Jeg kan desværre ikke huske, hvor jeg har fundet dette, men i lyset af at jeg er på Færøerne for tiden, er min interesse for den færøske sprogsituation genvakt, så I får dette citat, selvom jeg ikke kan huske hvor i alverden jeg har det fra.

Opdatering 14. august.
Nu har jeg fundet min kilde, men jeg vil ikke påstå at den er synderligt god, da min kilde ikke giver den oprindelige henvisning.

Opdatering 29. august.
Jeg har sat Eivind, en færing jeg kender, i gang med at finde den originale reference, men det ser ud til at forfatteren til indlægget også er forfatteren til opgaven. Hvis er rigtigt vil Eivind forsøge at få fat i opgaven i sin helhed til mig. Hurra!

Forfatteren har navngivet sig selv i kommentarsporet nedenfor. Alt godt kommer til den som venter.

“En fornuftig sprogplanlægning burde, ligemeget hvilke politiske eller nationale hensyn den ellers har, bygge på videnskabelige fakta, sprogsociologiske og andre undersøgelser. Om den så, som den nuværende færøske sprogplanlægning har til formål at udrydde lavsproget, og derved også det dagligdagssprog, som er hovedsproget hos færing.”( Johhny Thomsen, 1996, s. 20)

I 1990erne har tidsskriftet Málting (sprogting) spillet en stor rolle, de har holdt en meget akademisk, objektiv og nyskabende lingvistisk linie. På det færøske universitet findes, derfor hvad jeg vil kalde, en skole af systemkritikere.

Ulla Clausén inddelte, allerede i 1978, de sprogretninger som hun mente fandtes på Færøerne i disse grupper:

1. Purister, der lægger normen bagud i tiden og gør en aktiv indsats for sprogets renhed.
2. Nationalister, er tilhængere af en statisk sprogplanlægning, hvor sproget holdes frit fra fremmede sprog.
3. Pragmatikere, har fx en liberal indstilling til låneord, de ser mere på et ords funktionsdygtighed i forhold til brugerne.
4. Internationalister, som forkaster alle færøske ord og vil holde færøsk åbent for fremmed indflydelse

De før nævnte “systemkritikere”, er mere pragmatikere. Cand. Mag. Hjalmar P. Petersen siger fx at et fremmedord er et ord, som brugerne ikke forstår, dette gælder også færøske nyord (Petersen, 1993, s. 12-22).

Her kommer han ind på Haugens term vedrørende implemention of function, hvor kravet er acceptance of function. Folk accepterer ikke mange af de ord, som laves på Færøerne i dag. Som eksempel kan jeg nævne en større ordliste over computersprog, hvor alt fra CD-ROM, RAM, CPU er oversat. Ironien er, at selve ordet computer slog an som en nydannelse (fæ. telda), dette ord bruges altid af purister, de taler dog mindre om de tusindvis af ord som folk hverken bruger eller kender. Petersen mener, at det er fordi de ikke lever op til kravene om:

1. At ord skal være godtaget af flertallet af sprogbrugerne (jvf. Haugens statistical).
2. De skal være æstetiske, fx ikke for lange.
3. De skal være lette at lære (2,3 og 4 jvf. Haugens efficiency).
4. Ordene skal være naturlige for brugerne.
5. Ordene skal leve op til de intellektuelle krav nutiden stiller (jvf. Haugens rationality)
6. Nydannelser skal være synkrone, ikke arkaiske, fordi det ødelægger det naturlige sprogsystem.

Her er brugeren i centrum, ikke sproget (pragmatik). Her er det ikke kun sprogets form (Jvf. Haugen), men dets function.

Petersen kritiserer sprogplanlægningen meget karftigt for at være elitær og ensporet, hvor næsten den eneste retning har været at opfinde nye ord. Han efterlyser en standardiseret sprogplanlægning, som ikke kun arbejder for corpus planning, men også for status planning. Det er derfor vigtigt at oversætte, ikke kun den høje litteratur, men også fx Anders And. Han anskuer status planning opgaven således, at sprogets status bedst vedligeholdes, hvis folk kan finde ud af at bruge det.

