Skal man tvinge sprogsvage børn i børnehave?

I forlængelse af mit indlæg om konservativ sprogpolitik forleden, er her mine kommentarer til det Konservative Folkepartis seneste sprogpolitiske udspil.

Charlotte Dyremose, som er uddannelsespolitisk ordfører, mener at vi her i landet har et socialt problem, som består i, at vi huser et ikke ubetydeligt antal sprogsvage børn og det kan hun på sin vis have ret i, men jeg tror nu også hun overdriver problemet en kende, for man er vel ikke sprogsvag, bare fordi man ikke kan dansk? Det er imidlertid en enorm fordel for børns opvækst i dette land, hvis de er danskkundige. Charlotte Dyremose har igen fremtryllet en liste med 4 punkter, som med hendes egne ord, skal kurere manglende danskkundskaber blandt landets småbørn:

  1. Sprogscreening skal være obligatorisk – så alle børn SKAL sprogscreenes i 3-årsalderen.
  2. Kommunens forpligtelse til at følge op på sprogscreeningen overfor børn, der ikke er i dagtilbud, skal tydeliggøres.
  3. Det skal være lovpligtigt, at tage imod det efterfølgende sprogtilbud, såfremt det viser sig, at der er behov herfor.
  4. Hvis ikke det efterfølgende sprogtilbud medfører markante forbedringer, skal barnet senest i 4 års alderen, og gerne tidligere, i daginstitution.

Min umiddelbare reaktion på dette forslag var noget i retning af, at dette var et udtryk for at det Konservative Folkeparti bevægede sig i en retning, jeg ikke brød mig om, mod mere statslig tvang og umyndiggørelse af forældrene, hvis ansvar det må være at opdrage deres børn bedst muligt. Grundlæggende alt det vi borgerlige tænker, hver gang en politiker finder på nye regulativer. Der kan meget vel være noget om dette, og forslaget giver mig stadig en ubehagelig fornemmelse i maven, men efter at have tænkt nærmere over det og inddraget nogle af mine lingvistiske kundskaber, har jeg været nødt til at revurdere min holdning til forslaget og jeg er kommet frem til at, dette er et ubehageligt, men desværre nødvendigt forslag.

Forældre har en pligt til at sikre sine børn den bedst mulige opvækst, og det klarer mange forældre ganske fint. Disse forældre vil heller ikke blive berørt af dette, hvis det skulle blive til lov. De eneste, som ville blive berørt, er forældre som ikke magter opgaven og som er i fare for at gøre deres børn ude af stand til at deltage i samfundet på lige fod med os andre, for sprog er nu engang et vigtigt redskab, hvis man vil gebærde sig socialt. Bevares, det har forældrene stadig rig mulighed for på alle mulige andre områder, så hvis de pågældende forældre absolut vil opfostre sociale tabere, vil de stadig kunne stække dem på et utal af andre måder. (Jaja, jeg er klar over at det ikke altid er et frit valg). Vi lever ikke i et samfund, hvor vi tillader forældre at vanrøgte deres børn, så det er naturligt, at man også griber ind mod sproglig vanrøgt.

Forslagets overvindelses af min velvilje til trods, undrer jeg mig dog stadig over den Orwelliske formulering om, at man skal gøre det lovpligtigt at tage imod et tilbud. Ligger det ikke i et tilbuds natur, at det er frivilligt? Ak ja.

Kommentarer til det Konservative Folkepartis "Redningsplan for dansk på universiteterne"

Det følgende er et uddrag af et uformelt svar jeg på vegne af Konservative Studenter i Aarhus har skrevet til Det Konservative Folkepartis uddannelsesordfører Charlotte Dyremose angående deres seneste sprogpolitiske udspil. Det samme er at finde ét eller andet sted på partiets hjemmeside.

Alle universiteter skal udarbejde en forpligtende sprogstrategi, der skal godkendes af Akkrediteringsrådet. Strategien skal besvare spørgsmål som: Hvor bruger I engelsk og hvorfor?

