Et par kommentarer til andre folks tåbelige kommentarer om sprogvariation i Danmark

Kim Møller fra Uriasposten taler som han har forstand til, i sin omtale af den artikel fra Politiken om unges sprog, som Anders omtalte her på bloggen for nogle dage siden. Kim Møller vælger at tage artiklen, som en omgang venstredrejet kulturrelativistisk ævl.

Fænomenet er velkendt. Når nu man ikke kan fordanske indvandrere, så må man afvise eksistensen af en særlig ‘efterstræbelsesværdig’ danskhed

Kim Møllers vinkel er søgt og artiklen er klemt ind i upassende rammer på Uriasposten, for at passe ind i bloggerens kram, som jeg ellers ofte følger med interesse og enighed. Kommentarene til indlægget er iøvrigt endnu mere skingre og får mig kun til at ryste på hovedet. Men for at komme til min pointe:

Når sprogforskerne siger at der ikke findes én korrekt variant af dansk, har det intet at gøre med en politisk agenda, der går på at de ønsker et multikulturelt samfund. Det kan meget vel være, at nogle sprogforskere gerne vil det, men det er sådan set sagen uvedkommende. Den sproglige variation dækker over meget andet og mere end blot indlån af udtryk fra indvandrersprog og al forskning i sprogholdninger og sprogvariation peger i samme retning. Der findes ikke én variant af dansk og alle har deres egen idé om, hvad der er korrekt.

Der er mange selvbestaltede sprogrøgtere her i landet, som fabler løs om forfladigelse af sproget, om væmmelige indlån og om alle mulige andre nymodens tiltag som ødelægger vort engang så smukke sprog. Det er helt naturligt for sprogbrugere at bedømme andre sprogbrugere, og desværre også fordømme, på baggrund af den variant af sprog som de taler.

Det store problem vi har her til lands med hensyn til sproglig variation, er manglende tolerance – og det er ikke kun med hensyn til brug af udenlandske ord og tillæggelse af nye betydninger til gamle ord. Vi lever i et land, hvor man bliver anset for at være idiot, hvis ikke man taler det DR- og folkeskolesanktionerede mytiske bæst, Rigsdansk.

Jeg har selv ofte oplevet at blive set ned på, fordi jeg tillader mig at bruge dialektale træk fra den østjydske variant af dansk, som jeg er vokset op med. Det er ikke sprogligt forkert når jeg f.eks. udtaler [j] istedet for det mere anerkendte bløde d [ð] i et ord som ‘gade’. Der er heller ikke noget problem i at jeg ikke benytter mig af pronomenet ‘sin‘, men istedet siger ‘hans‘. Det skaber ikke forståelsesproblemer, så jeg taler med andre østjyder, fordi de har lært at forstå den rigtige betydning ud fra konteksten. På samme måde er det heller ikke forkert når mange jyder refererer, hvordan de har lagt i sofaen hele søndagen, fordi kun den stærkt bøjede perfektum findes i deres dialekt. Men jeg kan godt forstå at folk, som har valgt ikke at bruge dialektale træk, synes det lyder forkert – det er bare ikke ensbetydende med at der faktisk også er det. Jeg er ikke selv meget bedre –  det skurrer også voldsomt i mine ører når jeg hører folk tale lavkøbenhavnsk.

Hvis der er én ting der er sikkert, hvad angår sprogholdninger, er det, at der, så længe der har eksisteret gamle mennesker, har eksisteret kværuleren om de unges sprog nutildags. Mange sprogrøgtere synes at bebrejde Dansk Sprognævn, Folkeskolen og medierne for at de unge ikke lærer at tale ordentligt, men de folk, som mener det er disse institutioners opgave at diktere sproget har grueligt misforstået noget. Dansk Sprognævns opgave er at følge og beskrive det danske sprogs udvikling, samt udgive Retskrivningsordbogen, som er et indeks over standardiserede staveformer, som Folkeskolen underviser i stavning efter. I den opgave ligger naturligvis også at formidle de sprogbeskrivelser, som DSN er kommet frem til. Det er på ingen måde, hverken sprognævnets eller Folkeskolens opgave at forme det danske sprog eller forhindre den udvikling, som foregår helt naturligt.

