Retskrivningsreformer

I det 16. århundrede ændrede man i England stavningen af visse ord for klart at vise deres latinske oprindelse. ’det’ blev til ’debt’ (latin: dēbitum), ’scol’ blev til ’school’ (latin: schola) og ’etik’ blev til ’hectic’ (latin: hecticus). Men det var ikke altid helt uden fejl fra retskrivningsreformatorernes side. De ændrede ’iland’ til ’island’ i den tro, at ordet var relateret til ’isle’ fra latinsk ’insula’ – men i virkeligheden stammer ordet fra det oldengelske /īeġland/ – en kombination af /īeġ/(ø) og /land/ (jord).

Det samme skete i Frankrig. Bogstaver blev tilføjet for at afspejle ordenes »latinske oprindelse, selvom lydene for længst var gået tabt. ’doi’ blev til ’doigt’ (finger) (latin: digitum), ’pié’ blev til ’pied’ (fod) (latin: pedem), og ’set’ blev til ’sept’ (syv) (latin: septem). Også de franske reformatorer har været lige lovligt ivrige, for eksempel med ’pois’, som blev til ’poids’ (vægt) udfra en tro om, at ordet stammer fra ’pondum’ (vægt), mens det faktisk stammer fra ’pensum’, som er intetkøn af perfektum-participiet til verbet ’pendo’ (at veje).

Et par kommentarer til andre folks tåbelige kommentarer om sprogvariation i Danmark

Kim Møller fra Uriasposten taler som han har forstand til, i sin omtale af den artikel fra Politiken om unges sprog, som Anders omtalte her på bloggen for nogle dage siden. Kim Møller vælger at tage artiklen, som en omgang venstredrejet kulturrelativistisk ævl.

Fænomenet er velkendt. Når nu man ikke kan fordanske indvandrere, så må man afvise eksistensen af en særlig ‘efterstræbelsesværdig’ danskhed

Kim Møllers vinkel er søgt og artiklen er klemt ind i upassende rammer på Uriasposten, for at passe ind i bloggerens kram, som jeg ellers ofte følger med interesse og enighed. Kommentarene til indlægget er iøvrigt endnu mere skingre og får mig kun til at ryste på hovedet. Men for at komme til min pointe:

Når sprogforskerne siger at der ikke findes én korrekt variant af dansk, har det intet at gøre med en politisk agenda, der går på at de ønsker et multikulturelt samfund. Det kan meget vel være, at nogle sprogforskere gerne vil det, men det er sådan set sagen uvedkommende. Den sproglige variation dækker over meget andet og mere end blot indlån af udtryk fra indvandrersprog og al forskning i sprogholdninger og sprogvariation peger i samme retning. Der findes ikke én variant af dansk og alle har deres egen idé om, hvad der er korrekt.

Der er mange selvbestaltede sprogrøgtere her i landet, som fabler løs om forfladigelse af sproget, om væmmelige indlån og om alle mulige andre nymodens tiltag som ødelægger vort engang så smukke sprog. Det er helt naturligt for sprogbrugere at bedømme andre sprogbrugere, og desværre også fordømme, på baggrund af den variant af sprog som de taler.

Det store problem vi har her til lands med hensyn til sproglig variation, er manglende tolerance – og det er ikke kun med hensyn til brug af udenlandske ord og tillæggelse af nye betydninger til gamle ord. Vi lever i et land, hvor man bliver anset for at være idiot, hvis ikke man taler det DR- og folkeskolesanktionerede mytiske bæst, Rigsdansk.

Jeg har selv ofte oplevet at blive set ned på, fordi jeg tillader mig at bruge dialektale træk fra den østjydske variant af dansk, som jeg er vokset op med. Det er ikke sprogligt forkert når jeg f.eks. udtaler [j] istedet for det mere anerkendte bløde d [ð] i et ord som ‘gade’. Der er heller ikke noget problem i at jeg ikke benytter mig af pronomenet ‘sin‘, men istedet siger ‘hans‘. Det skaber ikke forståelsesproblemer, så jeg taler med andre østjyder, fordi de har lært at forstå den rigtige betydning ud fra konteksten. På samme måde er det heller ikke forkert når mange jyder refererer, hvordan de har lagt i sofaen hele søndagen, fordi kun den stærkt bøjede perfektum findes i deres dialekt. Men jeg kan godt forstå at folk, som har valgt ikke at bruge dialektale træk, synes det lyder forkert – det er bare ikke ensbetydende med at der faktisk også er det. Jeg er ikke selv meget bedre –  det skurrer også voldsomt i mine ører når jeg hører folk tale lavkøbenhavnsk.

Hvis der er én ting der er sikkert, hvad angår sprogholdninger, er det, at der, så længe der har eksisteret gamle mennesker, har eksisteret kværuleren om de unges sprog nutildags. Mange sprogrøgtere synes at bebrejde Dansk Sprognævn, Folkeskolen og medierne for at de unge ikke lærer at tale ordentligt, men de folk, som mener det er disse institutioners opgave at diktere sproget har grueligt misforstået noget. Dansk Sprognævns opgave er at følge og beskrive det danske sprogs udvikling, samt udgive Retskrivningsordbogen, som er et indeks over standardiserede staveformer, som Folkeskolen underviser i stavning efter. I den opgave ligger naturligvis også at formidle de sprogbeskrivelser, som DSN er kommet frem til. Det er på ingen måde, hverken sprognævnets eller Folkeskolens opgave at forme det danske sprog eller forhindre den udvikling, som foregår helt naturligt.

Det danske sprog tilhører dets brugere, danskerne, og IKKE den danske stat, og det er dermed også de enkelte borgeres ret, at forme deres sprog i den retning, de ønsker. Tanken om at statslige institutioner skulle styre denne proces er ikke alene tåbelig og urealistisk, men også autoritær og menneskefjendsk – den giver væmmelige assosiationer til Orwells 1984, hvor staten styrer befolkningen tanker gennem sprog.