Et par kommentarer til andre folks tåbelige kommentarer om sprogvariation i Danmark

Kim Møller fra Uriasposten taler som han har forstand til, i sin omtale af den artikel fra Politiken om unges sprog, som Anders omtalte her på bloggen for nogle dage siden. Kim Møller vælger at tage artiklen, som en omgang venstredrejet kulturrelativistisk ævl.

Fænomenet er velkendt. Når nu man ikke kan fordanske indvandrere, så må man afvise eksistensen af en særlig ‘efterstræbelsesværdig’ danskhed

Kim Møllers vinkel er søgt og artiklen er klemt ind i upassende rammer på Uriasposten, for at passe ind i bloggerens kram, som jeg ellers ofte følger med interesse og enighed. Kommentarene til indlægget er iøvrigt endnu mere skingre og får mig kun til at ryste på hovedet. Men for at komme til min pointe:

Når sprogforskerne siger at der ikke findes én korrekt variant af dansk, har det intet at gøre med en politisk agenda, der går på at de ønsker et multikulturelt samfund. Det kan meget vel være, at nogle sprogforskere gerne vil det, men det er sådan set sagen uvedkommende. Den sproglige variation dækker over meget andet og mere end blot indlån af udtryk fra indvandrersprog og al forskning i sprogholdninger og sprogvariation peger i samme retning. Der findes ikke én variant af dansk og alle har deres egen idé om, hvad der er korrekt.

Der er mange selvbestaltede sprogrøgtere her i landet, som fabler løs om forfladigelse af sproget, om væmmelige indlån og om alle mulige andre nymodens tiltag som ødelægger vort engang så smukke sprog. Det er helt naturligt for sprogbrugere at bedømme andre sprogbrugere, og desværre også fordømme, på baggrund af den variant af sprog som de taler.

Det store problem vi har her til lands med hensyn til sproglig variation, er manglende tolerance – og det er ikke kun med hensyn til brug af udenlandske ord og tillæggelse af nye betydninger til gamle ord. Vi lever i et land, hvor man bliver anset for at være idiot, hvis ikke man taler det DR- og folkeskolesanktionerede mytiske bæst, Rigsdansk.

Jeg har selv ofte oplevet at blive set ned på, fordi jeg tillader mig at bruge dialektale træk fra den østjydske variant af dansk, som jeg er vokset op med. Det er ikke sprogligt forkert når jeg f.eks. udtaler [j] istedet for det mere anerkendte bløde d [ð] i et ord som ‘gade’. Der er heller ikke noget problem i at jeg ikke benytter mig af pronomenet ‘sin‘, men istedet siger ‘hans‘. Det skaber ikke forståelsesproblemer, så jeg taler med andre østjyder, fordi de har lært at forstå den rigtige betydning ud fra konteksten. På samme måde er det heller ikke forkert når mange jyder refererer, hvordan de har lagt i sofaen hele søndagen, fordi kun den stærkt bøjede perfektum findes i deres dialekt. Men jeg kan godt forstå at folk, som har valgt ikke at bruge dialektale træk, synes det lyder forkert – det er bare ikke ensbetydende med at der faktisk også er det. Jeg er ikke selv meget bedre –  det skurrer også voldsomt i mine ører når jeg hører folk tale lavkøbenhavnsk.

Hvis der er én ting der er sikkert, hvad angår sprogholdninger, er det, at der, så længe der har eksisteret gamle mennesker, har eksisteret kværuleren om de unges sprog nutildags. Mange sprogrøgtere synes at bebrejde Dansk Sprognævn, Folkeskolen og medierne for at de unge ikke lærer at tale ordentligt, men de folk, som mener det er disse institutioners opgave at diktere sproget har grueligt misforstået noget. Dansk Sprognævns opgave er at følge og beskrive det danske sprogs udvikling, samt udgive Retskrivningsordbogen, som er et indeks over standardiserede staveformer, som Folkeskolen underviser i stavning efter. I den opgave ligger naturligvis også at formidle de sprogbeskrivelser, som DSN er kommet frem til. Det er på ingen måde, hverken sprognævnets eller Folkeskolens opgave at forme det danske sprog eller forhindre den udvikling, som foregår helt naturligt.