Denne strategi bør slet ikke vedtages på så højt niveau, da der er enorm forskel, sprogpolitik og sprogevner på de forskellige studier. Jeg kender folk, som aldrig har haft undervisning på engelsk og kun har været udsat for meget få engelsksprogede fagtekster. Dårlige engelskevner er meget udbredt blandt disse folk – Det er særligt jurastuderende, nordiskstuderende og folk fra andre store studier. Samtidigt kommer jeg selv fra et studie, hvor det helt anderledes. Vi har én underviser som har dansk som modersmål og en enkelt hollandsk underviser, som har tillært sig sproget og taler lidt halvgebrokkent. Jeg har selv som studienævnsmedlem været med til at forme min egen afdelings nuværende sprogpolitik, men selvom den sprogpolitik er fremragende hos os, er den ubrugelig for selv de andre afdelinger på samme institut. Derfor er sprogpolitikken noget der bør vedblive at være en studienævnskompetence.

Undervisere på universitetet skal certificeres til at undervise på andre sprog end deres modersmål.

Jeg tror kun denne idé holder vand, sålænge det drejer sig om danske undervisere. Så snart man kigger på undervisere med et andet modersmål end dansk eller engelsk, kan man der løbe ind i problemer. Et godt eksempel er min ovennævnte hollandske underviser, hvis danskkundskaber kræver en del af hans dansksprogede tilhørere, de første par gange man hører ham tale. Jeg selv forstod ikke mere end et par enkelte sætninger i løbet af en af mine første forelæsninger med ham. Det var imidlertid noget vænnede mig til, men pointen er, at hans dansk alligevel er skævt nok til at det kunne være svært for ham at blive certificeret og jeg vil langt hellere høre på hans let gebrokne dansk end jeg vil høre på engelsk eller, guderne forbyde det, hans hollandske modersmål.

Doktorafhandlinger, herunder ph.d.’er, skrevet på fremmedsprog skal ledsages af en udførlig sammenfatning på dansk. Der bør opstilles minimumskrav til universiteternes retningslinier for sammenfatningerne.

Det kan jeg ikke erklære mig andet end enig. Det er kun rimeligt at man kræver dansk resumé af en engelsksproget opgave, ligesåvel som man idag kræver engelsk resumé af en dansksproget opgave. Der er blot det problem, at ikke alle disse opgaver, skrives af folk som kan dansk.

Elevernes og undervisernes sprogkundskaber og indvirkningen på undervisningsudbyttet skal løbende evalueres.

Jeg er helt med på at man skal vurderer undervisernes sprogkundskaber. Det kan ikke passe at man som studerende skal sidde og høre på en forelæsning, der er aldeles uforståelig fordi underviseren ikke kan udtrykke sig ordentligt på det sprog han taler. Jeg kvier mig imidlertid ved at man vil vurdere de studerendes sprogkundskaber, idet der reelt set kun er et tidspunkt at gøre dette på – nemlig til eksamen. Det vil være nyttesløst at undersøge et hold studerende til en forelæsning eller undervisningstime, da de som ikke kan følge med enten sprogligt eller fagligt, holder munden lukket. Det er med andre ord kun de gode sprogbrugere, man ville få undersøgt i den sammenhæng. Men hvad er der så glat med at måle sprogkundskaber til eksamen? Det er der jo også studier, der gør idag. Jeg synes det er en uheldig sammenblanding. Målingen af en studerendes faglige niveau, bør ikke foretages samtidigt som målingen af dennes sproglige formåen. Til en eksamen (i alt andet en sprogfærdighed) handler det om at få demonstreret, at man har styr på sit fag og så er det egentligt ligegyldigt om man har en sær accent, bøjer nogle verber forkert, bruger sær ordstilling eller hvad man nu kunne finde på. Hvis ens sproglige evner er så mangelfulde, at man ikke formår at gøre dette på dansk eller engelsk, burde man nok overveje, hvorvidt ens fremtid ligger på Universitetet – for engelsk ER ikke til at komme uden om.

