Nyskabelser i Retskrivningsordbogen 2011

Dansk Sprognævn er fuldt igang med arbejdet med den næste udgave af Retskrivningsordbogen, som er det er planen skal udkomme i 2011. I forbindelse med den 9. nordiske konferance om leksikografi løftede sprognævnet sløret for tre af de ændringer, som man vil foretage i retstavningsreglerne.

  1. Adverbium + præposition: Idag er der forskel på stavemåden af disse alt afhængigt af om præpositionen har en styrelse. De skrives i to ord, hvis der er en styrelse og i ét ord, hvis der ingen er. F.eks. “Der stod en masse skrammel uden for huset, men indenfor var der pænt og ryddeligt”. Denne skelnen vil blive afskaffet således at man fremover vil skulle sammenskrive adverbium og præposition uanset om præpositionen har en styrelse eller ej. Dette er samme regel som på norsk og svensk.
     
  2. Bindestreger i sammensætninger: Idag kan man sætte bindestreg mellem alle led i en sammensætning. Fremover vil det ikke være tilladt at sætte bindestreg mellem problemfrie sammensætninger. F.eks. er staveformerne e-post-adresse, S-togs-station idag tilladt på lige fod med e-postadresse, S-togsstation, som vil være de eneste gældende med de nye regler (Det vil naturligvis stadig være tilladt at orddele). Dette er også de gældende regler i Norge og Sverige.
     
  3. -ium-endelser: Idag anerkender Retskrivningsordbogen ikke at ord, der normalt skrives med endelsen –ium kan skrives med –ie istedet. Således er formerne akvarium, kriterium, territorium og kollegium tilladt mens formerne akvarie, kriterie territorie og kollegie ikke er det og kun må bruges i sammensætninger. Fremover vil denne type ord have dobbeltformer således at såvel –ium og –ie er tilladt.

Disse tre tre ændringer har selvfølgelig vakt røre blandt sprogrøgterne, som ligefrem beskylder Sprognævnet for at smide benzin på det bål, hvorpå alle vi andre er ved at tilintetgøre vores fælles kulturarv – og alt det fis (Kronikøren gør sig iøvrigt skyld i en grov Whorfianistisk fejlslutning).

Ikke overraskende er jeg ikke enig med sprogrøgterne. Tværtimod synes jeg, at alle tre ændringer er fornuftige og kærtkomne, men lad mig uddybe hvorfor:

  1. Jeg er en stor fortaler for sammenskrivning – og jeg sammenskriver mere end de fleste. Rationalet bag dette er, at jeg ikke ser nogen grund til at opdele orddele ortografisk, hvis de syntaktisk set udgør én enkelt enhed. Skriftsproget bør afspejle talesproget og i talesproget behandles adverbium + præposition nu engang som ét ord. Det kan man se på den måde der fordeles tryk på ordet. 

    Faktum er, at sammenskrivningen af adverbium + præposition uanset styrelse er et utroligt udbredt fænomen og at det er årsag til at en masse mennesker laver denne “fejl”. Det eneste argument for at beholde den nuværende regel skulle være, at sådan har vi gjort siden 1880 – og det er i grunden ikke et specielt godt argument. Og bliver vi fattigere at ikke at skelne mellem om der er en styrelse eller ej? Tja, vi kan jo stadig se, hvis der er en styrelse.

    Sproglig fattigdom og simplificering af retskrivningsregler er ikke to sider af én sag. Blev vi måske fattigere af at fjerne den retskrivningsmæssige skelnen mellem skulle og skulde, ville og vilde og kunne og kunde, alt efter om det blev brugt som modalverbum eller ej? Nej, det gjorde vi ikke – tværtimod

  2. I tråd med reglen ovenfor kan jeg kun se fornuft i, at der fremover vil være større entydighed i reglerne om sammenskrivning. Det er simpelthen nemmere at sige: Danske ord skal altid sammenskrives.Bindestregen er et nyttigt redskab til at gøre besværlige sammenføjninger letlæselige, men hvis de bruges, hvor der ikke er behov for dem, tjener de istedet som hæmsko for læseren.
  3. Dette kan siges meget kort: -ie-endelserne har været i almindelig brug LÆNGE og der er ingen logisk grund til, at de kun må bruges i sammensætninger. Det eneste argument jeg kan se imod denne ændring er, at den almindelige sprogbruger ikke lige så nemt kan gennemskue, at der er tale om et låneord fra latin, hvis man bruger –ie fremfor –ium – men hvad behøver den almindelige sprogbruger i grunden også vide det for?

Jeg synes dette er forfriskende nyheder, særligt ovenpå Johnny-historien, men jeg kunne godt tænke mig at vide mere om den kommende udgave af Retskrivningsordbogen, så hvis der er nogen derude, som ved noget, så sig lige til.