Det danske sprog tilhører dets brugere, danskerne, og IKKE den danske stat, og det er dermed også de enkelte borgeres ret, at forme deres sprog i den retning, de ønsker. Tanken om at statslige institutioner skulle styre denne proces er ikke alene tåbelig og urealistisk, men også autoritær og menneskefjendsk – den giver væmmelige assosiationer til Orwells 1984, hvor staten styrer befolkningen tanker gennem sprog.

Kommentarer til det Konservative Folkepartis "Redningsplan for dansk på universiteterne"

Det følgende er et uddrag af et uformelt svar jeg på vegne af Konservative Studenter i Aarhus har skrevet til Det Konservative Folkepartis uddannelsesordfører Charlotte Dyremose angående deres seneste sprogpolitiske udspil. Det samme er at finde ét eller andet sted på partiets hjemmeside.

Alle universiteter skal udarbejde en forpligtende sprogstrategi, der skal godkendes af Akkrediteringsrådet. Strategien skal besvare spørgsmål som: Hvor bruger I engelsk og hvorfor?

Denne strategi bør slet ikke vedtages på så højt niveau, da der er enorm forskel, sprogpolitik og sprogevner på de forskellige studier. Jeg kender folk, som aldrig har haft undervisning på engelsk og kun har været udsat for meget få engelsksprogede fagtekster. Dårlige engelskevner er meget udbredt blandt disse folk – Det er særligt jurastuderende, nordiskstuderende og folk fra andre store studier. Samtidigt kommer jeg selv fra et studie, hvor det helt anderledes. Vi har én underviser som har dansk som modersmål og en enkelt hollandsk underviser, som har tillært sig sproget og taler lidt halvgebrokkent. Jeg har selv som studienævnsmedlem været med til at forme min egen afdelings nuværende sprogpolitik, men selvom den sprogpolitik er fremragende hos os, er den ubrugelig for selv de andre afdelinger på samme institut. Derfor er sprogpolitikken noget der bør vedblive at være en studienævnskompetence.

Undervisere på universitetet skal certificeres til at undervise på andre sprog end deres modersmål.

Jeg tror kun denne idé holder vand, sålænge det drejer sig om danske undervisere. Så snart man kigger på undervisere med et andet modersmål end dansk eller engelsk, kan man der løbe ind i problemer. Et godt eksempel er min ovennævnte hollandske underviser, hvis danskkundskaber kræver en del af hans dansksprogede tilhørere, de første par gange man hører ham tale. Jeg selv forstod ikke mere end et par enkelte sætninger i løbet af en af mine første forelæsninger med ham. Det var imidlertid noget vænnede mig til, men pointen er, at hans dansk alligevel er skævt nok til at det kunne være svært for ham at blive certificeret og jeg vil langt hellere høre på hans let gebrokne dansk end jeg vil høre på engelsk eller, guderne forbyde det, hans hollandske modersmål.

Doktorafhandlinger, herunder ph.d.’er, skrevet på fremmedsprog skal ledsages af en udførlig sammenfatning på dansk. Der bør opstilles minimumskrav til universiteternes retningslinier for sammenfatningerne.

Det kan jeg ikke erklære mig andet end enig. Det er kun rimeligt at man kræver dansk resumé af en engelsksproget opgave, ligesåvel som man idag kræver engelsk resumé af en dansksproget opgave. Der er blot det problem, at ikke alle disse opgaver, skrives af folk som kan dansk.

Elevernes og undervisernes sprogkundskaber og indvirkningen på undervisningsudbyttet skal løbende evalueres.

