forældre ganske fint. Disse forældre vil heller ikke blive berørt af dette, hvis det skulle blive til lov. De eneste, som ville blive berørt, er forældre som ikke magter opgaven og som er i fare for at gøre deres børn ude af stand til at deltage i samfundet på lige fod med os andre, for sprog er nu engang et vigtigt redskab, hvis man vil gebærde sig socialt. Bevares, det har forældrene stadig rig mulighed for på alle mulige andre områder, så hvis de pågældende forældre absolut vil opfostre sociale tabere, vil de stadig kunne stække dem på et utal af andre måder. (Jaja, jeg er klar over at det ikke altid er et frit valg). Vi lever ikke i et samfund, hvor vi tillader forældre at vanrøgte deres børn, så det er naturligt, at man også griber ind mod sproglig vanrøgt.

Forslagets overvindelses af min velvilje til trods, undrer jeg mig dog stadig over den Orwelliske formulering om, at man skal gøre det lovpligtigt at tage imod et tilbud. Ligger det ikke i et tilbuds natur, at det er frivilligt? Ak ja.

Tegnsprogsundervisning i franske skoler

Via Danske Døves Landsforbund

I Frankrig har undervisningsministeren besluttet, at der i en del franske skoler skal tilbydes tegnsprogsundervisning til døve børn, som går i en almindelig folkeskole.

Undervisningen skal foregå som et valgfag for de døve elever, som går i 1.-5. klasse på samme måde som de normalthørende børn kan vælge fremmedsprog i den franske folkeskole. Her er der pt. 10.700 døve børn.

Døveforbundet er ikke tilfreds

Alligevel er man i det franske døveforbund – Union des Sourds de France, ikke tilfredse. Det skyldes, at man i en handicaplov fra 2005 anerkendte tegnsprog som undervisningssprog i den franske folkeskole, men der er hidtil intet sket:

“Ministerens løfte om, at tegnsprog nu skal tilbydes i nogle af de franske skoler med døve elever, er måske et skridt i retningen af at opfylde lovens bogstav. Men at tegnsprog tilbydes som valgfag i de små klasser, er ikke nok”, udtaler René Bruneau, formand for det franske døveforbund.

Han udtrykker ønske om, at man ude i de enkelte amter opretter 1-2 skoler med tosprogede klasser, hvor de får undervisning i enkelte fag på tegnsprog, som det allerede er muligt på private skoler.

Herfra er bare at sige, at det da var på tide og at danske politikere kunne lære noget her.

Problemerne for færøsk sprogplanlægning – Forslag til en ny kurs.

Jeg kan desværre ikke huske, hvor jeg har fundet dette, men i lyset af at jeg er på Færøerne for tiden, er min interesse for den færøske sprogsituation genvakt, så I får dette citat, selvom jeg ikke kan huske hvor i alverden jeg har det fra.

Opdatering 14. august.
Nu har jeg fundet min kilde, men jeg vil ikke påstå at den er synderligt god, da min kilde ikke giver den oprindelige henvisning.

Opdatering 29. august.
Jeg har sat Eivind, en færing jeg kender, i gang med at finde den originale reference, men det ser ud til at forfatteren til indlægget også er forfatteren til opgaven. Hvis er rigtigt vil Eivind forsøge at få fat i opgaven i sin helhed til mig. Hurra!

Forfatteren har navngivet sig selv i kommentarsporet nedenfor. Alt godt kommer til den som venter. 🙂

“En fornuftig sprogplanlægning burde, ligemeget hvilke politiske eller nationale hensyn den ellers har, bygge på videnskabelige fakta, sprogsociologiske og andre undersøgelser. Om den så, som den nuværende færøske sprogplanlægning har til formål at udrydde lavsproget, og derved også det dagligdagssprog, som er hovedsproget hos færing.”( Johhny Thomsen, 1996, s. 20)

I 1990erne har tidsskriftet Málting (sprogting) spillet en stor rolle, de har holdt en meget akademisk, objektiv og nyskabende lingvistisk linie. På det færøske universitet findes, derfor hvad jeg vil kalde, en skole af systemkritikere.

Ulla Clausén inddelte, allerede i 1978, de sprogretninger som hun mente fandtes på Færøerne i disse grupper:

  1. Purister, der lægger normen bagud i tiden og gør en aktiv indsats for sprogets renhed.
  2. Nationalister, er tilhængere af en statisk sprogplanlægning, hvor sproget holdes frit fra fremmede sprog.
  3. Pragmatikere, har fx en liberal indstilling til låneord, de ser mere på et ords funktionsdygtighed i forhold til brugerne.
  4. Internationalister, som forkaster alle færøske ord og vil holde færøsk åbent for fremmed indflydelse

De før nævnte “systemkritikere”, er mere pragmatikere. Cand. Mag. Hjalmar P. Petersen siger fx at et fremmedord er et ord, som brugerne ikke forstår, dette gælder også færøske nyord (Petersen, 1993, s. 12-22).

