Foredrag: Language & Sexuality

Yet another interesting guest lecture at the linguistics department. Costas Canakis from University of the Aegean will give a talk titled Articulating male homoerotic desires and subjectivities on the internet.

The lecture will be held February 17th, from 14:00 til 15:30 in room 1453-116.

Abstract below:

This study focuses on the language employed for self- and other-representation in online personal ads posted on www.gay.gr, a popular Greek site meant as a forum for “gay, lesbian, bi, and trans”, with the intention of examining aspects of the indexical relation between language, gender, and sexuality (Ochs 1992) among men who pursue same sex relations (i.e. of men who generally identify as homosexual, gay, or using local labels such as pustiδes, aδerfes). Although these ads provide limited information, as they lack the interactive character and thick contextualization of viva voce discourse, they nevertheless allow for highly condensed snapshots of stances and conceptualizations of masculinity and sexuality. Recent research, drawing on some 200 randomly selected ads, has focused specifically on the articulation of desire (cf. Kulick 2000, Cameron & Kulick 2003, 2006) and documented that stereotypical predicates of masculinity, such as manliness, seriousness, discretion, etc., are eroticized and sought after in this particular context. Moreover, in interpreting these findings, it has been suggested that the stress placed on masculinity among the users may well be a reaction to the stereotypical representation of gay men as effeminate (still current to some extent in Greece); an instance of transgressive appropriation of a hegemonic masculinity typically denied them. This line of work has focused on the erotic and abstained from a discussion of “identity” issues in order to avoid the pitfalls of illicit groupings and essentialization. However, revisiting the same pool of data, it becomes apparent that questions of the users’ “identity”/subjectivity are closely intertwined with desire. Indeed, in describing themselves, users talk of their desires while imparting information about who they are in general; and in explaining what they look for in others they tend to eroticize identities rather than sexual acts alone (cf. Bucholtz & Hall 2004). Crucially, rather than shying away from overtly sexual talk in the interest of constructing politically advantageous identities (or attempting simplistic one-to-one alignments of identities and desires), I will attempt to show how the construction of desire and “idenity” appear to be co-present, often indexically related in the data, and, indeed how subjectivity is eroticized in the online personals of gay men in www.gay.gr.

Selected references

  • Bucholtz, M. & K. Hall. 2004. Theorizing idenity in language and sexuality research. Language in Society 33: 469-515.
  • Cameron, D. & D. Kulick. 2003. Language and Sexuality. Cambridge: Cambridge University Press.
  • Cameron, D. & D. Kulick (eds.). 2006. The Language and Sexuality Reader. London: Routledge.
  • Kulick, D. 2000. Gay and lesbian language. Annual Review of Anthropology 29: 243-285.
  • Ochs, E. 1992. Indexing gender. In A. Duranti & C. Goodwin (eds.), Rethinking Context: Language as an Interactive Phenomenon. Cambridge: Cambridge University Press, 335-358.

Problemerne for færøsk sprogplanlægning – Forslag til en ny kurs.

Jeg kan desværre ikke huske, hvor jeg har fundet dette, men i lyset af at jeg er på Færøerne for tiden, er min interesse for den færøske sprogsituation genvakt, så I får dette citat, selvom jeg ikke kan huske hvor i alverden jeg har det fra.

Opdatering 14. august.
Nu har jeg fundet min kilde, men jeg vil ikke påstå at den er synderligt god, da min kilde ikke giver den oprindelige henvisning.

Opdatering 29. august.
Jeg har sat Eivind, en færing jeg kender, i gang med at finde den originale reference, men det ser ud til at forfatteren til indlægget også er forfatteren til opgaven. Hvis er rigtigt vil Eivind forsøge at få fat i opgaven i sin helhed til mig. Hurra!