Jeg er helt med på at man skal vurderer undervisernes sprogkundskaber. Det kan ikke passe at man som studerende skal sidde og høre på en forelæsning, der er aldeles uforståelig fordi underviseren ikke kan udtrykke sig ordentligt på det sprog han taler. Jeg kvier mig imidlertid ved at man vil vurdere de studerendes sprogkundskaber, idet der reelt set kun er et tidspunkt at gøre dette på – nemlig til eksamen. Det vil være nyttesløst at undersøge et hold studerende til en forelæsning eller undervisningstime, da de som ikke kan følge med enten sprogligt eller fagligt, holder munden lukket. Det er med andre ord kun de gode sprogbrugere, man ville få undersøgt i den sammenhæng. Men hvad er der så glat med at måle sprogkundskaber til eksamen? Det er der jo også studier, der gør idag. Jeg synes det er en uheldig sammenblanding. Målingen af en studerendes faglige niveau, bør ikke foretages samtidigt som målingen af dennes sproglige formåen. Til en eksamen (i alt andet en sprogfærdighed) handler det om at få demonstreret, at man har styr på sit fag og så er det egentligt ligegyldigt om man har en sær accent, bøjer nogle verber forkert, bruger sær ordstilling eller hvad man nu kunne finde på. Hvis ens sproglige evner er så mangelfulde, at man ikke formår at gøre dette på dansk eller engelsk, burde man nok overveje, hvorvidt ens fremtid ligger på Universitetet – for engelsk ER ikke til at komme uden om.

Mvh.

Hans Henrik Juhl
Konservative Studenter i Aarhus

Tegnsprogsundervisning i franske skoler

Via Danske Døves Landsforbund

I Frankrig har undervisningsministeren besluttet, at der i en del franske skoler skal tilbydes tegnsprogsundervisning til døve børn, som går i en almindelig folkeskole.

Undervisningen skal foregå som et valgfag for de døve elever, som går i 1.-5. klasse på samme måde som de normalthørende børn kan vælge fremmedsprog i den franske folkeskole. Her er der pt. 10.700 døve børn.

Døveforbundet er ikke tilfreds

Alligevel er man i det franske døveforbund – Union des Sourds de France, ikke tilfredse. Det skyldes, at man i en handicaplov fra 2005 anerkendte tegnsprog som undervisningssprog i den franske folkeskole, men der er hidtil intet sket:

“Ministerens løfte om, at tegnsprog nu skal tilbydes i nogle af de franske skoler med døve elever, er måske et skridt i retningen af at opfylde lovens bogstav. Men at tegnsprog tilbydes som valgfag i de små klasser, er ikke nok”, udtaler René Bruneau, formand for det franske døveforbund.

Han udtrykker ønske om, at man ude i de enkelte amter opretter 1-2 skoler med tosprogede klasser, hvor de får undervisning i enkelte fag på tegnsprog, som det allerede er muligt på private skoler.

Herfra er bare at sige, at det da var på tide og at danske politikere kunne lære noget her.

Problemerne for færøsk sprogplanlægning – Forslag til en ny kurs.

Jeg kan desværre ikke huske, hvor jeg har fundet dette, men i lyset af at jeg er på Færøerne for tiden, er min interesse for den færøske sprogsituation genvakt, så I får dette citat, selvom jeg ikke kan huske hvor i alverden jeg har det fra.

Opdatering 14. august.
Nu har jeg fundet min kilde, men jeg vil ikke påstå at den er synderligt god, da min kilde ikke giver den oprindelige henvisning.

Opdatering 29. august.
Jeg har sat Eivind, en færing jeg kender, i gang med at finde den originale reference, men det ser ud til at forfatteren til indlægget også er forfatteren til opgaven. Hvis er rigtigt vil Eivind forsøge at få fat i opgaven i sin helhed til mig. Hurra!