Det danske sprog tilhører dets brugere, danskerne, og IKKE den danske stat, og det er dermed også de enkelte borgeres ret, at forme deres sprog i den retning, de ønsker. Tanken om at statslige institutioner skulle styre denne proces er ikke alene tåbelig og urealistisk, men også autoritær og menneskefjendsk – den giver væmmelige assosiationer til Orwells 1984, hvor staten styrer befolkningen tanker gennem sprog.

Problemerne for færøsk sprogplanlægning – Forslag til en ny kurs.

Jeg kan desværre ikke huske, hvor jeg har fundet dette, men i lyset af at jeg er på Færøerne for tiden, er min interesse for den færøske sprogsituation genvakt, så I får dette citat, selvom jeg ikke kan huske hvor i alverden jeg har det fra.

Opdatering 14. august.
Nu har jeg fundet min kilde, men jeg vil ikke påstå at den er synderligt god, da min kilde ikke giver den oprindelige henvisning.

Opdatering 29. august.
Jeg har sat Eivind, en færing jeg kender, i gang med at finde den originale reference, men det ser ud til at forfatteren til indlægget også er forfatteren til opgaven. Hvis er rigtigt vil Eivind forsøge at få fat i opgaven i sin helhed til mig. Hurra!

Forfatteren har navngivet sig selv i kommentarsporet nedenfor. Alt godt kommer til den som venter. 🙂

“En fornuftig sprogplanlægning burde, ligemeget hvilke politiske eller nationale hensyn den ellers har, bygge på videnskabelige fakta, sprogsociologiske og andre undersøgelser. Om den så, som den nuværende færøske sprogplanlægning har til formål at udrydde lavsproget, og derved også det dagligdagssprog, som er hovedsproget hos færing.”( Johhny Thomsen, 1996, s. 20)

I 1990erne har tidsskriftet Málting (sprogting) spillet en stor rolle, de har holdt en meget akademisk, objektiv og nyskabende lingvistisk linie. På det færøske universitet findes, derfor hvad jeg vil kalde, en skole af systemkritikere.

Ulla Clausén inddelte, allerede i 1978, de sprogretninger som hun mente fandtes på Færøerne i disse grupper:

  1. Purister, der lægger normen bagud i tiden og gør en aktiv indsats for sprogets renhed.
  2. Nationalister, er tilhængere af en statisk sprogplanlægning, hvor sproget holdes frit fra fremmede sprog.
  3. Pragmatikere, har fx en liberal indstilling til låneord, de ser mere på et ords funktionsdygtighed i forhold til brugerne.
  4. Internationalister, som forkaster alle færøske ord og vil holde færøsk åbent for fremmed indflydelse

De før nævnte “systemkritikere”, er mere pragmatikere. Cand. Mag. Hjalmar P. Petersen siger fx at et fremmedord er et ord, som brugerne ikke forstår, dette gælder også færøske nyord (Petersen, 1993, s. 12-22).

Her kommer han ind på Haugens term vedrørende implemention of function, hvor kravet er acceptance of function. Folk accepterer ikke mange af de ord, som laves på Færøerne i dag. Som eksempel kan jeg nævne en større ordliste over computersprog, hvor alt fra CD-ROM, RAM, CPU er oversat. Ironien er, at selve ordet computer slog an som en nydannelse (fæ. telda), dette ord bruges altid af purister, de taler dog mindre om de tusindvis af ord som folk hverken bruger eller kender. Petersen mener, at det er fordi de ikke lever op til kravene om:

  1. At ord skal være godtaget af flertallet af sprogbrugerne (jvf. Haugens statistical).
  2. De skal være æstetiske, fx ikke for lange.
  3. De skal være lette at lære (2,3 og 4 jvf. Haugens efficiency).
  4. Ordene skal være naturlige for brugerne.
  5. Ordene skal leve op til de intellektuelle krav nutiden stiller (jvf. Haugens rationality)
  6. Nydannelser skal være synkrone, ikke arkaiske, fordi det ødelægger det naturlige sprogsystem.

Her er brugeren i centrum, ikke sproget (pragmatik). Her er det ikke kun sprogets form (Jvf. Haugen), men dets function.