I indledningen af kapitlet citerede jeg Cand. Mag. Johnny Thomsen. Han taler om en fornuftig sprogplanlægning og efterlyser videnskabelige fakta hos den gældende sprogplanlægning. Han beskylder den for at ville udrydde lavsproget, som han mener er hovedsproget på Færøerne.

Thomsen fremfører i en større artikel om færøsk sprogplanlægning, at færøsk sprogplanlægning altid har været national, ikke folkelig. Man har aldrig set på forholdet til brugeren, idealet har været et smukt og æstetisk sprog (dvs. rent). Færøsk sprogplanlægning har altid været sprogudrensning. Men her er det også, at sprogplanlægningen som vi har set den, er selvmodsigende, fordi folket er både fjenden og modtageren – både dem som skal opdrages og modtage en ny norm. Han bruger begrebet omvendt social purisme, hvor man positivt taler om social purisme, som fx sætter hjemlige ord i stedet for fremmedord, for at gøre sproget lettere for brugeren, mens den omvendte social purisme, udskifter kendte ord fra talesproget med nydannelser af skiftende kvalitet. På dende måde har sprogplanlægningen ikke gjort sproget rigere, men fattigere. Denne planlægnings principper og formål, er i følge Thomsen:

1. En yderliggående udrensning af ordforrådet, som allerede er i færøsk og har været der i flere hundrede år.
2. Et forsøg på at ændre syntaksen, så den kommer længere væk fra det talte sprog.
3. Som en effekt af 1 og 2, og som en del af et bestemt politisk tilhørsforhold, har sprogplanlægningen ændret folks opfattelse, så de skulle se ned på deres eget talesprog (Thomsen, 1996, s. 14).

Både Thomsen og Petersen bruger ord og termer, som viser tilbage til brugeren. Thomsen siger, at en fornuftig sprogplanlægning tager udgangspunkt i lavsproget. Han ser tre store opgaver:

1. At lavsproget undersøges fra et videnskabeligt synspunkt.
2. Lavsproget skal i ordbøgerne.
3. At sprogplanlægningen skal se på diglossiaen i færøsk.

Årsagen til at sprogplanlægningen ikke har haft nogen særlig virkning, er at den gældende retning, ikke som udgangspunkt, ser på virkeligheden:

• -At færøsk funktioner er begrænsede i forhold til store sprog.
• -At dansk måske er mere vigtigt som for mange færinge end færøsk, fordi det er igennem dansk at næsten al viden hentes fx i undervisningssektoren.
• -At gode danskkundskaber er vigtige, fordi dansk er et stort sprog imodsætning til færøsk.

Konsekvenserne af dette er at sprogplanlægningen skal baseres på en sprogsociologi for små sprog. Dette vil indebære at der skulle udvikles en sprogpædagogik for tosprogede områder, der anerkenddte den værende diglossia.

….

Sproghistorisk er Færøerne gået fra at være etsproget, til at blive tosproget. Denne proces tog flere hundrede år. Siden forrige århundrede, har bestræbelserne gået ud på at færinge skal gå fra at være tosprogede til igen at blive etsprogede. Björn Hagström siger om tosprogetheden på Færøerne, at :

“Färingarna har starka skäl att förbli tvåspråkiga. Färöisk enspråkighet skulle innebära en i vår tid orimlig isolering. Danska språket är ett fönster mot världen.”

Senere siger han, at færøsk har meget at sige for færinger, som kulturarv og som national identitet (Hagström, 1991, s. 401).

I følge Susan Romaine, som er anset fro at være verdens førende ekspert i tosprogethed, så har man ofte set på eksistensen af tosprogethed, og den deraf følgende interferens, som førende til sprogdød. Færøske purister, som fx Poulsen, bruger altid sproget på Shetlands øerne, som skrækeksempel, og som indirekte legitimering for egne holdninger. Romaine siger videre, at :

“..in some cases code-switching and diglossia are positive forces in maintaining bilingualism. Swiss German and Faroese may never emerge from diglossia, but are probably in no danger of death”.