Forfatteren har navngivet sig selv i kommentarsporet nedenfor. Alt godt kommer til den som venter. 🙂

“En fornuftig sprogplanlægning burde, ligemeget hvilke politiske eller nationale hensyn den ellers har, bygge på videnskabelige fakta, sprogsociologiske og andre undersøgelser. Om den så, som den nuværende færøske sprogplanlægning har til formål at udrydde lavsproget, og derved også det dagligdagssprog, som er hovedsproget hos færing.”( Johhny Thomsen, 1996, s. 20)

I 1990erne har tidsskriftet Málting (sprogting) spillet en stor rolle, de har holdt en meget akademisk, objektiv og nyskabende lingvistisk linie. På det færøske universitet findes, derfor hvad jeg vil kalde, en skole af systemkritikere.

Ulla Clausén inddelte, allerede i 1978, de sprogretninger som hun mente fandtes på Færøerne i disse grupper:

  1. Purister, der lægger normen bagud i tiden og gør en aktiv indsats for sprogets renhed.
  2. Nationalister, er tilhængere af en statisk sprogplanlægning, hvor sproget holdes frit fra fremmede sprog.
  3. Pragmatikere, har fx en liberal indstilling til låneord, de ser mere på et ords funktionsdygtighed i forhold til brugerne.
  4. Internationalister, som forkaster alle færøske ord og vil holde færøsk åbent for fremmed indflydelse

De før nævnte “systemkritikere”, er mere pragmatikere. Cand. Mag. Hjalmar P. Petersen siger fx at et fremmedord er et ord, som brugerne ikke forstår, dette gælder også færøske nyord (Petersen, 1993, s. 12-22).

Her kommer han ind på Haugens term vedrørende implemention of function, hvor kravet er acceptance of function. Folk accepterer ikke mange af de ord, som laves på Færøerne i dag. Som eksempel kan jeg nævne en større ordliste over computersprog, hvor alt fra CD-ROM, RAM, CPU er oversat. Ironien er, at selve ordet computer slog an som en nydannelse (fæ. telda), dette ord bruges altid af purister, de taler dog mindre om de tusindvis af ord som folk hverken bruger eller kender. Petersen mener, at det er fordi de ikke lever op til kravene om:

  1. At ord skal være godtaget af flertallet af sprogbrugerne (jvf. Haugens statistical).
  2. De skal være æstetiske, fx ikke for lange.
  3. De skal være lette at lære (2,3 og 4 jvf. Haugens efficiency).
  4. Ordene skal være naturlige for brugerne.
  5. Ordene skal leve op til de intellektuelle krav nutiden stiller (jvf. Haugens rationality)
  6. Nydannelser skal være synkrone, ikke arkaiske, fordi det ødelægger det naturlige sprogsystem.

Her er brugeren i centrum, ikke sproget (pragmatik). Her er det ikke kun sprogets form (Jvf. Haugen), men dets function.

Petersen kritiserer sprogplanlægningen meget karftigt for at være elitær og ensporet, hvor næsten den eneste retning har været at opfinde nye ord. Han efterlyser en standardiseret sprogplanlægning, som ikke kun arbejder for corpus planning, men også for status planning. Det er derfor vigtigt at oversætte, ikke kun den høje litteratur, men også fx Anders And. Han anskuer status planning opgaven således, at sprogets status bedst vedligeholdes, hvis folk kan finde ud af at bruge det.

I indledningen af kapitlet citerede jeg Cand. Mag. Johnny Thomsen. Han taler om en fornuftig sprogplanlægning og efterlyser videnskabelige fakta hos den gældende sprogplanlægning. Han beskylder den for at ville udrydde lavsproget, som han mener er hovedsproget på Færøerne.