Petersen kritiserer sprogplanlægningen meget karftigt for at være elitær og ensporet, hvor næsten den eneste retning har været at opfinde nye ord. Han efterlyser en standardiseret sprogplanlægning, som ikke kun arbejder for corpus planning, men også for status planning. Det er derfor vigtigt at oversætte, ikke kun den høje litteratur, men også fx Anders And. Han anskuer status planning opgaven således, at sprogets status bedst vedligeholdes, hvis folk kan finde ud af at bruge det.

I indledningen af kapitlet citerede jeg Cand. Mag. Johnny Thomsen. Han taler om en fornuftig sprogplanlægning og efterlyser videnskabelige fakta hos den gældende sprogplanlægning. Han beskylder den for at ville udrydde lavsproget, som han mener er hovedsproget på Færøerne.

Thomsen fremfører i en større artikel om færøsk sprogplanlægning, at færøsk sprogplanlægning altid har været national, ikke folkelig. Man har aldrig set på forholdet til brugeren, idealet har været et smukt og æstetisk sprog (dvs. rent). Færøsk sprogplanlægning har altid været sprogudrensning. Men her er det også, at sprogplanlægningen som vi har set den, er selvmodsigende, fordi folket er både fjenden og modtageren – både dem som skal opdrages og modtage en ny norm. Han bruger begrebet omvendt social purisme, hvor man positivt taler om social purisme, som fx sætter hjemlige ord i stedet for fremmedord, for at gøre sproget lettere for brugeren, mens den omvendte social purisme, udskifter kendte ord fra talesproget med nydannelser af skiftende kvalitet. På dende måde har sprogplanlægningen ikke gjort sproget rigere, men fattigere. Denne planlægnings principper og formål, er i følge Thomsen:

  1. En yderliggående udrensning af ordforrådet, som allerede er i færøsk og har været der i flere hundrede år.
  2. Et forsøg på at ændre syntaksen, så den kommer længere væk fra det talte sprog.
  3. Som en effekt af 1 og 2, og som en del af et bestemt politisk tilhørsforhold, har sprogplanlægningen ændret folks opfattelse, så de skulle se ned på deres eget talesprog (Thomsen, 1996, s. 14).

Både Thomsen og Petersen bruger ord og termer, som viser tilbage til brugeren. Thomsen siger, at en fornuftig sprogplanlægning tager udgangspunkt i lavsproget. Han ser tre store opgaver:

  1. At lavsproget undersøges fra et videnskabeligt synspunkt.
  2. Lavsproget skal i ordbøgerne.
  3. At sprogplanlægningen skal se på diglossiaen i færøsk.

Årsagen til at sprogplanlægningen ikke har haft nogen særlig virkning, er at den gældende retning, ikke som udgangspunkt, ser på virkeligheden:

  • -At færøsk funktioner er begrænsede i forhold til store sprog.
  • -At dansk måske er mere vigtigt som for mange færinge end færøsk, fordi det er igennem dansk at næsten al viden hentes fx i undervisningssektoren.
  • -At gode danskkundskaber er vigtige, fordi dansk er et stort sprog imodsætning til færøsk.

Konsekvenserne af dette er at sprogplanlægningen skal baseres på en sprogsociologi for små sprog. Dette vil indebære at der skulle udvikles en sprogpædagogik for tosprogede områder, der anerkenddte den værende diglossia.

….

Sproghistorisk er Færøerne gået fra at være etsproget, til at blive tosproget. Denne proces tog flere hundrede år. Siden forrige århundrede, har bestræbelserne gået ud på at færinge skal gå fra at være tosprogede til igen at blive etsprogede. Björn Hagström siger om tosprogetheden på Færøerne, at :

“Färingarna har starka skäl att förbli tvåspråkiga. Färöisk enspråkighet skulle innebära en i vår tid orimlig isolering. Danska språket är ett fönster mot världen.”

Senere siger han, at færøsk har meget at sige for færinger, som kulturarv og som national identitet (Hagström, 1991, s. 401).

I følge Susan Romaine, som er anset fro at være verdens førende ekspert i tosprogethed, så har man ofte set på eksistensen af tosprogethed, og den deraf følgende interferens, som førende til sprogdød. Færøske purister, som fx Poulsen, bruger altid sproget på Shetlands øerne, som skrækeksempel, og som indirekte legitimering for egne holdninger. Romaine siger videre, at :

“..in some cases code-switching and diglossia are positive forces in maintaining bilingualism. Swiss German and Faroese may never emerge from diglossia, but are probably in no danger of death”.