Mvh.

Hans Henrik Juhl
Konservative Studenter i Aarhus

Strøtanker om Domænetab

Domænetabet der tales så meget om i den danske sprogdebat er stort set udelukkende en henvisning til at engelsk i højere grad end før i tiden er det foretrukne sprog når der skal publiceres artikler og andet akademisk materiale. Dette skulle i høj grad gælde de naturvidenskabelige fag, men anddelen af engelske publikationer skulle også være kraftift stigende indenfor de humanistiske uddannelser.

Men der dette et problem? Er det ikke snarere et udtryk for at den uddannelsespolitik vi har ført i rigtigt mange år er en succes?

Der er visse ting jeg mener man ikke kan ændre på eller modarbejde som nationalstat uden at volde sig selv skade. En af disse ting er den så omtalte globilisering. Globaliseringen er, på trods af dens navn, ikke så meget en globalisering som en anglificering af verden. Dette er vel naturligt i en verden der efter den kolde krig har levet i et så unipolart magt- og kulturklima som vores.

En yderst central effekt af dette hegemoni er naturligvis at de førende magters sprog, der jo som bekendt for tiden er engelsk, vil være et centralt redskab og kommunikationmiddel indenfor viden, forretning, og kultur. Og det er der såmænd ingenting vi i Danmark kan gøre noget ved – vi har simpelthen ikke den økonomiske magt til at vælge fra på dette område

Dermed følger det også at de bedste hoveder her i landet indenfor de af det engelske sprog dominerede områder, ikke bare ønsker men er nødt til at erhverve sig kompetencer i engelsk. Dette er vel også et resultat af vor succes inden for uddannelsesområderne – vi skaber simpelthen for mange kloge hoveder til at vi kan ansætte dem i Danmark alene.

Sprog, i sin natur, er først og fremmest et socialt og kommunikativt redskab, og er der noget unaturligt ved at det bruges som et sådant af de grupper af mennesker hvis arbejde primært relaterer til emner der overalt i verden først og fremmest foregår på engelsk? Er det ikke i højere grad et tegn på succes, at vi skaber folk der har gå-på-mod og vilje til at forsøge at dygtiggøre sig internationalt?

Derudover er der den problemstilling at mange af universitetsstillingerne i dag er besat af dygtige udenlandske forskere. Det er vel i vores allesammens interesse at beholde disse kompetencer, såfremt der ikke frivilligt melder sig et lige så dygtigt dansk alternativ. Som eksempel kan nævnes mit eget studie – hvor det primært er udenlandske undervisere der er ansat. Jeg kan forsikre jer om at det er langt at foretrække at disse taler engelsk frem for dansk – dansk er et uhyre svært sprog at lære at tale, og vi danskere er ganske uvillige til at både forstå og acceptere selv små forskelle. Hvorvidt dette er et produkt af den herskende ‘korrektheds-ideologi’ er et åbent spørgsmål, men hvis man overvejer hvor meget vi som samfund latterligør og stigmatiserer selv ganske udbredte regionale dialekter, så er det ikke en helt ueffen teori.

En lingvist fortæller om sit job som simultantolk

Dette ganske interessante indlæg har vi tilladt os at sakse fra vores afdelings nyhedsbrev. Det er skrevet af en af vores kandidater som hedder Line Andersen. Hun fortæller her om livet som færdiguddannet lingvist.

Her følger en sand historie om, hvordan en lingvist kan gøre sin hobby (at lære flere sprog) til sit arbejde og samtidig komme ud og se verden!