En stabil diglossia er mulig at leve med. Det er måske også en nødvendighed, for et lilleput land som Færøerne.

Jeg er lige faldet over en lingvistisk radioserie lavet af den amerikanske lingvist Rick Rickerson, som kalder sig The Five Minute Linguist. Radioserien som hedder Talkin’ about Talk, er lavet i anledning af, at den amerikanske kongres udnævnte 2005 til at være Sprogenes År i Amerika. Serien er lavet i samarbejde med et initiativ, som ligner noget der ligger os meget nært på Afdeling for Lingvistik og Finsk – nemlig The National Museum of Languages.

Serien består af 52 indslag à 5 minutter, der hvert behandler et spørgsmål, som “almindelige” mennesker kunne finde på at stille os lingvister. Spørgsmålene omfatter bl.a.:

• “Is Sign Language a Universal Language?“
• “Why Do Languages Change?“
• “How do you keep languages in a museum?“
• “How are language and thought related?“
• “Can you use language to solve a crime?“
• “What does language have to do with national security?“
• “Does anybody here speak Klingon?“

Denne komplette oversigt over programmerne kan findes her, hvor man også kan downloade hvert enkelt program. Hvis du ikke har lyst til at sidde og klikke på links i en evighed, som jeg har gjort, kan du også hente den samlede serie via Bittorrent.

Nu glæder jeg mig i hvert fald til at fylde mp3-afspilleren med lingvistik!

Currently there’s a conference called Language in Cognition – Cognition in Language going on here in Århus and I had the privilege to hear Paul Kay and Terry Regier speak about the laterelization of categorical perception. In itself a topic that has had my interest for a couple of years now, but the talk Kay and Regier gave was nothing but amazing. I was, at more than one point, tempted to jump up and yell “woohoo!” and start dancing a little happy celebratory dance.

The main point was, of course, about categorical perception, but the talk also delivered a very diplomatic and compelling point about the whole universalist/relativist discussion, that’s been going on ever since the 1950’s or so, namely that both may co-exist – even peacefully – and be perfectly compatible. In itself not a new idea, but Regier’s points about optimal partitioning of the color space, which seems to be near-universal, and the possibility for language specific deviations were really exciting and they definitely support the claim that there’s no ultimate universal or relativist truth within the domain of categorical perception.

Kay’s points about lateralization of categorical perception seem to support my feeling on the subject, namely that if you ask people to categorize something, they’ll do it by the means readily available. So when language already has color categories set up, why not use them when asked to categorize colors? Kay’s data seems to support this idea, which I’m absolutely thrilled about, since until recently I’ve had close to nothing to back up my feeling, but since Mr. Color Categorization himself seems to be on my side, I haven’t got the slightest reason to worry.

Should you want to check out Kay and Regier’s claims, read:

• Regier, T., Kay, P. & Khetarpal, N. (2007), Color naming reflects optimal partitions of color space, PNAS 2007 104: 1436–1441 (PDF)
• Gilbert, A.L., Regier, T., Kay, P. & Ivry, R.B. (2006), Whorf hypethesis is supported in the right visual field but not the left, PNAS 2006 103: 489–494 (PDF)

HOW TO MAKE A LINGUISTIC THEORY*

*This manuscript was found in an empty xerox-paper box at Harvard
University. Within the history of linguistic science we believe it
dates from the early medieval period, but we do not really care much.

Assemble a judicious amount of grammar, preferably English
grammar since you’re aiming at readers of English. (If you feel
there might be a market for linguistic theories written in Cebuano,
by all means, give it your best shot.) Be sure to include passive
constructions, accusative-with-infinitive constructions, and
constructions with front-shifting. Leave everything else to future
research (don’t worry, you’ll never have to actually do it).