En stabil diglossia er mulig at leve med. Det er måske også en nødvendighed, for et lilleput land som Færøerne.

J.C. Wells – Whatever happened to Received Pronunciation?

Jeg er lige faldet over en meget interessant artikel om britisk RP-udtale. Artiklens forfatter fremlægger bl.a. 3 måder, at definere RP på og 15 måder RP ændrer sig på eller har ændret sig på. Artiklen var oprindeligt en del af debatten om RP, der blev mere og mere upopulær i dens hjemland i 1990’erne. Bl.a. gjorde BBC en indsats for i bedste norske stil, at vise så mange forskellige regionale varianter på TV, som muligt.

Parts of the BBC, claimed the then managing director of BBC network radio, Liz Forgan, were “lagging a little behind the sound of the nation, beginning to sound a bit antique”. Ms Forgan, “herself a model of received home counties pronunciation”, reportedly said she did not want presenters to sound like her. The subtext here includes the implication that RP is geographically non-regional and socially upper-class, qualities which demographic and social changed in Britain have made no longer as desirable as heretofore.

Bl.a. Beskriver Wells også at én af mine personlige yndlingssærheder ved RP, er på ved ud og har været det længe.. Ærgeligt må jeg sige, da det jeg synes det er en meget charmerende egenskab ved udtalen af wh.

Words spelt wh. In words spelt with wh English people of all social classes and in all parts of the country normally pronounce plain /w/, as why /waɪ/, when /wen/, which /wɪtʃ/, somewhere /ˈsʌmweə/. The words whine and wine are homophones. However a few speech-conscious people make the effort to pronounce /hw/ in these words, thus /hwaɪ, hwen, hwɪtʃ, ˈsʌmhweə/, and to make a distinction between /hwaɪn/ and /waɪn/. (In Scotland, Ireland, and much of the United States, matters are different: their native local accent retains /hw/.) Sociolinguistically, /hw/ is so uncommon as to be negligible; ideally, it should perhaps be regarded as part of RP. For EFL, Jones rightly judged that it was an unnecessary complication.

Det er meget interesant læsning om en standardvariants ændringer gennem tiden. Læs den!
http://www.phon.ucl.ac.uk/home/wells/rphappened.htm

Lær lingvistik på 5 minutter

The Five Minute LinguistJeg er lige faldet over en lingvistisk radioserie lavet af den amerikanske lingvist Rick Rickerson, som kalder sig The Five Minute Linguist. Radioserien som hedder Talkin’ about Talk, er lavet i anledning af, at den amerikanske kongres udnævnte 2005 til at være Sprogenes År i Amerika. Serien er lavet i samarbejde med et initiativ, som ligner noget der ligger os meget nært på Afdeling for Lingvistik og Finsk – nemlig The National Museum of Languages.

Serien består af 52 indslag à 5 minutter, der hvert behandler et spørgsmål, som “almindelige” mennesker kunne finde på at stille os lingvister. Spørgsmålene omfatter bl.a.:

Denne komplette oversigt over programmerne kan findes her, hvor man også kan downloade hvert enkelt program. Hvis du ikke har lyst til at sidde og klikke på links i en evighed, som jeg har gjort, kan du også hente den samlede serie via Bittorrent.

Nu glæder jeg mig i hvert fald til at fylde mp3-afspilleren med lingvistik!

A commentary on linguistic racism

In honor of International Blog Against Racism Week, I wrote an entry in my personal journal about racism in language attitudes. It is primarily directed at my American friends, most of whom are white, middle-class, and well-educated, but it might also prove an interesting read for you Danes (most of whom are white, middle-class, and working on becoming well-educated). As I said in the conclusion to that entry, I welcome reasoned discussion in the comments.

(The style for this blog doesn’t seem to insert a color difference on linked text; click on “an entry in my personal journal” for the link. Hans, can we do something about this so links are a bit more obvious? Thanks!)

Geoffrey Chaucer Hath a Blog

I think I might have found the greatest thing on the fabled internetz ever.

