Sprogdøden på Aarhus Universitet

Af uransagelige årsager slår Sproget.dk kun på tromme for spændende foredrag om sprog, som afholdes på Amager. Dog er gæve jydske lingvister og sprognørder ikke tvunget til at drage til Køwenhavnstrup for at få stillet tørsten efter interessante fortællinger om sprog. På Aarhus Universitet er vi nemlig også ganske dygtige til at tale om sprog.

For eksempel får Afdeling for Lingvistik den 10. december besøg af Ole Stig Andersen fra Sprogmuseet, som vil fortælle en række historier om sprogdød rundt om i verden.

Jeg har tidligere hørt foredrag af Ole Stig og det kan klart anbefales. Han er en tossigt god formidler . Hermed en bette appetitvækker:

Ude i køkkenet har du garanteret en TetraPak-karton med mælk eller noget. Den svenske opfinders efterkommere var i 2002 i stand til at donere næsten en kvart milliard kroner til oprettelsen af Hans Rausing Endangered Languages Project ved SOAS i London. Pressen troede de mange penge skulle redde verdens døende sprog, men meningen var naturligvis ‘blot’ at dokumentere nogle af dem inden de forsvinder. Og dét haster.

Mindst halvdelen af verdens sprog forsvinder sammen med dette århundrede. Ingen børn lærer dem. Kun en 6-700 af verdens nuværende 6.500 sprog kan forventets at være i fin form om 100 år. (Deriblandt dansk som er et af verdens tyve rigeste sprog).

Truslen mod den lingvistiske mangfoldighed kan sammenlignes med truslen mod naturens variation, bare voldsommere. Årsagerne er de samme: rovdrift, urbanisering, undertrykkelse. Dertil kommer skolegang, religiøs mission og måske massemedier.

Hvad går der tabt når alle disse sprog forsvinder? Og hvad kan der gøres for at forhindre det? Eller har den svenske økonomiprofessor Radetzky ret i at hele verden hurtigst muligt burde gå over til engelsk?

I 1997 forlangte professor Dixon (australist, Melbourne) tværtimod enhver lingvist burde have lavet feltstudier i et døende sprog. Sprogdød skulle være et obligatorisk del af enhver sproguddannelse, krævede han.

Arrangeret i samarbejde med Sprogmuseet

Foredraget afholdes 10. december kl. 13 i bygning 1453, lokale 131, og alle interesserede er velkomne.

Skal man tvinge sprogsvage børn i børnehave?

I forlængelse af mit indlæg om konservativ sprogpolitik forleden, er her mine kommentarer til det Konservative Folkepartis seneste sprogpolitiske udspil.

Charlotte Dyremose, som er uddannelsespolitisk ordfører, mener at vi her i landet har et socialt problem, som består i, at vi huser et ikke ubetydeligt antal sprogsvage børn og det kan hun på sin vis have ret i, men jeg tror nu også hun overdriver problemet en kende, for man er vel ikke sprogsvag, bare fordi man ikke kan dansk? Det er imidlertid en enorm fordel for børns opvækst i dette land, hvis de er danskkundige. Charlotte Dyremose har igen fremtryllet en liste med 4 punkter, som med hendes egne ord, skal kurere manglende danskkundskaber blandt landets småbørn:

  1. Sprogscreening skal være obligatorisk – så alle børn SKAL sprogscreenes i 3-årsalderen.
  2. Kommunens forpligtelse til at følge op på sprogscreeningen overfor børn, der ikke er i dagtilbud, skal tydeliggøres.
  3. Det skal være lovpligtigt, at tage imod det efterfølgende sprogtilbud, såfremt det viser sig, at der er behov herfor.
  4. Hvis ikke det efterfølgende sprogtilbud medfører markante forbedringer, skal barnet senest i 4 års alderen, og gerne tidligere, i daginstitution.

Min umiddelbare reaktion på dette forslag var noget i retning af, at dette var et udtryk for at det Konservative Folkeparti bevægede sig i en retning, jeg ikke brød mig om, mod mere statslig tvang og umyndiggørelse af forældrene, hvis ansvar det må være at opdrage deres børn bedst muligt. Grundlæggende alt det vi borgerlige tænker, hver gang en politiker finder på nye regulativer. Der kan meget vel være noget om dette, og forslaget giver mig stadig en ubehagelig fornemmelse i maven, men efter at have tænkt nærmere over det og inddraget nogle af mine lingvistiske kundskaber, har jeg været nødt til at revurdere min holdning til forslaget og jeg er kommet frem til at, dette er et ubehageligt, men desværre nødvendigt forslag.

Forældre har en pligt til at sikre sine børn den bedst mulige opvækst, og det klarer mange forældre ganske fint. Disse forældre vil heller ikke blive berørt af dette, hvis det skulle blive til lov. De eneste, som ville blive berørt, er forældre som ikke magter opgaven og som er i fare for at gøre deres børn ude af stand til at deltage i samfundet på lige fod med os andre, for sprog er nu engang et vigtigt redskab, hvis man vil gebærde sig socialt. Bevares, det har forældrene stadig rig mulighed for på alle mulige andre områder, så hvis de pågældende forældre absolut vil opfostre sociale tabere, vil de stadig kunne stække dem på et utal af andre måder. (Jaja, jeg er klar over at det ikke altid er et frit valg). Vi lever ikke i et samfund, hvor vi tillader forældre at vanrøgte deres børn, så det er naturligt, at man også griber ind mod sproglig vanrøgt.

Forslagets overvindelses af min velvilje til trods, undrer jeg mig dog stadig over den Orwelliske formulering om, at man skal gøre det lovpligtigt at tage imod et tilbud. Ligger det ikke i et tilbuds natur, at det er frivilligt? Ak ja.