Forfatteren har navngivet sig selv i kommentarsporet nedenfor. Alt godt kommer til den som venter. 🙂

“En fornuftig sprogplanlægning burde, ligemeget hvilke politiske eller nationale hensyn den ellers har, bygge på videnskabelige fakta, sprogsociologiske og andre undersøgelser. Om den så, som den nuværende færøske sprogplanlægning har til formål at udrydde lavsproget, og derved også det dagligdagssprog, som er hovedsproget hos færing.”( Johhny Thomsen, 1996, s. 20)

I 1990erne har tidsskriftet Málting (sprogting) spillet en stor rolle, de har holdt en meget akademisk, objektiv og nyskabende lingvistisk linie. På det færøske universitet findes, derfor hvad jeg vil kalde, en skole af systemkritikere.

Ulla Clausén inddelte, allerede i 1978, de sprogretninger som hun mente fandtes på Færøerne i disse grupper:

  1. Purister, der lægger normen bagud i tiden og gør en aktiv indsats for sprogets renhed.
  2. Nationalister, er tilhængere af en statisk sprogplanlægning, hvor sproget holdes frit fra fremmede sprog.
  3. Pragmatikere, har fx en liberal indstilling til låneord, de ser mere på et ords funktionsdygtighed i forhold til brugerne.
  4. Internationalister, som forkaster alle færøske ord og vil holde færøsk åbent for fremmed indflydelse

De før nævnte “systemkritikere”, er mere pragmatikere. Cand. Mag. Hjalmar P. Petersen siger fx at et fremmedord er et ord, som brugerne ikke forstår, dette gælder også færøske nyord (Petersen, 1993, s. 12-22).

Her kommer han ind på Haugens term vedrørende implemention of function, hvor kravet er acceptance of function. Folk accepterer ikke mange af de ord, som laves på Færøerne i dag. Som eksempel kan jeg nævne en større ordliste over computersprog, hvor alt fra CD-ROM, RAM, CPU er oversat. Ironien er, at selve ordet computer slog an som en nydannelse (fæ. telda), dette ord bruges altid af purister, de taler dog mindre om de tusindvis af ord som folk hverken bruger eller kender. Petersen mener, at det er fordi de ikke lever op til kravene om:

  1. At ord skal være godtaget af flertallet af sprogbrugerne (jvf. Haugens statistical).
  2. De skal være æstetiske, fx ikke for lange.
  3. De skal være lette at lære (2,3 og 4 jvf. Haugens efficiency).
  4. Ordene skal være naturlige for brugerne.
  5. Ordene skal leve op til de intellektuelle krav nutiden stiller (jvf. Haugens rationality)
  6. Nydannelser skal være synkrone, ikke arkaiske, fordi det ødelægger det naturlige sprogsystem.

Her er brugeren i centrum, ikke sproget (pragmatik). Her er det ikke kun sprogets form (Jvf. Haugen), men dets function.

Petersen kritiserer sprogplanlægningen meget karftigt for at være elitær og ensporet, hvor næsten den eneste retning har været at opfinde nye ord. Han efterlyser en standardiseret sprogplanlægning, som ikke kun arbejder for corpus planning, men også for status planning. Det er derfor vigtigt at oversætte, ikke kun den høje litteratur, men også fx Anders And. Han anskuer status planning opgaven således, at sprogets status bedst vedligeholdes, hvis folk kan finde ud af at bruge det.

I indledningen af kapitlet citerede jeg Cand. Mag. Johnny Thomsen. Han taler om en fornuftig sprogplanlægning og efterlyser videnskabelige fakta hos den gældende sprogplanlægning. Han beskylder den for at ville udrydde lavsproget, som han mener er hovedsproget på Færøerne.

Thomsen fremfører i en større artikel om færøsk sprogplanlægning, at færøsk sprogplanlægning altid har været national, ikke folkelig. Man har aldrig set på forholdet til brugeren, idealet har været et smukt og æstetisk sprog (dvs. rent). Færøsk sprogplanlægning har altid været sprogudrensning. Men her er det også, at sprogplanlægningen som vi har set den, er selvmodsigende, fordi folket er både fjenden og modtageren – både dem som skal opdrages og modtage en ny norm. Han bruger begrebet omvendt social purisme, hvor man positivt taler om social purisme, som fx sætter hjemlige ord i stedet for fremmedord, for at gøre sproget lettere for brugeren, mens den omvendte social purisme, udskifter kendte ord fra talesproget med nydannelser af skiftende kvalitet. På dende måde har sprogplanlægningen ikke gjort sproget rigere, men fattigere. Denne planlægnings principper og formål, er i følge Thomsen:

  1. En yderliggående udrensning af ordforrådet, som allerede er i færøsk og har været der i flere hundrede år.
  2. Et forsøg på at ændre syntaksen, så den kommer længere væk fra det talte sprog.
  3. Som en effekt af 1 og 2, og som en del af et bestemt politisk tilhørsforhold, har sprogplanlægningen ændret folks opfattelse, så de skulle se ned på deres eget talesprog (Thomsen, 1996, s. 14).

Både Thomsen og Petersen bruger ord og termer, som viser tilbage til brugeren. Thomsen siger, at en fornuftig sprogplanlægning tager udgangspunkt i lavsproget. Han ser tre store opgaver:

  1. At lavsproget undersøges fra et videnskabeligt synspunkt.
  2. Lavsproget skal i ordbøgerne.
  3. At sprogplanlægningen skal se på diglossiaen i færøsk.

Årsagen til at sprogplanlægningen ikke har haft nogen særlig virkning, er at den gældende retning, ikke som udgangspunkt, ser på virkeligheden:

  • -At færøsk funktioner er begrænsede i forhold til store sprog.
  • -At dansk måske er mere vigtigt som for mange færinge end færøsk, fordi det er igennem dansk at næsten al viden hentes fx i undervisningssektoren.
  • -At gode danskkundskaber er vigtige, fordi dansk er et stort sprog imodsætning til færøsk.

Konsekvenserne af dette er at sprogplanlægningen skal baseres på en sprogsociologi for små sprog. Dette vil indebære at der skulle udvikles en sprogpædagogik for tosprogede områder, der anerkenddte den værende diglossia.

….

Sproghistorisk er Færøerne gået fra at være etsproget, til at blive tosproget. Denne proces tog flere hundrede år. Siden forrige århundrede, har bestræbelserne gået ud på at færinge skal gå fra at være tosprogede til igen at blive etsprogede. Björn Hagström siger om tosprogetheden på Færøerne, at :

“Färingarna har starka skäl att förbli tvåspråkiga. Färöisk enspråkighet skulle innebära en i vår tid orimlig isolering. Danska språket är ett fönster mot världen.”

Senere siger han, at færøsk har meget at sige for færinger, som kulturarv og som national identitet (Hagström, 1991, s. 401).

I følge Susan Romaine, som er anset fro at være verdens førende ekspert i tosprogethed, så har man ofte set på eksistensen af tosprogethed, og den deraf følgende interferens, som førende til sprogdød. Færøske purister, som fx Poulsen, bruger altid sproget på Shetlands øerne, som skrækeksempel, og som indirekte legitimering for egne holdninger. Romaine siger videre, at :

“..in some cases code-switching and diglossia are positive forces in maintaining bilingualism. Swiss German and Faroese may never emerge from diglossia, but are probably in no danger of death”.

En stabil diglossia er mulig at leve med. Det er måske også en nødvendighed, for et lilleput land som Færøerne.

J.C. Wells – Whatever happened to Received Pronunciation?

Jeg er lige faldet over en meget interessant artikel om britisk RP-udtale. Artiklens forfatter fremlægger bl.a. 3 måder, at definere RP på og 15 måder RP ændrer sig på eller har ændret sig på. Artiklen var oprindeligt en del af debatten om RP, der blev mere og mere upopulær i dens hjemland i 1990’erne. Bl.a. gjorde BBC en indsats for i bedste norske stil, at vise så mange forskellige regionale varianter på TV, som muligt.

Parts of the BBC, claimed the then managing director of BBC network radio, Liz Forgan, were “lagging a little behind the sound of the nation, beginning to sound a bit antique”. Ms Forgan, “herself a model of received home counties pronunciation”, reportedly said she did not want presenters to sound like her. The subtext here includes the implication that RP is geographically non-regional and socially upper-class, qualities which demographic and social changed in Britain have made no longer as desirable as heretofore.