While not exactly linguistic in nature per se, the Geoffrey Chaucer hath a Blog page is wildly entertaining, and I can always claim that I posted it due to the ongoing fascination in linguistic blogs around the net with the LOLcats dialect(?), and other language trends online. Here you may find posts such as this;

“No thyng hath plesed me moore, or moore esed myn wery brayne than thes joili and gentil peyntures ycleped “Cat Macroes” or “LOL Cattes .” Thes wondirful peintures aren depicciouns of animals, many of them of gret weight and girth, the which proclayme humorous messages in sum queynte dialect of Englysshe (peraventure from the North?). Many of thes cattes (and squirreles) do desiren to haue a “cheezburger,” or sum tyme thei are in yower sum thinge doinge sum thinge to yt.

For many dayes ich haue desyred to maak Lolpilgrimes from the smal peyntures that Mayster Linkferste hath ymaad for my Tales of Canterburye – not oonly wolde it be a thing of muchel solaas to me, but it wolde be a good “pre writing exercise” (the which myn tutor, Archbishop Arundel, did alwey saye were of gret necessitee). And thus to-daye whanne ich had a smal spot of tyme bitwene a meetinge wyth a feng shui consultant and a recopyinge of the inventorie of carpentrie supplyes in Windsore, ich did go unto the wondrous LolCat Scriptorium of Gordon de McNaughton and did just go crazye…

Strøtanker om Domænetab

Domænetabet der tales så meget om i den danske sprogdebat er stort set udelukkende en henvisning til at engelsk i højere grad end før i tiden er det foretrukne sprog når der skal publiceres artikler og andet akademisk materiale. Dette skulle i høj grad gælde de naturvidenskabelige fag, men anddelen af engelske publikationer skulle også være kraftift stigende indenfor de humanistiske uddannelser.

Men der dette et problem? Er det ikke snarere et udtryk for at den uddannelsespolitik vi har ført i rigtigt mange år er en succes?

Der er visse ting jeg mener man ikke kan ændre på eller modarbejde som nationalstat uden at volde sig selv skade. En af disse ting er den så omtalte globilisering. Globaliseringen er, på trods af dens navn, ikke så meget en globalisering som en anglificering af verden. Dette er vel naturligt i en verden der efter den kolde krig har levet i et så unipolart magt- og kulturklima som vores.

En yderst central effekt af dette hegemoni er naturligvis at de førende magters sprog, der jo som bekendt for tiden er engelsk, vil være et centralt redskab og kommunikationmiddel indenfor viden, forretning, og kultur. Og det er der såmænd ingenting vi i Danmark kan gøre noget ved – vi har simpelthen ikke den økonomiske magt til at vælge fra på dette område

Dermed følger det også at de bedste hoveder her i landet indenfor de af det engelske sprog dominerede områder, ikke bare ønsker men er nødt til at erhverve sig kompetencer i engelsk. Dette er vel også et resultat af vor succes inden for uddannelsesområderne – vi skaber simpelthen for mange kloge hoveder til at vi kan ansætte dem i Danmark alene.

Sprog, i sin natur, er først og fremmest et socialt og kommunikativt redskab, og er der noget unaturligt ved at det bruges som et sådant af de grupper af mennesker hvis arbejde primært relaterer til emner der overalt i verden først og fremmest foregår på engelsk? Er det ikke i højere grad et tegn på succes, at vi skaber folk der har gå-på-mod og vilje til at forsøge at dygtiggøre sig internationalt?

Derudover er der den problemstilling at mange af universitetsstillingerne i dag er besat af dygtige udenlandske forskere. Det er vel i vores allesammens interesse at beholde disse kompetencer, såfremt der ikke frivilligt melder sig et lige så dygtigt dansk alternativ. Som eksempel kan nævnes mit eget studie – hvor det primært er udenlandske undervisere der er ansat. Jeg kan forsikre jer om at det er langt at foretrække at disse taler engelsk frem for dansk – dansk er et uhyre svært sprog at lære at tale, og vi danskere er ganske uvillige til at både forstå og acceptere selv små forskelle. Hvorvidt dette er et produkt af den herskende ‘korrektheds-ideologi’ er et åbent spørgsmål, men hvis man overvejer hvor meget vi som samfund latterligør og stigmatiserer selv ganske udbredte regionale dialekter, så er det ikke en helt ueffen teori.