Jeg er netop blevet ansat på en etårig kontrakt som tolk i Europa-Parlamentet; før det arbejdede jeg freelance samme sted samt i Europa-Kommissionen og Rådet. Men det næste års tid bliver det altså parlamentets plenardebatter og udvalgsarbejde, der står på dagsordenen. Arbejdet som tolk her på stedet består næsten udelukkende i simultantolkning, dvs. at vi tolke sidder i tolkekabinerne (en for hvert sprog) med hovedtelefoner og mikrofoner, og skiftes til at tolke det, som bliver sagt i salen. Hvilken tolk, der tager ordet, er afhængigt af, hvilket sprog, der tales i salen. Så når ungarerne en sjælden gang åbner munden på deres modersmål, er jeg der som et søm! (Udover ungarsk arbejder jeg fra engelsk og tysk.) Vi sidder normalt tre tolke i en kabine, og så vidt muligt skal disse tre personer være i stand til at dække alle mødets sprog. Men desværre er der få, som kan græsk, og endnu færre, der kan litauisk – eller for den sags skyld finsk! Det betyder, at vi ofte er nødt til at tolke ’i relæ’, når nogen taler et af de ’små sprog’: de tolke, der kan det pågældende sprog, tolker det til noget, som vi andre kan forstå (typisk engelsk eller fransk), og det tolker vi så videre til dansk. Det kan være lidt af et puslespil at få til at gå op. Men udover det tekniske, er der mange interessante sproglige udfordringer forbundet med simultantolkning. Når man tolker fra sprog, som har en meget anderledes syntaktisk struktur end dansk (fx ungarsk), er der som oftest et problem med ledstillingen. Typisk påbegynder man en dansk sætning uden at have hørt hverken verballeddet eller den kasusendelse, som markerer de første leds grammatiske funktion. (På ungarsk markeres kasus først ved NP’ens slutning.): Kort og godt: det er med at holde ørene stive og kaste sig ud i det dybe vand med en sætningsstruktur, der er så åben som muligt, sådan at den kan afsluttes forskelligt alt efter, hvordan originalteksten udvikler sig. Når det så er sagt, så er tolkning jo mundtligt, og det betyder, at originalteksten også kendetegnes ved alle de særtræk, der gælder for mundtlig sprogbrug – i tolkesammenæng er det mest interessante redundansen. Den giver os en stor fordel, som virkelig kan mærkes i praksis. Til gengæld kan det så også mærkes, når politikerne i stedet vælger at affatte deres taler på skrift og læse dem op så hurtigt som muligt, for at nå at sige så meget som muligt inden for deres begrænsede taletid!

Det var lidt om selve tolkningen; hvis det har fanget nogens interesse, findes der nogen forskningslitteratur om emnet (af meget svingende kvalitet, men Handelshøjskolens bibliotek har et bredt udvalg), og man kan da også gå ind og lytte til tolkning via Europa-Parlamentets hjemmeside (under EP Live). Man skal bare huske, at der ikke er tale om oversættelser…

Hvad angår de mere overordnede rammer, er parlamentet jo en spændende arbejdsplads, hvis man er lidt politisk interesseret; det er et interessant miljø, og der debatteres mange interessante spørgsmål (REACH, Darfur, Tjetjenien og roamingpriser, bla….). Den største ulempe ved at arbejde her er faktisk, at det ligger i Bruxelles. Og Strasbourg. Som om det ikke var nok at flytte til Belgien, skal man altså en tur til Frankrig en gang om måneden. Men lad os håbe, at det system afskaffes inden længe!

Nå ja, hvordan ender en lingvist så som tolk? Jeg tog en masteruddannelse på CBS efter at have afsluttet lingvistikstudiet, det er en etårig og meget praksisbetonet uddannelse. Og et interessant møde med Handelshøjskolen… Derefter måtte jeg så vente over et halvt år på at komme til optagelsesprøve hernede, hvorefter jeg blev tilknyttet som løst ansat. I begyndelsen boede jeg i Danmark og fløj til Bruxelles/Strasbourg et par gange om måneden, men det er lidt uholdbart, når man har et lille barn. (Jeg har en datter på halvandet år.) Så vi rykkede teltpælene op og bor nu foreløbig i Europas bureaukratiske, kaotiske, multikulturelle og mangesprogede smeltedigel af en hovedstad….Kom selv og se!