Bl.a. Beskriver Wells også at én af mine personlige yndlingssærheder ved RP, er på ved ud og har været det længe.. Ærgeligt må jeg sige, da det jeg synes det er en meget charmerende egenskab ved udtalen af wh.

Words spelt wh. In words spelt with wh English people of all social classes and in all parts of the country normally pronounce plain /w/, as why /waɪ/, when /wen/, which /wɪtʃ/, somewhere /ˈsʌmweə/. The words whine and wine are homophones. However a few speech-conscious people make the effort to pronounce /hw/ in these words, thus /hwaɪ, hwen, hwɪtʃ, ˈsʌmhweə/, and to make a distinction between /hwaɪn/ and /waɪn/. (In Scotland, Ireland, and much of the United States, matters are different: their native local accent retains /hw/.) Sociolinguistically, /hw/ is so uncommon as to be negligible; ideally, it should perhaps be regarded as part of RP. For EFL, Jones rightly judged that it was an unnecessary complication.

Det er meget interesant læsning om en standardvariants ændringer gennem tiden. Læs den!
http://www.phon.ucl.ac.uk/home/wells/rphappened.htm

Lær lingvistik på 5 minutter

The Five Minute LinguistJeg er lige faldet over en lingvistisk radioserie lavet af den amerikanske lingvist Rick Rickerson, som kalder sig The Five Minute Linguist. Radioserien som hedder Talkin’ about Talk, er lavet i anledning af, at den amerikanske kongres udnævnte 2005 til at være Sprogenes År i Amerika. Serien er lavet i samarbejde med et initiativ, som ligner noget der ligger os meget nært på Afdeling for Lingvistik og Finsk – nemlig The National Museum of Languages.

Serien består af 52 indslag à 5 minutter, der hvert behandler et spørgsmål, som “almindelige” mennesker kunne finde på at stille os lingvister. Spørgsmålene omfatter bl.a.:

Denne komplette oversigt over programmerne kan findes her, hvor man også kan downloade hvert enkelt program. Hvis du ikke har lyst til at sidde og klikke på links i en evighed, som jeg har gjort, kan du også hente den samlede serie via Bittorrent.

Nu glæder jeg mig i hvert fald til at fylde mp3-afspilleren med lingvistik!

A commentary on linguistic racism

In honor of International Blog Against Racism Week, I wrote an entry in my personal journal about racism in language attitudes. It is primarily directed at my American friends, most of whom are white, middle-class, and well-educated, but it might also prove an interesting read for you Danes (most of whom are white, middle-class, and working on becoming well-educated). As I said in the conclusion to that entry, I welcome reasoned discussion in the comments.

(The style for this blog doesn’t seem to insert a color difference on linked text; click on “an entry in my personal journal” for the link. Hans, can we do something about this so links are a bit more obvious? Thanks!)

Mere "moderne dansk"-tamtam

I en artikel (samt en tidligere artikel)politiken.dk skrives, at Dansk Sprognævn har bedt om bud på nye ord (og nye anvendelser), der er på vej ind i det almindelige danske sprog. Nævnet har sågar lavet en fin blanket, der kan findes på deres hjemmeside, som man kan udfylde for at informere om disse nyskabelser.

Er dette nu en god måde at blive bevidst om sprogets status anno 2007? Hvis Dansk Sprognævn er tilpas kritiske overfor de indsendte data og ser på det som en slags folkelingvistik, så er det måske ikke dumt — men nævnet må huske, at det sikkert vil tiltrække en del folk, som finder sig selv usandsynlig kreative og derfor indeberetter ethvert ord, de selv synes har potentiale, selvom det måske kun bruges i en enkelt sociolekt. Det virker umiddelbart til, at det vil være svært at skille skidt fra kanel, men man må jo håbe at Dansk Sprognævn har styr på sagerne. Heldigvis er de i det mindste ikke bange for nyskabelser, ulig visse andre modersmålsfikserede organisationer.