Som en lille bonus, kan jeg fortælle at den nye Retskrivningsordbog, i modsætning til de tidligere udgaver, vil indeholde betydningsangivelser. Hurra for det.

Et par kommentarer til andre folks tåbelige kommentarer om sprogvariation i Danmark

Kim Møller fra Uriasposten taler som han har forstand til, i sin omtale af den artikel fra Politiken om unges sprog, som Anders omtalte her på bloggen for nogle dage siden. Kim Møller vælger at tage artiklen, som en omgang venstredrejet kulturrelativistisk ævl.

Fænomenet er velkendt. Når nu man ikke kan fordanske indvandrere, så må man afvise eksistensen af en særlig ‘efterstræbelsesværdig’ danskhed

Kim Møllers vinkel er søgt og artiklen er klemt ind i upassende rammer på Uriasposten, for at passe ind i bloggerens kram, som jeg ellers ofte følger med interesse og enighed. Kommentarene til indlægget er iøvrigt endnu mere skingre og får mig kun til at ryste på hovedet. Men for at komme til min pointe:

Når sprogforskerne siger at der ikke findes én korrekt variant af dansk, har det intet at gøre med en politisk agenda, der går på at de ønsker et multikulturelt samfund. Det kan meget vel være, at nogle sprogforskere gerne vil det, men det er sådan set sagen uvedkommende. Den sproglige variation dækker over meget andet og mere end blot indlån af udtryk fra indvandrersprog og al forskning i sprogholdninger og sprogvariation peger i samme retning. Der findes ikke én variant af dansk og alle har deres egen idé om, hvad der er korrekt.

Der er mange selvbestaltede sprogrøgtere her i landet, som fabler løs om forfladigelse af sproget, om væmmelige indlån og om alle mulige andre nymodens tiltag som ødelægger vort engang så smukke sprog. Det er helt naturligt for sprogbrugere at bedømme andre sprogbrugere, og desværre også fordømme, på baggrund af den variant af sprog som de taler.

Det store problem vi har her til lands med hensyn til sproglig variation, er manglende tolerance – og det er ikke kun med hensyn til brug af udenlandske ord og tillæggelse af nye betydninger til gamle ord. Vi lever i et land, hvor man bliver anset for at være idiot, hvis ikke man taler det DR- og folkeskolesanktionerede mytiske bæst, Rigsdansk.

Jeg har selv ofte oplevet at blive set ned på, fordi jeg tillader mig at bruge dialektale træk fra den østjydske variant af dansk, som jeg er vokset op med. Det er ikke sprogligt forkert når jeg f.eks. udtaler [j] istedet for det mere anerkendte bløde d [ð] i et ord som ‘gade’. Der er heller ikke noget problem i at jeg ikke benytter mig af pronomenet ‘sin‘, men istedet siger ‘hans‘. Det skaber ikke forståelsesproblemer, så jeg taler med andre østjyder, fordi de har lært at forstå den rigtige betydning ud fra konteksten. På samme måde er det heller ikke forkert når mange jyder refererer, hvordan de har lagt i sofaen hele søndagen, fordi kun den stærkt bøjede perfektum findes i deres dialekt. Men jeg kan godt forstå at folk, som har valgt ikke at bruge dialektale træk, synes det lyder forkert – det er bare ikke ensbetydende med at der faktisk også er det. Jeg er ikke selv meget bedre –  det skurrer også voldsomt i mine ører når jeg hører folk tale lavkøbenhavnsk.

Hvis der er én ting der er sikkert, hvad angår sprogholdninger, er det, at der, så længe der har eksisteret gamle mennesker, har eksisteret kværuleren om de unges sprog nutildags. Mange sprogrøgtere synes at bebrejde Dansk Sprognævn, Folkeskolen og medierne for at de unge ikke lærer at tale ordentligt, men de folk, som mener det er disse institutioners opgave at diktere sproget har grueligt misforstået noget. Dansk Sprognævns opgave er at følge og beskrive det danske sprogs udvikling, samt udgive Retskrivningsordbogen, som er et indeks over standardiserede staveformer, som Folkeskolen underviser i stavning efter. I den opgave ligger naturligvis også at formidle de sprogbeskrivelser, som DSN er kommet frem til. Det er på ingen måde, hverken sprognævnets eller Folkeskolens opgave at forme det danske sprog eller forhindre den udvikling, som foregår helt naturligt.

Det danske sprog tilhører dets brugere, danskerne, og IKKE den danske stat, og det er dermed også de enkelte borgeres ret, at forme deres sprog i den retning, de ønsker. Tanken om at statslige institutioner skulle styre denne proces er ikke alene tåbelig og urealistisk, men også autoritær og menneskefjendsk – den giver væmmelige assosiationer til Orwells 1984, hvor staten styrer befolkningen tanker gennem sprog.