Set up two levels of linguistic representation; call them
Level 1 and Level 2, or even better, Level Alpha and Level Beta.
This is to divide your explicanda into two conceptual domains so
you can let one explain the other. Leave these levels and all
constructs supporting them undefined; these will be your
Theoretical Primes. Define everything else, however, not only as
rigorously as possible but using as many symbols from the predicate
calculus as you can understand.

Be sure to leave undefined the notion “mu.” Now make “mu” a
unit at both undefined levels. For each “mu” use ordinary English
spelling, but in upper case letters on one level, and in lower case
letters on the other. Use abbreviations with upper case; for
example ERG, PRO, +ITAL for “ergative,” “pronominal,” “borrowed
from Italian.”

From this point on you need a graphics expert. Draw guitar
strings (don’t call them that, of course) from units on one level
to units on the other level. Count and classify the various
arrangements of strings you need for the amount of grammar you
began with; then pronounce all other logically possible
arrangements of strings forbidden by Universal Constraints.
Give each constraint a handy name, such as “The Adjustable Bridge
Constraint,” “The Open-String Pull-Off Constraint.” Always
capitalize and use “the” with constraints.

At this point it will be proper, though not absolutely
necessary, to bung in a bit of data from other languages. Since
ultimately theories like yours can be constructed only by trained
linguists who speak natively the languages they are examining,
frankly, the Second Coming will be upon us well before you’ll
really have to think seriously about other languages. Besides, you
have this neat argument:

Premiss 1: If my theory won’t account for English,
then it won’t account for all languages.

Premiss 2: My theory won’t account for English.

Conclusion: Bingo.

With regard to marketing your theory, this is a cinch because
of the way the academic world works. Your theory won’t work, even
for English, right? That’s a foregone conclusion. But for twenty
or thirty years, other people will make such a good living patching
it up that they’ll praise you as a genius even while they’re
bashing the daylights out of you, since without you, where would
they be?

Make occasional references to Kuhn.

– Metalleus

Source: http://www.umich.edu/~archive/linguistics/texts/papers/metalleus

I en artikel (samt en tidligere artikel) på politiken.dk skrives, at Dansk Sprognævn har bedt om bud på nye ord (og nye anvendelser), der er på vej ind i det almindelige danske sprog. Nævnet har sågar lavet en fin blanket, der kan findes på deres hjemmeside, som man kan udfylde for at informere om disse nyskabelser.

Er dette nu en god måde at blive bevidst om sprogets status anno 2007? Hvis Dansk Sprognævn er tilpas kritiske overfor de indsendte data og ser på det som en slags folkelingvistik, så er det måske ikke dumt — men nævnet må huske, at det sikkert vil tiltrække en del folk, som finder sig selv usandsynlig kreative og derfor indeberetter ethvert ord, de selv synes har potentiale, selvom det måske kun bruges i en enkelt sociolekt. Det virker umiddelbart til, at det vil være svært at skille skidt fra kanel, men man må jo håbe at Dansk Sprognævn har styr på sagerne. Heldigvis er de i det mindste ikke bange for nyskabelser, ulig visse andre modersmålsfikserede organisationer.

Derudover, finder man i førstnævnte artikel en meget kort redegørelse for ord som “nederen” og “fråderen”, som er hvad dette indlæg i virkeligheden handler om.

»Det er en meget populær orddannelsestype, som faktisk er beskrevet i den første slangordbog fra 1950′erne. Her var et af eksemplerne »børneren«, som betyder børnehave«, siger Pia Jarvad.

Konstruktionen er, at man fjerne det sidste af ordet og sætter »-en« på, og derfor er både »nederen« og »fråderen« – som betyder noget dårligt eller at være meget sulten – altså klassiske slangord.

