Skal man tvinge sprogsvage børn i børnehave?

I forlængelse af mit indlæg om konservativ sprogpolitik forleden, er her mine kommentarer til det Konservative Folkepartis seneste sprogpolitiske udspil.

Charlotte Dyremose, som er uddannelsespolitisk ordfører, mener at vi her i landet har et socialt problem, som består i, at vi huser et ikke ubetydeligt antal sprogsvage børn og det kan hun på sin vis have ret i, men jeg tror nu også hun overdriver problemet en kende, for man er vel ikke sprogsvag, bare fordi man ikke kan dansk? Det er imidlertid en enorm fordel for børns opvækst i dette land, hvis de er danskkundige. Charlotte Dyremose har igen fremtryllet en liste med 4 punkter, som med hendes egne ord, skal kurere manglende danskkundskaber blandt landets småbørn:

  1. Sprogscreening skal være obligatorisk – så alle børn SKAL sprogscreenes i 3-årsalderen.
  2. Kommunens forpligtelse til at følge op på sprogscreeningen overfor børn, der ikke er i dagtilbud, skal tydeliggøres.
  3. Det skal være lovpligtigt, at tage imod det efterfølgende sprogtilbud, såfremt det viser sig, at der er behov herfor.
  4. Hvis ikke det efterfølgende sprogtilbud medfører markante forbedringer, skal barnet senest i 4 års alderen, og gerne tidligere, i daginstitution.

Min umiddelbare reaktion på dette forslag var noget i retning af, at dette var et udtryk for at det Konservative Folkeparti bevægede sig i en retning, jeg ikke brød mig om, mod mere statslig tvang og umyndiggørelse af forældrene, hvis ansvar det må være at opdrage deres børn bedst muligt. Grundlæggende alt det vi borgerlige tænker, hver gang en politiker finder på nye regulativer. Der kan meget vel være noget om dette, og forslaget giver mig stadig en ubehagelig fornemmelse i maven, men efter at have tænkt nærmere over det og inddraget nogle af mine lingvistiske kundskaber, har jeg været nødt til at revurdere min holdning til forslaget og jeg er kommet frem til at, dette er et ubehageligt, men desværre nødvendigt forslag.

Forældre har en pligt til at sikre sine børn den bedst mulige opvækst, og det klarer mange forældre ganske fint. Disse forældre vil heller ikke blive berørt af dette, hvis det skulle blive til lov. De eneste, som ville blive berørt, er forældre som ikke magter opgaven og som er i fare for at gøre deres børn ude af stand til at deltage i samfundet på lige fod med os andre, for sprog er nu engang et vigtigt redskab, hvis man vil gebærde sig socialt. Bevares, det har forældrene stadig rig mulighed for på alle mulige andre områder, så hvis de pågældende forældre absolut vil opfostre sociale tabere, vil de stadig kunne stække dem på et utal af andre måder. (Jaja, jeg er klar over at det ikke altid er et frit valg). Vi lever ikke i et samfund, hvor vi tillader forældre at vanrøgte deres børn, så det er naturligt, at man også griber ind mod sproglig vanrøgt.

Forslagets overvindelses af min velvilje til trods, undrer jeg mig dog stadig over den Orwelliske formulering om, at man skal gøre det lovpligtigt at tage imod et tilbud. Ligger det ikke i et tilbuds natur, at det er frivilligt? Ak ja.

Kommentarer til det Konservative Folkepartis "Redningsplan for dansk på universiteterne"

Det følgende er et uddrag af et uformelt svar jeg på vegne af Konservative Studenter i Aarhus har skrevet til Det Konservative Folkepartis uddannelsesordfører Charlotte Dyremose angående deres seneste sprogpolitiske udspil. Det samme er at finde ét eller andet sted på partiets hjemmeside.

Alle universiteter skal udarbejde en forpligtende sprogstrategi, der skal godkendes af Akkrediteringsrådet. Strategien skal besvare spørgsmål som: Hvor bruger I engelsk og hvorfor?