Thomsen fremfører i en større artikel om færøsk sprogplanlægning, at færøsk sprogplanlægning altid har været national, ikke folkelig. Man har aldrig set på forholdet til brugeren, idealet har været et smukt og æstetisk sprog (dvs. rent). Færøsk sprogplanlægning har altid været sprogudrensning. Men her er det også, at sprogplanlægningen som vi har set den, er selvmodsigende, fordi folket er både fjenden og modtageren – både dem som skal opdrages og modtage en ny norm. Han bruger begrebet omvendt social purisme, hvor man positivt taler om social purisme, som fx sætter hjemlige ord i stedet for fremmedord, for at gøre sproget lettere for brugeren, mens den omvendte social purisme, udskifter kendte ord fra talesproget med nydannelser af skiftende kvalitet. På dende måde har sprogplanlægningen ikke gjort sproget rigere, men fattigere. Denne planlægnings principper og formål, er i følge Thomsen:

  1. En yderliggående udrensning af ordforrådet, som allerede er i færøsk og har været der i flere hundrede år.
  2. Et forsøg på at ændre syntaksen, så den kommer længere væk fra det talte sprog.
  3. Som en effekt af 1 og 2, og som en del af et bestemt politisk tilhørsforhold, har sprogplanlægningen ændret folks opfattelse, så de skulle se ned på deres eget talesprog (Thomsen, 1996, s. 14).

Både Thomsen og Petersen bruger ord og termer, som viser tilbage til brugeren. Thomsen siger, at en fornuftig sprogplanlægning tager udgangspunkt i lavsproget. Han ser tre store opgaver:

  1. At lavsproget undersøges fra et videnskabeligt synspunkt.
  2. Lavsproget skal i ordbøgerne.
  3. At sprogplanlægningen skal se på diglossiaen i færøsk.

Årsagen til at sprogplanlægningen ikke har haft nogen særlig virkning, er at den gældende retning, ikke som udgangspunkt, ser på virkeligheden:

  • -At færøsk funktioner er begrænsede i forhold til store sprog.
  • -At dansk måske er mere vigtigt som for mange færinge end færøsk, fordi det er igennem dansk at næsten al viden hentes fx i undervisningssektoren.
  • -At gode danskkundskaber er vigtige, fordi dansk er et stort sprog imodsætning til færøsk.

Konsekvenserne af dette er at sprogplanlægningen skal baseres på en sprogsociologi for små sprog. Dette vil indebære at der skulle udvikles en sprogpædagogik for tosprogede områder, der anerkenddte den værende diglossia.

….

Sproghistorisk er Færøerne gået fra at være etsproget, til at blive tosproget. Denne proces tog flere hundrede år. Siden forrige århundrede, har bestræbelserne gået ud på at færinge skal gå fra at være tosprogede til igen at blive etsprogede. Björn Hagström siger om tosprogetheden på Færøerne, at :

“Färingarna har starka skäl att förbli tvåspråkiga. Färöisk enspråkighet skulle innebära en i vår tid orimlig isolering. Danska språket är ett fönster mot världen.”

Senere siger han, at færøsk har meget at sige for færinger, som kulturarv og som national identitet (Hagström, 1991, s. 401).

I følge Susan Romaine, som er anset fro at være verdens førende ekspert i tosprogethed, så har man ofte set på eksistensen af tosprogethed, og den deraf følgende interferens, som førende til sprogdød. Færøske purister, som fx Poulsen, bruger altid sproget på Shetlands øerne, som skrækeksempel, og som indirekte legitimering for egne holdninger. Romaine siger videre, at :

“..in some cases code-switching and diglossia are positive forces in maintaining bilingualism. Swiss German and Faroese may never emerge from diglossia, but are probably in no danger of death”.

En stabil diglossia er mulig at leve med. Det er måske også en nødvendighed, for et lilleput land som Færøerne.