Jeg må nok stille mig uenig med Pia Jarvad (eller, hvad Politiken har fået ud af hendes udtalelser) her — “nederen” og “børneren” er ikke konstrueret ens. For de gamle slangord som “børneren” og “svømmeren”, mener jeg, at der er tale om såkaldte clippings, fordi det ganske enkelt er lettere (og hurtigere) at sige “børneren” i stedet for “børnehaven” og “svømmeren” i stedet for “svømmehallen”. Dette er substantiver, som forbliver substantiver. Dette kan ses på, at man blandt andet godt kan høre “der ligger en svømmer nede om hjørnet” og forstå det som “der ligger en svømmehal nede om hjørnet” og ikke “der ligger en person i badevinger og svømmefødder nede om hjørnet”. Endelsen -en kommer altså på fordi substantivet er i bestemt form. Det samme er tilfælde med ord som “mayo” for “mayonaise”, “bil” for “automobil” osv. Alle opfører sig grammatisk som det ord de er dannet ud fra.

“Nederen” og “fråderen” derimod, er sværere at bestemme, fordi de efterhånden primært anvendes som adjektiver (eg. “det er fandme nederen” og “det er en fråderen lasagne, det her!”). Her er der ikke tale om clippings på grund af lettere eller hurtigere udtale — ordene de er dannet ud fra er kortere og ikke engang nødvendigvis af samme type som resultaterne. Det giver altså ikke mening at betragte dem som simple forkortelser for lethedens skyld.

For “nederen” kan tilfældet være, at det er dannet ud fra adjektivet “nede”, blevet til substantivet “neder”, derefter “nederen” i bestemt form og slutteligt syntaktisk adjektiviseret, som i eksemplet “det er fandme nederen”. Syntaktisk adjektiviseret fordi adjektiviseringen sker vha. ordstillingen fremfor morfologisk (eg. -lig). Substantivformen kan stadig sagtens anvendes, f.eks. “jeg fik nederen på over det”.

“Fråderen” kunne meget vel være verbet “fråde”, der er blevet bøjet i nutid (“fråder”), substantiveret (“en fråder”) og — ligesom “nederen” — syntaktisk adjektiviseret. Selvfølgelig er der også substantivet “fråde”, som kunne ligge til grund for processen, men jeg har svært ved at finde en logisk forklaring på, hvordan det skulle kunne blive til “fråderen”. Det er vigtigt at bemærke at Pia Jarvad beskriver brugen af den substantiverede form “en fråder”, men den adjektiviserede form bruges, så vidt jeg har bemærket, lige så meget.

Så vidt jeg ved, så kommer disse udtryk fra tjaldrygning, hvor man kan få bl.a. “fråderen”, “æderen”, “nederen”, “noieren” (“paranoia-eren“) og “steneren” på. “Steneren” har forresten også sneget sig med ind sammen med “nederen” og “fråderen”, f.eks. “det var en steneren film” og “han er en steneren fyr”. Jeg er ikke bekendt med lignende udtryk fra andre kilder, men vil da meget gerne høre dem, hvis du — ærede læser — skulle have kendskab til et eller flere.

Både “fråderen” og “nederen” (og “steneren”) kan anvendes — og bliver anvendt — som adjektiver, hvorfor jeg mener det ikke er korrekt at sige, at de er “klassiske slangord” i den forstand, at de er konstrueret ud fra samme princip som “børneren” og “svømmeren”, selvom de morfologisk ser ens ud. Der er tale om vidt forskellige processer i, og grundlag for, konstruktionen af slangordene.

Dette ganske interessante indlæg har vi tilladt os at sakse fra vores afdelings nyhedsbrev. Det er skrevet af en af vores kandidater som hedder Line Andersen. Hun fortæller her om livet som færdiguddannet lingvist.

Her følger en sand historie om, hvordan en lingvist kan gøre sin hobby (at lære flere sprog) til sit arbejde og samtidig komme ud og se verden!