Denne strategi bør slet ikke vedtages på så højt niveau, da der er enorm forskel, sprogpolitik og sprogevner på de forskellige studier. Jeg kender folk, som aldrig har haft undervisning på engelsk og kun har været udsat for meget få engelsksprogede fagtekster. Dårlige engelskevner er meget udbredt blandt disse folk – Det er særligt jurastuderende, nordiskstuderende og folk fra andre store studier. Samtidigt kommer jeg selv fra et studie, hvor det helt anderledes. Vi har én underviser som har dansk som modersmål og en enkelt hollandsk underviser, som har tillært sig sproget og taler lidt halvgebrokkent. Jeg har selv som studienævnsmedlem været med til at forme min egen afdelings nuværende sprogpolitik, men selvom den sprogpolitik er fremragende hos os, er den ubrugelig for selv de andre afdelinger på samme institut. Derfor er sprogpolitikken noget der bør vedblive at være en studienævnskompetence.

Undervisere på universitetet skal certificeres til at undervise på andre sprog end deres modersmål.

Jeg tror kun denne idé holder vand, sålænge det drejer sig om danske undervisere. Så snart man kigger på undervisere med et andet modersmål end dansk eller engelsk, kan man der løbe ind i problemer. Et godt eksempel er min ovennævnte hollandske underviser, hvis danskkundskaber kræver en del af hans dansksprogede tilhørere, de første par gange man hører ham tale. Jeg selv forstod ikke mere end et par enkelte sætninger i løbet af en af mine første forelæsninger med ham. Det var imidlertid noget vænnede mig til, men pointen er, at hans dansk alligevel er skævt nok til at det kunne være svært for ham at blive certificeret og jeg vil langt hellere høre på hans let gebrokne dansk end jeg vil høre på engelsk eller, guderne forbyde det, hans hollandske modersmål.

Doktorafhandlinger, herunder ph.d.’er, skrevet på fremmedsprog skal ledsages af en udførlig sammenfatning på dansk. Der bør opstilles minimumskrav til universiteternes retningslinier for sammenfatningerne.

Det kan jeg ikke erklære mig andet end enig. Det er kun rimeligt at man kræver dansk resumé af en engelsksproget opgave, ligesåvel som man idag kræver engelsk resumé af en dansksproget opgave. Der er blot det problem, at ikke alle disse opgaver, skrives af folk som kan dansk.

Elevernes og undervisernes sprogkundskaber og indvirkningen på undervisningsudbyttet skal løbende evalueres.

Jeg er helt med på at man skal vurderer undervisernes sprogkundskaber. Det kan ikke passe at man som studerende skal sidde og høre på en forelæsning, der er aldeles uforståelig fordi underviseren ikke kan udtrykke sig ordentligt på det sprog han taler. Jeg kvier mig imidlertid ved at man vil vurdere de studerendes sprogkundskaber, idet der reelt set kun er et tidspunkt at gøre dette på – nemlig til eksamen. Det vil være nyttesløst at undersøge et hold studerende til en forelæsning eller undervisningstime, da de som ikke kan følge med enten sprogligt eller fagligt, holder munden lukket. Det er med andre ord kun de gode sprogbrugere, man ville få undersøgt i den sammenhæng. Men hvad er der så glat med at måle sprogkundskaber til eksamen? Det er der jo også studier, der gør idag. Jeg synes det er en uheldig sammenblanding. Målingen af en studerendes faglige niveau, bør ikke foretages samtidigt som målingen af dennes sproglige formåen. Til en eksamen (i alt andet en sprogfærdighed) handler det om at få demonstreret, at man har styr på sit fag og så er det egentligt ligegyldigt om man har en sær accent, bøjer nogle verber forkert, bruger sær ordstilling eller hvad man nu kunne finde på. Hvis ens sproglige evner er så mangelfulde, at man ikke formår at gøre dette på dansk eller engelsk, burde man nok overveje, hvorvidt ens fremtid ligger på Universitetet – for engelsk ER ikke til at komme uden om.

Mvh.

Hans Henrik Juhl
Konservative Studenter i Aarhus