Her kommer han ind på Haugens term vedrørende implemention of function, hvor kravet er acceptance of function. Folk accepterer ikke mange af de ord, som laves på Færøerne i dag. Som eksempel kan jeg nævne en større ordliste over computersprog, hvor alt fra CD-ROM, RAM, CPU er oversat. Ironien er, at selve ordet computer slog an som en nydannelse (fæ. telda), dette ord bruges altid af purister, de taler dog mindre om de tusindvis af ord som folk hverken bruger eller kender. Petersen mener, at det er fordi de ikke lever op til kravene om:

  1. At ord skal være godtaget af flertallet af sprogbrugerne (jvf. Haugens statistical).
  2. De skal være æstetiske, fx ikke for lange.
  3. De skal være lette at lære (2,3 og 4 jvf. Haugens efficiency).
  4. Ordene skal være naturlige for brugerne.
  5. Ordene skal leve op til de intellektuelle krav nutiden stiller (jvf. Haugens rationality)
  6. Nydannelser skal være synkrone, ikke arkaiske, fordi det ødelægger det naturlige sprogsystem.

Her er brugeren i centrum, ikke sproget (pragmatik). Her er det ikke kun sprogets form (Jvf. Haugen), men dets function.

Petersen kritiserer sprogplanlægningen meget karftigt for at være elitær og ensporet, hvor næsten den eneste retning har været at opfinde nye ord. Han efterlyser en standardiseret sprogplanlægning, som ikke kun arbejder for corpus planning, men også for status planning. Det er derfor vigtigt at oversætte, ikke kun den høje litteratur, men også fx Anders And. Han anskuer status planning opgaven således, at sprogets status bedst vedligeholdes, hvis folk kan finde ud af at bruge det.

I indledningen af kapitlet citerede jeg Cand. Mag. Johnny Thomsen. Han taler om en fornuftig sprogplanlægning og efterlyser videnskabelige fakta hos den gældende sprogplanlægning. Han beskylder den for at ville udrydde lavsproget, som han mener er hovedsproget på Færøerne.

Thomsen fremfører i en større artikel om færøsk sprogplanlægning, at færøsk sprogplanlægning altid har været national, ikke folkelig. Man har aldrig set på forholdet til brugeren, idealet har været et smukt og æstetisk sprog (dvs. rent). Færøsk sprogplanlægning har altid været sprogudrensning. Men her er det også, at sprogplanlægningen som vi har set den, er selvmodsigende, fordi folket er både fjenden og modtageren – både dem som skal opdrages og modtage en ny norm. Han bruger begrebet omvendt social purisme, hvor man positivt taler om social purisme, som fx sætter hjemlige ord i stedet for fremmedord, for at gøre sproget lettere for brugeren, mens den omvendte social purisme, udskifter kendte ord fra talesproget med nydannelser af skiftende kvalitet. På dende måde har sprogplanlægningen ikke gjort sproget rigere, men fattigere. Denne planlægnings principper og formål, er i følge Thomsen:

  1. En yderliggående udrensning af ordforrådet, som allerede er i færøsk og har været der i flere hundrede år.
  2. Et forsøg på at ændre syntaksen, så den kommer længere væk fra det talte sprog.
  3. Som en effekt af 1 og 2, og som en del af et bestemt politisk tilhørsforhold, har sprogplanlægningen ændret folks opfattelse, så de skulle se ned på deres eget talesprog (Thomsen, 1996, s. 14).

Både Thomsen og Petersen bruger ord og termer, som viser tilbage til brugeren. Thomsen siger, at en fornuftig sprogplanlægning tager udgangspunkt i lavsproget. Han ser tre store opgaver:

  1. At lavsproget undersøges fra et videnskabeligt synspunkt.
  2. Lavsproget skal i ordbøgerne.
  3. At sprogplanlægningen skal se på diglossiaen i færøsk.

Årsagen til at sprogplanlægningen ikke har haft nogen særlig virkning, er at den gældende retning, ikke som udgangspunkt, ser på virkeligheden:

  • -At færøsk funktioner er begrænsede i forhold til store sprog.
  • -At dansk måske er mere vigtigt som for mange færinge end færøsk, fordi det er igennem dansk at næsten al viden hentes fx i undervisningssektoren.
  • -At gode danskkundskaber er vigtige, fordi dansk er et stort sprog imodsætning til færøsk.

Konsekvenserne af dette er at sprogplanlægningen skal baseres på en sprogsociologi for små sprog. Dette vil indebære at der skulle udvikles en sprogpædagogik for tosprogede områder, der anerkenddte den værende diglossia.

….

Sproghistorisk er Færøerne gået fra at være etsproget, til at blive tosproget. Denne proces tog flere hundrede år. Siden forrige århundrede, har bestræbelserne gået ud på at færinge skal gå fra at være tosprogede til igen at blive etsprogede. Björn Hagström siger om tosprogetheden på Færøerne, at :

“Färingarna har starka skäl att förbli tvåspråkiga. Färöisk enspråkighet skulle innebära en i vår tid orimlig isolering. Danska språket är ett fönster mot världen.”

Senere siger han, at færøsk har meget at sige for færinger, som kulturarv og som national identitet (Hagström, 1991, s. 401).

I følge Susan Romaine, som er anset fro at være verdens førende ekspert i tosprogethed, så har man ofte set på eksistensen af tosprogethed, og den deraf følgende interferens, som førende til sprogdød. Færøske purister, som fx Poulsen, bruger altid sproget på Shetlands øerne, som skrækeksempel, og som indirekte legitimering for egne holdninger. Romaine siger videre, at :

“..in some cases code-switching and diglossia are positive forces in maintaining bilingualism. Swiss German and Faroese may never emerge from diglossia, but are probably in no danger of death”.

En stabil diglossia er mulig at leve med. Det er måske også en nødvendighed, for et lilleput land som Færøerne.