Jeg er netop blevet ansat på en etårig kontrakt som tolk i Europa-Parlamentet; før det arbejdede jeg freelance samme sted samt i Europa-Kommissionen og Rådet. Men det næste års tid bliver det altså parlamentets plenardebatter og udvalgsarbejde, der står på dagsordenen. Arbejdet som tolk her på stedet består næsten udelukkende i simultantolkning, dvs. at vi tolke sidder i tolkekabinerne (en for hvert sprog) med hovedtelefoner og mikrofoner, og skiftes til at tolke det, som bliver sagt i salen. Hvilken tolk, der tager ordet, er afhængigt af, hvilket sprog, der tales i salen. Så når ungarerne en sjælden gang åbner munden på deres modersmål, er jeg der som et søm! (Udover ungarsk arbejder jeg fra engelsk og tysk.) Vi sidder normalt tre tolke i en kabine, og så vidt muligt skal disse tre personer være i stand til at dække alle mødets sprog. Men desværre er der få, som kan græsk, og endnu færre, der kan litauisk – eller for den sags skyld finsk! Det betyder, at vi ofte er nødt til at tolke ’i relæ’, når nogen taler et af de ’små sprog’: de tolke, der kan det pågældende sprog, tolker det til noget, som vi andre kan forstå (typisk engelsk eller fransk), og det tolker vi så videre til dansk. Det kan være lidt af et puslespil at få til at gå op. Men udover det tekniske, er der mange interessante sproglige udfordringer forbundet med simultantolkning. Når man tolker fra sprog, som har en meget anderledes syntaktisk struktur end dansk (fx ungarsk), er der som oftest et problem med ledstillingen. Typisk påbegynder man en dansk sætning uden at have hørt hverken verballeddet eller den kasusendelse, som markerer de første leds grammatiske funktion. (På ungarsk markeres kasus først ved NP’ens slutning.): Kort og godt: det er med at holde ørene stive og kaste sig ud i det dybe vand med en sætningsstruktur, der er så åben som muligt, sådan at den kan afsluttes forskelligt alt efter, hvordan originalteksten udvikler sig. Når det så er sagt, så er tolkning jo mundtligt, og det betyder, at originalteksten også kendetegnes ved alle de særtræk, der gælder for mundtlig sprogbrug – i tolkesammenæng er det mest interessante redundansen. Den giver os en stor fordel, som virkelig kan mærkes i praksis. Til gengæld kan det så også mærkes, når politikerne i stedet vælger at affatte deres taler på skrift og læse dem op så hurtigt som muligt, for at nå at sige så meget som muligt inden for deres begrænsede taletid!

Det var lidt om selve tolkningen; hvis det har fanget nogens interesse, findes der nogen forskningslitteratur om emnet (af meget svingende kvalitet, men Handelshøjskolens bibliotek har et bredt udvalg), og man kan da også gå ind og lytte til tolkning via Europa-Parlamentets hjemmeside (under EP Live). Man skal bare huske, at der ikke er tale om oversættelser…

Hvad angår de mere overordnede rammer, er parlamentet jo en spændende arbejdsplads, hvis man er lidt politisk interesseret; det er et interessant miljø, og der debatteres mange interessante spørgsmål (REACH, Darfur, Tjetjenien og roamingpriser, bla….). Den største ulempe ved at arbejde her er faktisk, at det ligger i Bruxelles. Og Strasbourg. Som om det ikke var nok at flytte til Belgien, skal man altså en tur til Frankrig en gang om måneden. Men lad os håbe, at det system afskaffes inden længe!

Nå ja, hvordan ender en lingvist så som tolk? Jeg tog en masteruddannelse på CBS efter at have afsluttet lingvistikstudiet, det er en etårig og meget praksisbetonet uddannelse. Og et interessant møde med Handelshøjskolen… Derefter måtte jeg så vente over et halvt år på at komme til optagelsesprøve hernede, hvorefter jeg blev tilknyttet som løst ansat. I begyndelsen boede jeg i Danmark og fløj til Bruxelles/Strasbourg et par gange om måneden, men det er lidt uholdbart, når man har et lille barn. (Jeg har en datter på halvandet år.) Så vi rykkede teltpælene op og bor nu foreløbig i Europas bureaukratiske, kaotiske, multikulturelle og mangesprogede smeltedigel af en hovedstad….Kom selv og se!