Ny digital ordbog over dansk tegnsprog

Via vores afdelings nyhedsbrev
Den 23. maj lanceres der en ny digital ordbog over dansk tegnsprog. Ordbogen vil være tilgængelig (og gratis!) for alle over internettet på følgende adresse: http://www.tegnsprog.dk

Ordbogen er resultatet af et 5-årigt projekt til 9,5 mio. kr. Det er Danske Døves Landsforbund, i samarbejde med Center for Tegnsprog og Tegnstøttet Kommunikation (KC) i København, der står bag projektet.

Uddrag fra artikel om ordbogen

(Døvebladet, maj 2008:32):

“Tegnsprog har millioner af tegn og udtryk, og der dukker altid nye tegn op, ligesom andre tegn forsvinder…nu er de vigtigste af dem samlet i en ordbog. – “Vi har faktisk samlet 7.000 tegn. Men der har kun været tid til at bearbejde 2.000 tegn. Det har været en kamp mod tiden”, fortæller Jette Kristoffersen, der er uddannet tegnsprogstolk og leder for projektet.

Det flotte resultat er en ordbog, der ikke bare viser tegn. Man kan søge både på tegn og på danske ord. Og ikke kun det. Man kan også finde tegnenes betydninger og varianterne af tegnene for samme ord. Man kan tjekke, hvordan tegnene ser ud i en sætning – både i et almindeligt tempo, men man kan også afspille det langsomt.

Ordbogen har været ventet længe. Ikke bare blandt døve og deres pårørende. Men også døvblevne, som har stået og trippet, fordi de simpelthen har manglet redskaber til at lære tegn.

Og hvad er det så vi kan bruge ordbogne til? Jette Kristoffersen har en lang række gode bud: – “Det har stor betydning for døve, at vi kan vise en ordbog, og hvordan tegnene ser ud, og hvad de betyder. Mange bliver jo nysgerrige, når de ser tegnsprog. En ordbog kan skabe større bevidsthed omkring tegnsprog”.

Som krølle på hvorfor Ordbog over Dansk Tegnsprog er så stort et skridt for døve i Danmark, siger Jette Kristoffersen: – “Jeg husker, at Markku Jokinen (generalsekretær for det finske døveforbund og præsident for World Federation of the Deaf) engang sagde noget med, at et sprog, der har egen ordbog, bliver anset som et rigtigt sprog. Det er jeg bare så enig med ham i. Mange tror jo, at tegnsprog er et hjælpemiddel, og det kunne ikke være mere forkert. tegnsprog er et sprog!”  “.

Nyhed om ordbogen

(fra Danske Døves Landsforbunds (DDL) hjemmeside: www.deaf.dk)

“I rigtig mange år har vi ønsket os en ny ordbog til at afløse den røde tegnsprogsordbog fra 1979. I bededagene er der snigpremiere på den nye elektroniske ordbog over dansk tegnsprog.
I bededagene holdt Danske Døves Landsforbund landsmøde i Odense. Her var der en storslået begivenhed på programmet – nemlig snigpremieren på den nye ordbog over dansk tegnsprog.
Til forskel fra den gamle røde ordbog, kan man i den nye elektroniske ordbog ikke bare slå ord op, men også slå op med udgangspunkt i et givent tegn. Det gøres ved at angive f.eks. artikulationssted og håndform. Det vil betyde at man kan slå op i ordbogen både med udgangspunkt i dansk og med udgangspunkt i dansk tegnsprog.
Der er ca. 2.000 tegn i den nye ordbog. Her har man udvalgt de mest udbredte tegn ud fra en tegnbase af næsten 7.000 registrerede tegn.
Hovedparten af midlerne er satspuljemidler bevilget gennem Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet. Danske Døves Landsforbund arbejder for at skaffe en permanent bevilling til udviklingen af ordbogen, således at der kan komme flere tegn i ordbogen, men også at der kan blive udgivet fagspecifikke ordbøger”.

