Funktionale Grammatik auf Wikipedia

Det tyske sprog er endnu ikke helt gået hen og blevet uanvendeligt for studenter på de danske Universiteter. Samtidigt er Wikipedia gået hen og er blevet mere og mere anvendeligt (selvom det er fy at citere derfra).

Hvad angår videnskabelige emner synes jeg personligt ofte, at den tyske Wikipedia langt overstiger den engelske i kvalitet, mens den danske slet ikke er værd at slå op i. Dette kan iøvrigt også ses på hvor mærkbart sjældent man støder på stubs i den tyske.

Én af de (utallige) artikler, hvor de tyske wikipedianeres satsen på kvalitet fremfor kvantitet virkeligt overgår den engelske er artiklen om Simon Diks Functional Grammar.

Så hvis du kan læse tysk og er interesseret i at få en kort og grundig introduktion til grammatisk teori FG-style, så hop forbi Wikipedia, dans let og elefant over den engelske artikel og gå direkte til den tyske.

Viel Vergnügen!

Den samme forskel gør sig også gældende i artiklerne om Functional Discourse Grammar (de|en) og stearin (de|en).

Et par nyheder på Lingoland

Det er ved at være et stykke tid siden der er sket noget her på bloggen, men det har jeg forsøgt at råde bod på nu. Jeg har tilføjet en ny sektion til det faste sortiment af sider. Denne sektion hedder “Lingvistiske Ressourcer” og dens tilbliven er affødt af en beslutning, som Statsbiblioteket har truffet om at de ikke længere ville have deres fagorientede emneguides til at ligge på deres side. Denne beslutning var jeg selv, meget ked af, da det var min primære indgang til kildesøgning. Derfor har jeg jeg fundet siderne på The Wayback Machine og forsøgt at redde de vigtigste links. Nogle af beskrivelserne er sakset direkte fra Volkmar Engerers hedengangne værk mens andre er sakset fra de forskellige ressourcers egne beskrivelser.

For at få adgang til de fleste af ressourcerne kræves det at man er oprettet som bruger på Statsbiblioteket eller er tilkoblet internettet på Aarhus Universitets område.

Derudover er der kommet et nyt udseende til Lingoland. Det er der kommet fordi jeg ikke syntes at det gamle var overskueligt nok og fordi jeg altid sætter mig til at lave en masse sære ting, når eksamensperioden er i gang. Temaet er et, som jeg selv har lavet, omend jeg har stjålet med arme og ben – det er trods alt sådan man lærer at lave den slags.