Derudover, finder man i førstnævnte artikel en meget kort redegørelse for ord som “nederen” og “fråderen”, som er hvad dette indlæg i virkeligheden handler om.

»Det er en meget populær orddannelsestype, som faktisk er beskrevet i den første slangordbog fra 1950’erne. Her var et af eksemplerne »børneren«, som betyder børnehave«, siger Pia Jarvad.

Konstruktionen er, at man fjerne det sidste af ordet og sætter »-en« på, og derfor er både »nederen« og »fråderen« – som betyder noget dårligt eller at være meget sulten – altså klassiske slangord.

Jeg må nok stille mig uenig med Pia Jarvad (eller, hvad Politiken har fået ud af hendes udtalelser) her — “nederen” og “børneren” er ikke konstrueret ens. For de gamle slangord som “børneren” og “svømmeren”, mener jeg, at der er tale om såkaldte clippings, fordi det ganske enkelt er lettere (og hurtigere) at sige “børneren” i stedet for “børnehaven” og “svømmeren” i stedet for “svømmehallen”. Dette er substantiver, som forbliver substantiver. Dette kan ses på, at man blandt andet godt kan høre “der ligger en svømmer nede om hjørnet” og forstå det som “der ligger en svømmehal nede om hjørnet” og ikke “der ligger en person i badevinger og svømmefødder nede om hjørnet”. Endelsen -en kommer altså på fordi substantivet er i bestemt form. Det samme er tilfælde med ord som “mayo” for “mayonaise”, “bil” for “automobil” osv. Alle opfører sig grammatisk som det ord de er dannet ud fra.

“Nederen” og “fråderen” derimod, er sværere at bestemme, fordi de efterhånden primært anvendes som adjektiver (eg. “det er fandme nederen” og “det er en fråderen lasagne, det her!”). Her er der ikke tale om clippings på grund af lettere eller hurtigere udtale — ordene de er dannet ud fra er kortere og ikke engang nødvendigvis af samme type som resultaterne. Det giver altså ikke mening at betragte dem som simple forkortelser for lethedens skyld.

For “nederen” kan tilfældet være, at det er dannet ud fra adjektivet “nede”, blevet til substantivet “neder”, derefter “nederen” i bestemt form og slutteligt syntaktisk adjektiviseret, som i eksemplet “det er fandme nederen”. Syntaktisk adjektiviseret fordi adjektiviseringen sker vha. ordstillingen fremfor morfologisk (eg. -lig). Substantivformen kan stadig sagtens anvendes, f.eks. “jeg fik nederen på over det”.

“Fråderen” kunne meget vel være verbet “fråde”, der er blevet bøjet i nutid (“fråder”), substantiveret (“en fråder”) og — ligesom “nederen” — syntaktisk adjektiviseret. Selvfølgelig er der også substantivet “fråde”, som kunne ligge til grund for processen, men jeg har svært ved at finde en logisk forklaring på, hvordan det skulle kunne blive til “fråderen”. Det er vigtigt at bemærke at Pia Jarvad beskriver brugen af den substantiverede form “en fråder”, men den adjektiviserede form bruges, så vidt jeg har bemærket, lige så meget.

Så vidt jeg ved, så kommer disse udtryk fra tjaldrygning, hvor man kan få bl.a. “fråderen”, “æderen”, “nederen”, “noieren” (“paranoia-eren“) og “steneren” på. “Steneren” har forresten også sneget sig med ind sammen med “nederen” og “fråderen”, f.eks. “det var en steneren film” og “han er en steneren fyr”. Jeg er ikke bekendt med lignende udtryk fra andre kilder, men vil da meget gerne høre dem, hvis du — ærede læser — skulle have kendskab til et eller flere.

Både “fråderen” og “nederen” (og “steneren”) kan anvendes — og bliver anvendt — som adjektiver, hvorfor jeg mener det ikke er korrekt at sige, at de er “klassiske slangord” i den forstand, at de er konstrueret ud fra samme princip som “børneren” og “svømmeren”, selvom de morfologisk ser ens ud. Der er tale om vidt forskellige processer i, og grundlag for, konstruktionen af slangordene.