Lær lingvistik på 5 minutter

The Five Minute LinguistJeg er lige faldet over en lingvistisk radioserie lavet af den amerikanske lingvist Rick Rickerson, som kalder sig The Five Minute Linguist. Radioserien som hedder Talkin’ about Talk, er lavet i anledning af, at den amerikanske kongres udnævnte 2005 til at være Sprogenes År i Amerika. Serien er lavet i samarbejde med et initiativ, som ligner noget der ligger os meget nært på Afdeling for Lingvistik og Finsk – nemlig The National Museum of Languages.

Serien består af 52 indslag à 5 minutter, der hvert behandler et spørgsmål, som “almindelige” mennesker kunne finde på at stille os lingvister. Spørgsmålene omfatter bl.a.:

Denne komplette oversigt over programmerne kan findes her, hvor man også kan downloade hvert enkelt program. Hvis du ikke har lyst til at sidde og klikke på links i en evighed, som jeg har gjort, kan du også hente den samlede serie via Bittorrent.

Nu glæder jeg mig i hvert fald til at fylde mp3-afspilleren med lingvistik!

Strøtanker om Domænetab

Domænetabet der tales så meget om i den danske sprogdebat er stort set udelukkende en henvisning til at engelsk i højere grad end før i tiden er det foretrukne sprog når der skal publiceres artikler og andet akademisk materiale. Dette skulle i høj grad gælde de naturvidenskabelige fag, men anddelen af engelske publikationer skulle også være kraftift stigende indenfor de humanistiske uddannelser.

Men der dette et problem? Er det ikke snarere et udtryk for at den uddannelsespolitik vi har ført i rigtigt mange år er en succes?

Der er visse ting jeg mener man ikke kan ændre på eller modarbejde som nationalstat uden at volde sig selv skade. En af disse ting er den så omtalte globilisering. Globaliseringen er, på trods af dens navn, ikke så meget en globalisering som en anglificering af verden. Dette er vel naturligt i en verden der efter den kolde krig har levet i et så unipolart magt- og kulturklima som vores.

En yderst central effekt af dette hegemoni er naturligvis at de førende magters sprog, der jo som bekendt for tiden er engelsk, vil være et centralt redskab og kommunikationmiddel indenfor viden, forretning, og kultur. Og det er der såmænd ingenting vi i Danmark kan gøre noget ved – vi har simpelthen ikke den økonomiske magt til at vælge fra på dette område

Dermed følger det også at de bedste hoveder her i landet indenfor de af det engelske sprog dominerede områder, ikke bare ønsker men er nødt til at erhverve sig kompetencer i engelsk. Dette er vel også et resultat af vor succes inden for uddannelsesområderne – vi skaber simpelthen for mange kloge hoveder til at vi kan ansætte dem i Danmark alene.

Sprog, i sin natur, er først og fremmest et socialt og kommunikativt redskab, og er der noget unaturligt ved at det bruges som et sådant af de grupper af mennesker hvis arbejde primært relaterer til emner der overalt i verden først og fremmest foregår på engelsk? Er det ikke i højere grad et tegn på succes, at vi skaber folk der har gå-på-mod og vilje til at forsøge at dygtiggøre sig internationalt?

Derudover er der den problemstilling at mange af universitetsstillingerne i dag er besat af dygtige udenlandske forskere. Det er vel i vores allesammens interesse at beholde disse kompetencer, såfremt der ikke frivilligt melder sig et lige så dygtigt dansk alternativ. Som eksempel kan nævnes mit eget studie – hvor det primært er udenlandske undervisere der er ansat. Jeg kan forsikre jer om at det er langt at foretrække at disse taler engelsk frem for dansk – dansk er et uhyre svært sprog at lære at tale, og vi danskere er ganske uvillige til at både forstå og acceptere selv små forskelle. Hvorvidt dette er et produkt af den herskende ‘korrektheds-ideologi’ er et åbent spørgsmål, men hvis man overvejer hvor meget vi som samfund latterligør og stigmatiserer selv ganske udbredte regionale dialekter, så er det ikke en helt ueffen teori.